Gensyn med Århus garden

I 1969 satte tre mennesker i Aarhus sig for at lave en rapport. Forfatteren Kristen Bjørnkjær og billedkunstnerne Mogens Gissel og William Louis Sørensen ville dokumentere et lille tiårs kunstneriske aktiviteter i Aarhus og omegn.

Århusrapporten er en rejse gennem fluksusagtige partiturer, gnidrede sorthvide fotos af happenings og polemiske smuler om “blandkunstens” fortræffeligheder og udvidende – men marginaliserede – potentiale og position. Deltagerne i dette tiårs kunstbegivenheder i Aarhus var en blanding af lokale og københavnske og internationale aktører. Flere er gledet ind i den kunsthistoriske glemsel, andre er kanoniserede – George Brecht, Bjørn Nørgaard, Kirsten Justesen, Eric Andersen med flere.

Århusrapporten viser, at avantgardekunsten dengang ikke kun udfoldede sig  ‘internationalt’ og i hovedstæder, men også havde særegne, ‘perifere’ (eller ultralokale) brændpunkter – eksempelvis i Aarhus.

Det har ikke haft kunsthistorikernes bevågenhed, men vi har altså denne lidt obskure kunstnerbestaltede selvrapportering, der vidner om et energisk og vitalt liv for kunsten dengang i provinsen. Under læsningen gribes man af forestillingen om en tid, hvor avantgarden stadig troede på, at den var avantgarde, og at kunsten havde en mission: at introducere noget nyt og livsvigtigt.

Kaotisk mangesidet udstilling
Med denne rapport i baglommen parret med et Dali-udsagn om, at “kun fra det ultralokale kan man nå det universelle” tager den sidste Systemics-udstilling i Kunsthal Aarhus fat under titlen Aarhus Rapport – Avantgarde as network (Or, The Politics of the Ultralocal).

Udstillingen kigger historisk bagud med arkivsektion og forskellige genopførelser, mens blandt andre Lea Porsager og Dave Hulfish Bailey har bragt nutidsværker til udstillingen. Meningen er, at de fra et samtidsperspektiv skal spejle ånden fra Århus rapporten

Det er bestemt ikke nogen homogen udstilling, og den vil sikkert alt for mange ting på en gang. Men selvom den er rodet, har den også en stimulerende uregerlighed. Mange har været involveret i opbygningen – et virvar af kuratorer og kuratorgrupper står bag – og udstillingen er som et æskesystem med udstillinger i udstillingen. En af hovedkræfterne bag udstillingen, Lars Bang Larsen, pegede i sin åbningstale på, at ikke mange kunstinstitutioner tør slippe tøjlerne i den grad og lade et anarkistisk knopskyderi råde.

At genoplive avantgarden
Det er i denne sammenhæng et charmerende træk, men Systemics #4 peger også på det problematiske i at lave udstillinger, der skal genoplive fortidens forjættede avantgarde. Ikke mindst når avantgarden – som her – hovedsagelig er flygtig og performativ fluxuskunst.

Arkivet, som Anne Kølbæk Iversen har kurateret, fungerer godt som traditionel historisk dokumentation, og det giver indblik i Århusrapportens tid at begrave sig der. Arkivet postulerer ikke noget fuldstændigt billede af perioden, hvilket heller ikke Århusrapporten kan siges at gøre: Hvor er de kvindelige kunstnere eksempelvis henne i rapporten, hvor det kun er Kirsten Justesen, der rigtigt træder frem?

Lars Bang Larsen har organiseret et genopførelsesprogram i en udstillingssal, og her begynder problemerne. Man kunne tro, at der var tale om genopførelser af performances fra de vilde 60ere, men i stedet ser man en skuffende ‘traditionel’ kunstudstilling, som måske kunne høre bedre hjemme i arkivet. Kirsten Justesens eblemmatiske skulptur, Sculpture II fra 1968, vises i en forstørret, skødestløst ophængt plancheversion af den klip-ud-og-fold version, der optræder i Århusrapporten. Det virker slapt og ‘meningsløst’, ligesom William Louis Sørensens grafiske løsblade (Rød prik) ligger forladte og ude af kontekst på et gulvpodie i det næsten tomme rum. Hvis perioden, der skal skildres, var præget af gejst og energi, er transformationen i hvert fald ikke lykkes til den rungende kunsthal.

Retfærdigvis skal siges, at Bang Larsen omorganiserer rummet 3 gange i løbet af udstillingsperioden, og præsenterer nye udstillinger – så vi må se, om der kommer mere nerve. Men spørgsmålet melder sig om, hvordan man genopfører avantgardeprojekter fra en tid, hvor værkerne radikalt undslog sig at falde til ro som stationære og varelignende kunstobjekter.

Showtime!
I kunsthallens rotunde har Morten Søndergaard, Mogens Jacobsen, Martin Luckmann og Sebastian Frese Bülow skabt en installation på baggrund af materiale fra det eksperimenterende kunstkollektiv Show Bix, som bestod af digteren Per Højholt, billedkunstneren Poul Ib Henriksen og lydkunstneren Gunner Møller Pedersen.

Her er brugt originale lysbilleder og lydkompositioner fra Show Bix-stykker fra 1969, og interaktivt er det. Man kan tage telefonen og på drejeskiven vælge, hvor mange slides der skal rulle. Det er en behørigt larmende præsentation med festlige dias af de kittelklædte ‘funktionærer’. Men installationen, der lidt corny beskrives som en antihappening af en antihappening, highlighter det tossede, men fanger ikke rigtigt den alvor, hvormed de tre også gik på scenen.
Det mest interessante bliver derfor det TV-interview, der vises, hvor de tre originale Showbixer forklarer sig, og man ser en bid af deres forestilling. Jeg hører til dem, der hellere ville have haft mere af det – eller en form for live-genopførelse.

