Girls, girls, girls!

Indrømmet… når en udstilling som Real/Fiction markedsføres med fokus på, at de udstillende kunstnere udelukkende er kvinder, lurer kynismen i mig:

“Hvor mange deltager mon på grund af deres køn og på bekostning af kunstens kvalitet?” (sikkert mange), og hvor mange følsomme blomstermotiver og selvsmagende livmoder-relaterede granskninger skal jeg mon være vidne til?” (sikkert mange).

Men denne udstilling gør mine fordomme til skamme. Ingen hønsegård her.
Og der, hvor dunene alligevel titter frem, supplerer kunstnerne hinanden i en god ophængning.

Real/Fiction
Udstillingens ramme er, at kunstnerne på hver deres måde bevæger sig i et univers, der ligger mellem fantasi og virkelighed.

Enkelte går i en traditionel retning med referencer til eventyr og eventyrverdenens formsprog, men flertallet befinder sig i et mere udefinerbart grænseland.

Denne tolkningsramme lægger en fin, afdæmpet grund for oplevelsen af udstillingen, uden at det kommer til at virke utroværdigt eller påtaget. Rammen er trods alt så bred, at meget kan passe ind.

Ingen kære mor
Første kunstner, der fangede min opmærksomhed, var Mette Rishøj. Hendes farveløse malerier af gravkøer og bulldozere på ekspressive, farverige baggrunde og en byggeplads tilsat en fed stribe glimmer fremviser en udfordrende aggressivitet.

En kombination af et overordnet kvindeligt fokus med sådan et testosteronmættet motiv er i alvorlig fare for at virke som en selvhøjtidelig rødstrømpe-provokation.

Men Mette Rishøjs værker virker legende og uhøjtidelige, så i stedet viser billederne et rum, hvor det mandlige og det kvindelige både kæmper, støtter og opildner hinanden i en upartisk kampdans.

Heller ingen kære mormor
I en mere åbenlys feminin retning finder vi Tanja K. Jensens papirklip. Ved første øjekast bevæger de fabulerende naturmotiver sig i minefeltet mellem kvalmt og tøset.

Men i lyset fra Mette Rishøjs eksplosioner toner en pudsig refleksion frem.

Tanja K. Jensens materialer ligner gamle tapeter. Her titter en kritisk selvironi frem i form af en henvisning til ældre generationers ublu tapet-æstetik og kvinders forkærlighed for at dominere hjemmets territorium ved hjælp af et monstrøst blomsterhelvede.

Se intet ondt…
Sidst skal nævnes et fængslende værk af Majken Schultz. Her er vi formentlig ovre i den mere kunst-kønspolitiske ende.
Billedet, der er holdt i en enkel, naiv tegneseriestil, viser et lettere ubehageligt nærbillede af noget organisk, noget med blodkar og en foruroligende åbning i midten.

Måske viser værket en stiliseret version af øjets blinde plet. Stedet hvor synsnerverne mødes og forlader øjet, som lige præcis dér – paradoksalt nok – er blindt.
Med et hårdtslående og enkelt greb bliver der gjort opmærksom på, at mange kvindelige kunstnere føler sig oversete til fordel for mandlige kunstnere.

Værket er heldigvis den eneste meget direkte henvendelse til publikum vedrørende udstillingskonceptets fokus på den kvindelige minoritet i kunstverdenen.

Resten af udstillingen er ren oplevelse.