Glem nyhedsbillederne! Fremkald kunstværkerne!

Mediernes billeder får vores klummeskribent til at skære tænder. Kunstens billeder kan hun derimod være i. I dagens klumme skriver Line Rosenvinge om at gemme på kunstværker.

Kalenderåret er ved at rinde ud, og jeg tænker tilbage på udstillinger, som har sat sig; udstillinger som solopræsentationen med værker af Ahmad Siyar Qasimi hos Galleri Tom Christoffersen.

Hvem er de? Jeg ser ikke deres ansigter og heller ikke deres blikke. Jeg ser deres nakker, som er let bøjede. Jeg ser deres bylter eller deres børn. Deres dyrebareste. Det, som de kunne få med sig. Jeg ser deres kroppe som et krat, der er en linje i et mønster, hvis nedre er en pløjemark, under en smal stribe af grønt. Herover kroppene som et bånd hvis begyndelse og slutning ligger uden for billedet. Himlen ligner noget, der har regnet. Træernes toppe kan kun nødtørftigt virke som tag.

Så er der rytterne, ranke på hvide heste med passende afstand. Tre styk. Jeg vil så gerne, at de er her for at beskytte dem, som vandrer. Men jeg tænker, at de meget vel kan være her for at inddæmme vandrernes bevægelse.

Jeg vil huske maleriet
Da jeg så maleriet, så ville jeg huske det og glemme dem, som jeg ser i aviserne. Jeg vil glemme fotografier af umenneskelighed og uværdighed, som den ser ud, når mange mennesker bevæger sig uden at ville det og uden at vide sig velkomne de steder, de vandrer hen. Jeg vil huske maleriet.

Jeg vil også huske maleriet af nogle brandmænd, som med kraftig vandstråle spuler en ild, som jeg ikke kan se. Jo, måske den ligger og ulmer i noget tørt græs. Jeg ved ikke, om det er en ild, som er påsat for at præparere jorden til andre afgrøder, men jeg kan lide de – i forhold til maleriets landskab – lettere ubetydelige menneskekroppe, som tilsyneladende har en plan og forsøger at tøjle og dirigere en kraftig stråle.

Muligvis er de mange derude. De samarbejder. Billedet er sitrende, stille dramatisk. Fuldendt, som nogle af de mesterværker, der hænger i historiske samlinger. Jeg forestiller mig, at det har taget tid at lave disse malerier. Omhyggelighed og opmærksomhed. Billedlig omsorg.

Der er noget ved disse malerier, som gør, at de virker gamle. Jeg kunne godt forestille mig dem med oppulente guldrammer på et mønstret tapet. Kunstneren giver ikke meget fra sig, hvad angår tid og sted og personer. Derfor kan jeg se dem som billeder fra en hvilken som helst kulturkreds i en hvilken som helst tid.

De laver musik? Hænder klapper, der er også instrumenter, rummet er mørkt, udenfor er der lyst. Det er sådan noget, som man kun vanskeligt kan fotografere. Det er sådan noget, som en maler bør male. Så det har han gjort, og jeg kan se på billedet og være der selv.

Andre malerier er skønheder af overflader og materialer og komposition. Disse malerier har ingen titel. Nogle gange virker det helt rigtigt, at malerier er uden titel. Nogle gange kan man befinde sig på dage uden titel. På disse dage er det et maleri som det-der-med-den-der-blå, som jeg husker på.

Så er der sengen. Den, som står på hotellet. Den ligner sådan én. Den redte seng med de draperede kanter og den vaflede ryg. Sengen, som jeg kan hvile i eller se på, som var det et kvadrat, der ligesom de titelløse malerier er overflade, materiale og komposition. Det er billeder uden himmel og uden horisont, men med vinkler, der laver linjer, som mit øje kan flugte, og med vinduer eller døre, som muligvis kan åbnes helt op.

På udstillingen var også værker med okker og okseblodsrød. Det er en palet fra steder hvis dufte, jeg ikke har kendt. Jeg vil huske disse billeder, fordi de er formelt velgjorte, og fordi jeg vil rejse med dem. Jeg vil vandre i dem. Fordi jeg kan, og fordi de er tidløse malerier og ikke dagsaktuelle mediebilleder.

Vis noget mere
Søger jeg på kunstnerens navn, så kommer der ikke særligt mange henvisninger. Det er to år siden, at Qasimi tog afgang fra Kunstakademiets Billedkunstskoler. Alle billederne her på siden er fra 2015 og blev udstillet i sensommeren 2016. Alle billederne her på siden giver mig lyst til at se mere. Jeg håber inderligt, at denne kunstner har mod på at søge og held til at få det arbejdslegat, som kan være betydende for hans videre virke.

Indeværende kalenderår har også budt på udstilling med Daniel Richter på Louisiana Museum of Modern Art. Richter er født i 1961 og er en samtidskunstens superstar. Qasimi er født i 1986 og står et helt andet sted. Men sammenligner jeg de to, stjernen og det åbenlyse talent, så ser jeg solid maleriskhed. Værker, der står selv, som om kunstnerne hver gang må begynde forfra. Med sig har han kun metoden, den formelle fortrolighed.

Nogle kunstnere laver værker, som giver lyst til mere. Jeg kan blive overvældet ved tanken om, at samtidskunstnere i dette øjeblik er ved at danne billeder i deres hoveder og med deres hænder forme værker. Alt det har jeg endnu til gode. Alt det vil jeg, at vi deler.

Radioen og malerierne
Richters malerier er den seneste tid anvendt i dagspressen som illustration til tekster om aktualiteter. Richter har malet en krop, der hopper over en mur (Poor Man, 2015). Det er ikke en illustration af en specifik hændelse, det er et billede på en hændelses natur. Derfor kan jeg bruge dette kunstværk.

Mediernes billeder, dem kan jeg næsten ikke se. Ser jeg dem alligevel, så skærer jeg tænder. Det er ikke i søvne, at jeg bider det i mig, det er i vågen tilstand, når jeg holder mig orienteret. Men jeg kan ikke rumme alle disse billeder, som medierne giver mig.

Jeg vil kun høre radio. Jeg vil høre stemmer, der gør sig umage med at formidle fakta og udtrykke refleksioner. Således lyttende vil jeg fremkalde malerierne, som er billeder på hændelsernes natur.

Billeder som det, du ser øverst: Billedet med dem, som vandrer. Billedet med dem, som mødes om musik. Billedet med sengene eller kvadraterne, som jeg kan gøre ophold i. Det er kunsten, som jeg vil huske på, så jeg kan fastholde tanken om, at i det mindste de vil bestå.