Gitte Ørskou: “Kunsten har aldrig haft større betydning end lige nu for mennesket generelt og for samfundet som helhed”

I en række artikler tager vi debatten om kunstens relevans i samfundet, og hvordan kunsten genstarter i en krisebetonet samtid.
Vi har talt med direktør for Moderna Museet i Stockholm Gitte Ørskou, som tror, at kunsten og dens institutioner kommer til at ændre sig på flere områder.

Gitte Ørskou har længe været en markant stemme i debatten om kunsten herhjemme. Ikke mindst var hun en meget tydelig formand for Statens Kunstfond i årene 2014-18, hvor hun ofte optrådte i medierne med stærke argumenter for kunstens samfundsmæssige relevans. En post hvor hun desuden ofte måtte på banen for at forsvare den statslige kunststøtte, som ikke mindst i disse år var under hård beskydning.

Med baggrund i ansættelser på Esbjerg Kunstmuseum, ARoS og Kunsten i Aalborg tiltrådte kunsthistorikeren sidste år direktørposten på Moderna Museet i Stockholm – og så kan det næsten ikke blive større i Skandinavisk sammenhæng.

Med et sådant cv er hun da også en oplagt kandidat til den række af onlinedebatter, som Kunsten i Aalborg netop har igangsat under navnet danish.global.culture.talks.
Debatprogrammet er, som det hedder fra arrangørerne, “født ud fra en undren over, hvorfor kultur bliver opfattet som flødeskum på kagen og nedtones i den politiske debat, fremfor at betragtes som en lim, der holder samfundet sammen”,

Den første onlinedebat med blandt andre Gitte Ørskou kan du se her.

Vi har brug for kunsten

Så derfor er det første, vi taler om, da jeg ringer til Gitte Ørskou i Stockholm for at få hende til at give sit bud på kunstens status i lyset af den aktuelle Corona krise, da også det paradoks, vi er vidne til netop nu: at selvom kunsten er lukket ned, så er den relevant som aldrig før.

“Jeg mener, at kunsten aldrig har haft større betydning end lige nu for mennesket generelt og for samfundet som helhed,” lægger Ørskou ud. “Vi har i høj grad brug for kunsten til at goutere den nuværende situation, vi befinder os i. Vi har brug for den til – om ikke at forstå – så i hvert fald sætte nogle ord eller billeder på vores manglende forståelse for det her.”

“Helt råt er kunsten ramt på økonomien,” fortsætter hun. “Vi har et kunstmarked som de facto er mere eller mindre kollapset, 99 procent af kunstnerne lever i forvejen på kanten, og kunstmuseerne har ikke penge til at købe kunst for. Kunsten er såret og ramt på økonomien – men ikke på sin relevans og sin betydning.”

De basale behov

I Sverige har man ikke lukket samfundet ned i samme grad som i Danmark, og blandt andet har gallerierne holdt åbent gennem hele perioden. Moderna Museet er dog lukket ned, og Ørskou oplever, at folk længes efter at komme på museet igen.

“I krisesituationer søger man indad, man kommer tæt på ens basale behov. Jeg har oplevet, hvordan folk efterspørger kunsten. Folk siger, ‘må jeg ikke bare have lov til at komme ind og kigge på det her Matisse-billede fra Moderna Museets samling, jeg savner det’. Der er en længsel efter at være i rummet, med kroppen, sammen med værket.”

I mange år har de store kunstmuseer arbejdet med begrebet ‘publikumsudvikling’. Det har handlet om, at gøre museerne mere relevante og tilgængelige for flere mennesker. Betydningen af at have gode cafeområder er bare et af eksemplerne.

“De store kunstmuseer er mange steder blevet offentlige mødesteder. Det er der efter min mening ikke noget forkert i. Jeg har selv været stor fortaler for, at et museum skal stimulere de besøgende på alle mulige måder. Men jeg tror, vi kommer til at se bevægelse i retning af det basale. Altså hvad kan kunsten i sig selv, hvad kan værket i sig selv.”

Vil vi fortsætte med at flyve verden rundt?

Samtidig mener Ørskou, at kunstinstitutionerne bliver nødt til at forholde sig anderledes til en lang række aktuelle problematikker. Det handler ikke kun om økonomi, men også om at have en større opmærksomhed i forhold til det globale miljø:

“Vi må kigge på, hvordan man som kunstinstitution fortsat kan operere og samtidig forholde sig til de aktuelle problematikker. Vi ser nu, at en lang række funktioner i samfundet godt kan køre videre, uden at vi sidder i et fly og lader os transportere over store afstande.”

“En rigtig stor del af vores budgetter går til at transportere værker fra den ene ende af verden til den anden. Vi bruger rigtig mange penge på at rejse verden rundt for at besøge kunstmesser og biennaler. Vi har ofte enormt dyre produktionsomkostninger, når vi laver udstillinger. Er det noget, vi vil fortsætte med eller ej? Det tror jeg, vi kommer til at forholde os til. Det bliver mere low cost, mere tilbage til rødderne, mere tilbage til værket.”