Kunsten live
En del fluxusværker er netop lavet som scores – partiturer. De er lavet ud fra den radikale devise, at værkerne ikke blot eksklusivt kan udføres af særlige personer – læs kunstnere – men i princippet af alle. Dette ud fra et revolutionært, antihirakisk, antiborgerligt, demokratisk kunstsyn.

Man får tanken, at det kunne have været oplagt at drage performancegenren – som i parentes bemærket er ganske levende i dag – mere ind i udstillingen. Det kunne have været en vej at gå, når man nu har valgt en ‘fluksusrapport’ som afsæt. Det skal nævnes, at man i det omfattende arrangementsprogram, der følger udstillingen, kan se frem til en nytårskur med blandt andet genopførelser af performances fra Århusrapporten.

En slange af fåreuld
Hvis der ikke var meget af ånden fra Århusrapporten at spore i Lars Bang Larsens genopførelsesrum, synes Lea Porsagers præsentation derimod at rumme en vitalitet og en vilje til at gå planken ud, der på en eller anden måde korresponderer godt med afsættet.

Umiddelbart er hendes rum køligt og forladt, dækket af plastik, og med en solariseret videoprojektion i vilde kulører. Som det oftest er tilfældet med Porsager er man nød til at lade paraderne falde, hvis man vil være med. Værket Soil Solarization (a.k.a the Sønderholm Experiment) udspringer af et eksperiment foretaget på gården Sønderholm udenfor Aarhus, hvor en række kunstnere mødtes i dagene op til en udstilling og et seminar i august/september i år.

Læs om udstillingen Forespørgsler i jord og kunst på Sønderholm her.

Hvad Porsagers eksperiment helt gik ud på, er næppe til at fange for os udenforstående. På videoen ser vi Sønderholmdeltagerne lave underlige gerninger – grave i jorden med hænderne eller omslynge en lang slange af fåreuld for eksempel.

I udstillingsrummet opdager man objekter under plastikken – fåreuld-slangen er der og bregnelignende, snoede aluminiumsobjekter med titler som Snail Father eller Coiled Adolescent Fern. Plastikken er af den type, man bruger i gartnerier til at fremme væksten ved at forstærke virkningen af solens stråler. Metoden hedder netop Soil Solarization – og solarisering er tillige et fotografisk fænomen, som i fotografiets ungdom blev brugt til at beskrive overeksponeringseffekter, hvor eksempelvis solen – i stedet for at være den hvideste plet i billedet – fremstod knaldsort.

Sådan glider betydninger ad obskure veje i Porsagers værk, som forekommer at kredse om svært beskrivelige fænomener som ‘energiopladning’ af steder, ting, dyr og personer og en tænkning, der søger langt tættere forbindelse mellem individ og omverden end et ferniseringsjakkesæt med rationel hjerne ellers ønsker.

Det er på den måde Porsager responderer mere radikalt på fortidens lokale avantgarde.
‘Avantgarden’ er ofte spundet ind i en afstandsholdende retrotænkning, suppleret med en vis portion nostalgi. Måske en længsel efter at tro på noget, en længsel efter en særlig energi – måske ovenikøbet uskyld. Porsager tør, hvor andre betragter.

Sønderholm som ultralokal avantgarde?
Sønderholmudstillingen er også tilstede på Systemics #4 som en udstilling i udstillingen i form af et ekstrakt af den, der fandt sted derude på gården. Den komprimerede visning af blandt andet Ou Nishans Bishan kommune og Lasse Krog Møllers jordkunst og feltundersøgelser kunne med fordel have været foldet mere ud – måske er det netop her fra Sønderholm, at en nutidig ultralokal selvbevidsthed melder sig?

Drop City revisited
Dave Hullfish Bailey fylder det meste af underetagen med sin Working Model. Bailey er fra Los Angeles – og altså i aarhusiansk forstand meget lidt ultralokal. Hans projekt er at forstå som en mental, geografisk, historisk og formmæssig kortlægning af et bo-eksperiment i et råt bjergområde i Colorado fra slut-tresserne kaldet Drop City. Ganske rigtigt langt fra Århusrapporten, men tidsånden er der sådan set, da Drop City startede som unge amerikanske kunstneres forsøg på at udvide happenings, enviroments og andre avantgardeideer til et totalt, livsomfattende kunstværk.

Baileys værker er baseret på vidtforgrenet, stedspecifik undersøgelse, og hans præsentation i kunsthallen består af modelarbejder, som fabulerer videre over eksempelvis Drop Citys dome-arkitektur eller vandvejene i området. Men det er (også æstetisk!) meget spredt, foreløbigt, løst og skitseagtigt. Skal man have en chance i forhold til Baileys vitterligt meget omfattende og komplekse kunstneriske ‘forsknings-arbejde’, må man søge info andre steder end i kunsthallen.

Som det er med Working Model er det med Systemics #4. Det er en udstilling, der måske først folder sig rigtigt ud i kraft af de seminarer og arrangementer, der er knyttet til den. Udstillingen er båret af en researchbaseret tilgang til tingene, og symptomatisk er det, at kunsthallen har fået universitetsfolket til at komme til huse. (Se i øvrigt program i faktaboks herunder).

Systemics #4 er hverken homogen, overskuelig eller let tilgængelig. Både fordi den favner et idiosynkratisk tilbageblik, en forestilling om levendegørelse af et komplekst avantgardebegreb, og værker der i sig selv er tæt komprimerede.

Og hvad med avantgarden? Er den så revitaliseret eller ej? Det er med avantgarden som med udstillingen: Der er snesevis af problemer – men også masser af kalorier.