Om en genstand fortabt i tiden

Afrejsen til Cythere er et maleri af Jean-Antoine Watteau. Eller faktisk to, men lad det være. Det er den version, der hænger i Charlottenburg Palace, Berlin, jeg vil snakke om. Både som et historisk fænomen, eller fatamorgana om man vil, en flugtvej for mig selv og en genstand fortabt i tiden.

Når jeg kigger på et rokokomaleri, tænker jeg helt umiddelbart på småkager, som ikke er der mere. Min barndoms kagedåser var altid tomme for det originale indhold. Jeg oplevede dem aldrig fyldte med det indhold, der matchede ydersiden; kun fyldte med småkager, som var købt i Brugsen. Ikke at de var dårlige, de var vidunderlige, og de var rigelige, men de var ikke dem fra dåsen. Fjernheden i kagedåsekunsten, denne flimrende rokokoimitation og de fraværende småkager, skabte et savn, tro det eller ej, som var smerteligt.

Så da jeg i mine sene teenageår begyndte at gå hylderne på biblioteket igennem for kunstbøger faldt jeg for første gang over François Boucher og Jean-Honoré Fragonard. Jeg vil ikke sige, at det var en åbenbaring – mere en aha-oplevelse. Noget jeg fik lyst til at imitere.

Kærlighedsfest
Det var først mange år senere, da rokokoen igen begyndte at blive taget lidt til nåde igen, at jeg tænkte nærmere over den som andet end en række af yndlingsbilleder, der var forbundet med barndommens tab. Jeg var på et studieophold i New York i 2010, hvor jeg på The Frick Collection så Fragonard-rummet, som blæste mig ganske bagover. Men det var først, da hele fête galante konceptet (kærlighedsfest) gik op for mig, at det blev skarpt for mig, hvorfor malerierne appellerede i en sådan grad. De fleste af malerierne er uden en rigtig handling – eller i hvert fald drama: Der bliver gynget og snakket og flirtet og dasket rundt – alt sammen ganske sorgløst. Der er ingen, der gør noget som helst vigtigt, det er næsten konfliktløst, og gud er helt fraværende, så vidt jeg kan se.

Da Waldemar Januszczak i en tv-programrække fortalte om rokokoen, var det sådan set ikke noget nyt, han fortalte, udover netop dette maleri, som var undveget min flimrende opmærksomhed, og sidst men ikke mindst slængede han sig i udstillingerne, lagde sig med hovedet nedad og opførte sig generelt kropsligt temmelig uværdigt. Hans kropslige attitude slog hovedet på sømmet for mig. Jeg var nu også intellektuelt solgt til rokokoen.

Fortabt Venus?
Jeg er ret vild med den levendegjorte statue yderst til højre i maleriet. Jeg har en stor svaghed for animeret materie: Pinocchio, golem (en hævner skabt af ler og magi, se romanen af samme navn), zombier, Anders And, whatever. Og ’levende’ statuer i malerier vækker et eller andet i mig. Der er en sær autoritet ved dem, som i et eller andet omfang er mystisk og lidt skræmmende som voksne over for børn eller bureaukrati over for borger, som tyske fortællinger fra romantikken.

Men her er Venusstatuen, gudinden for den seksuelle kærlighed, den der forlades. Hun skal åbenbart ikke med på rejsen til hendes eget fødested. Lidt forvirrende, men det er okay. I denne her version er deres destination fortabt i disen, blændet helt ud, den er det rene lys.

Umulig læsning
Det er som udgangspunkt umuligt at lave en læsning af dette maleri, som holder sig fri af de utallige læsninger, der har været af Watteau, maleriet i sig selv eller alle de omskiftelser, som fortolkningerne af rokoko som fænomen har undergået. Men maleriet er i sandhed et objekt, der er fortabt i tiden, som de udødelige hos Borges. Vi andre har vores fødsel og død i frisk erindring, denne type objekter kan hverken syne det ene eller det andet og er derfor åbne for angreb på alle flanker.

Min umiddelbare transhistoriske kobling er henholdsvis Ben Eltons roman Another Eden og A. Silvestris kortroman Live. Begge handler de om de herskende klassers forræderi, om hvordan de har forladt en Jord, der er dømt til undergang til os andre. Hvor de to romaner er virkeligt bitre over dette forræderi, behandler maleriet overklassens flugt som en lidt fjollet udflugt. Det er en anden verden, de skal til. Den fortaber sig i lyset. Hvordan skulle man komme hjem fra et sted, som ikke kan ses?

Det, der så bliver spørgsmålet for mig, er, hvem det er, man ser på maleriet. Jeg er ikke så sikker på, at jeg kan etablere den afstand, som er nødvendig, for at det bliver nogle andre, der forlader os. Jeg er selv tilstede i dette maleri, enten som basunengel, statue eller en af de rejsende. Enten er det her et minde om noget, der er sket eller vil ske, en vision eller et decideret snapshot. Jeg er nok mest tilbøjelig til at se det som et snapshot af afrejsen, og jeg er allerede ombord på skibet ude af syne for jer andre. Jeg har sikret mig en plads, selv hvis der skulle opstå panik og kamp om pladserne. Jeg står allerede parat med en bådshage for at forhindre jer andre i at komme ombord, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

En blød vision møder sit endeligt
Kort sagt, maleriet beskriver både en uendelig blød vision for det modstandsløse velbehag og en kynisk og nådesløs kamp for det samme. Bønderne ligger døde og glemte i krattet.

For at vende tilbage til statuen, hvis maleriet kan repræsentere os, velfærdsstatens slagtekvæg, middelklassen og dens manglende empati og totalt manglende perspektiv, må Venusstatuen være velfærdsstaten som et drømmesyn, en vision. Venus som os, der lukker os om os selv.

Men er det ikke sådan med de her objekter, der er fortabt i tiden og indfanget af historien, både fritsvævende og indstøbt i rav, at det eneste, de er stand til, er at være visioner og syn? At det på en mærkelig måde er en vanskæbne at blive gjort alment menneskelig, universel, ude af stand til at være relevant i sig selv.

Når tanker og ting svæver sådan rundt, mister de i mine øjne livet. Ret meget på samme måde som når den onde dræber-klovne-avatar i It af Stephen King lokker nede fra kloakken med at ”hernede svæver vi”. Det er både et løfte og den ultimative trussel: At blive løsrevet fra alt, der giver mening og tynger dig. At opgive dig selv, synke ned i altet, efterlade alle hensigter og drifter bagude, at opgive alle muligheder for forandring. At forsvinde som sig selv for at genopstå som det almene. Jeg ved det ikke, det er både en meget positiv og en meget negativ ting. Jeg må tilstå, at jeg er meget ambivalent omkring dette almene. Findes det? Er det et fantom, der hjemsøger os, og hvad betyder det så, at noget hænger der forsvarsløst på et museum og bliver udpeget som universelt og alment?