Man kan ikke være global uden at være lokal

I samme åndedræt må man også tale om balancen mellem det nationale og det internationale. Her vil vi også se ændringer, mener direktøren. Moderna Museets har den største samling af svensk kunst og lovmæssige forpligtelser til at samle og vise national kunst. Men udover det understreger Ørskou, at det er vigtigt at være en del af det lokale miljø med kunstnere, institutioner, kunstskoler og så videre. Institutionen må ikke bare blive en international satellit uden lokale ankre.

“Vi skal være ekstremt opmærksomme på, at vi ikke kommer til at lukke os omkring nationale emner, men vi skal også være opmærksomme på, at vi ikke kan være globale uden at have en forankring i den lokale kontekst.”

Den verden, vi kender, er under afvikling

Hvad så med selve kunsten? Kunsten skal nok bestå, og kunstnerne skal nok skabe kunstværker, mener Ørskou, som fortæller, at hun dagen forinden var ude i en skov lidt uden for Stockholm, hvor en gruppe kunstnere præsenterede en udendørs udstilling med rigtig gode værker. Spørgsmålet er, om situationen kommer til at ændre de tanker, kunstnerne gør sig om deres egen praksis?

“Der er en verdensomspændende følelse af, at vores verden, som vi kender den, er under afvikling. Den følelse, tror jeg, kommer til at afspejle sig i kunsten. Hvilke kunstværker, vi kommer til at se, ved jeg ikke endnu, men jeg er meget nysgerrig efter at se det,” siger hun, og peger samtidig på, at der i mange år har været en forhøjet opmærksomhed på klima- og bæredygtighedspørgsmål blandt kunstnere .

“Sådanne spørgsmål har kunstnerne længe været opmærksomme på, og det meget mere end resten af samfundet. Den dagsorden, tror jeg i høj grad, er kommet for at blive. I den her tid har vi jo simpelthen mulighed for at reflektere mere over det, og der er bare ting, der bliver tydeligere nu. Smoggen letter over indiske byer, dyrene har det bedre end længe og så videre.”

At krisetider ændrer den kunstneriske sensibilitet er ikke så underligt, mener Ørskou:
“Historisk set betød verdenskrigene – og især første verdenskrig – en hel omkalfatring af kunsten. Det medførte den moderne kunsts opblomstring. En rå hudløshed, en ny form for ekspressionisme og kubisme blev videreudviklet i og med, at verden blev vendt på hovedet.”

Plads til andre kunstformer

Også kunstmarkedet kommer ifølge direktøren ændre karakter. En ting er, at vi givet vil opleve store forandringer i forhold til det globaliserede kunstmarked med store knudepunkter som de store kunstmesser. En anden ting er spørgsmålet, om vi vil opleve en forskydning af den kunst, der bliver lavet:

“Mange af de store økonomiske tab gør, at der ikke er så mange penge at investere i kunsten. Det medfører, at kunst, der er lettere at omsætte på et kommercielt privat marked såsom maleri, måske vil miste terræn. Omvendt kan den mere institutionelle kunst i form af video- og installationskunst måske komme til at blomstre op. Det er i hvert fald noget af det, jeg hører, når jeg taler med kunstnere og andre fra kunstverdenen.”

Et kollektivt ansvar at der kan skabes kunst

At kunstverdenen har færre midler nu, er et vilkår den deler med resten af verden. Det er vist kun medicinalindustrien og streamingtjenesterne, der ikke bliver ramt, men Ørskou er alligevel fortrøstningsfuld.

“Når jeg betragter, hvordan de Europæiske regeringer reagerer, ser jeg jo faktisk en utrolig stor velvilje til at investere i kunst og kultur. Vi ser det i eksempelvis Danmark og Tyskland, og selvom der i Sverige ikke er hjælp til statslige institutioner som vores, er der blandt andet hjælp til mange små foreninger og til kunstnere, som har fået aflyst udstillinger.
Der er en kollektiv velvilje til at hjælpe nu og her, og det håber jeg, er noget, man vil tage med sig.”

“I løbet af de seneste ti år er kunstverdenen i en europæisk kontekst blevet mere og mere afhængige af private investeringer. Det er ikke i sig selv dårligt, men det har betydet, at mange regeringer har tilbagetrukket deres støtte til kunsten. Det er ikke mindst tydeligt i Danmark, hvor der jo har været en tendens til, at de statslige bevillinger til kunst og kultur er blevet mindre.”

“Jeg håber, at man nu forstår, at vi altså har en kollektiv forpligtelse til, at der bliver skabt kunst og kultur i vores samfund. Det kan være noget positivt, der kommer ud af denne situation,” slutter Gitte Ørskou.