Glimt fra dybet

Lad os lægge ud med Kehnet Nielsens (f. 1947) udstilling The Darkland Sketches. Denne serie er ”painting noir – en krimi uden et plot”, som den velskrivende maler noterer i et hæfte, der ledsager udstillingen.

Kehnet Nielsen maler på sansninger og følelser. Skønt han en gang var en af frontfigurerne blandt de såkaldt vilde eller ny-ekspressive malere i 1980’erne, har han siden hen praktiseret et romantisk, nordisk lasurmaleri i jordfarver, der brydes af violette og andre primærfarver. Han er eksponent for et maleri, der er præget af en vis spleen, dvs. vemod eller melankoli. Hans følsomme malerier fremkalder et lyttende nærvær i betragteren, for når de er bedst giver de et glimt af evigheden og lader os ane ”strukturerne bag banaliteterne, der holder blikket vågent”, som Kehnet Nielsen fortsætter med i den lille udgivelse.

Malerierne vidner samtidig om deres egen tilblivelse. F.eks. viser de tydelige, fysiske spor af selve maleprocessen – samtidig med at de henviser til andre kunstneres frembringelser. På den måde er de helt postmoderne, og motiverne er flydende, brudvise og flygtige.  

Maleriet som ekko
I et interview ved undertegnede udtalte han for nogle år siden:

”For mig er maleriet en måde at svare livet igen på. Det er en slags ekko af alt det, jeg oplever. Man kunne også sige, at det er et trækpapir, der suger det op, som eksistensen byder mig – men kun et ekstrakt af det, der er værdifuldt for mig, da det hele i sagens natur ikke kan komme med. Når jeg først er kommet igennem et morads af besværligheder med et nyt maleri og har genvundet åndedrættet, står jeg på en åben slette, og så kan alt lade sig gøre. Det er en fantastisk følelse.”

Er disse visioner så lykkedes i hans nye serie? I den grad, vil jeg mene. Man forlader galleriet mere hudløs og sensitiv, end da man ankom og man møder den strømmende verden udenfor med intet mindre end evighedens store spørgsmål rungende i bevidstheden: Kehnet Nielsen bruger skønheden som løftestang, når han artikulerer sig, men det er samtidig nerveflossede billeder, hvor man mærker, at kunstneren har stået på den yderste rand, da han skabte dem. Som sådan er Nielsen i familie med ”nerveadelen”, de hypersensitive, ”indtryksømme” forfattere og billedkunstnere fra forrige århundredeskifte, dvs. skikkelser som Hamsun, Strindberg, Hammershøi og Edvard Munch.

Hinsides overflade
I sine nye malerier bryder han igennem til den anden side: Han opløser motiverne, der synes at have et fotografisk forlæg for mange, mange lag maling siden, ligesom han bryder hul ind til en ny billedverden, som vi ikke før har set, men den anes kun glimtvis.

Man noterer sig også den meget urolige overflade, som han undertiden ridser i, samt hans brug af en fotografisk negativ-effekt, hvor motivet vises med en for eksempel mørk himmel og lyse træstammer, hvilket tilfører motiverne noget overvirkeligt, drømt eller erindret, ligesom han undertiden maler motiverne over og lader malingen drive, så motivet viser malingen som en flydende materie og håndens og åndens arbejde på og med fladen.

Oversavede træstammer ligger væltet på jorden som kastrerede lemmer – oplagte vanitassymboler for en melankoliker som Kehnet Nielsen – og roser er malet over med tynd, hvid, drivende maling. Med sin nye serie føjer han endnu et spændende kapitel til sin store malebog.

En menneskebro
I 1988 følte den kinesiske billedkunstner og kunstprofessor Tong Wang (f. 1962 i Manchuriet) sig nødsaget til at forlade det kinesiske kontrolsamfund. Han havde brug for luft under vingerne og få nye horisonter i sigte. Han søgte mod Europa og bosatte sig i Helsingborg, hvor han arbejdede videre som maler og underviser.

Under sit lange ophold i Helsingborg med mange svipture til Danmark lærte han den skandinaviske kunstscene at kende.

I dag, hvor han har genetableret sig og trives i det nye Kina, nyder han det sjældne privilegium som ’sino-svensk kunstner’ at være inspireret af de to verdensdeles væsensforskellige æstetiske traditioner og kunstneriske praksisformer og fungerer som en menneskebro mellem det skandinaviske og det kinesiske kunstliv. Dels er han fast medlem af kunstnersammenslutningen Corner, dels er han genkommende gæsteprofessor i croquis-tegning på Kunstakademiet, fordi han er fremragende til at tegne naturalistisk, hvilket desværre er tilfældet for meget få danske kunstnere i dag, ligesom croquis ikke længere indgår som obligatorisk pensum på de danske kunstakademier.

Mellem tradition og modernitet
Tong står således med det ene ben solidt plantet i den rige, kinesiske billedtradition med multiperspektivet og de karakteristiske lodret opbyggede billedrum, som hidrører fra den kinesiske skrifttradition, og det andet i det  moderne, vesterlandske maleri, især henter han inspiration i surrealismen. Han lader nogle højst forskellige virkelighedsplaner møde på fladen i sine drømmemalerier, som kan ses i Marie Kirkegaard Gallery.

Tong er lige så meget forankret i Velazquez’ og Caravaggios billedverden som i den traditionelle kinesiske malertradition. Han bruger kinesisk tusch, når han tegner og britiske oliefarve, når han maler, og udstillingen 10° Spring Time giver fascinerende og smukke prøver på begge dele i sine værker, der på en og samme gang virker fremmedartede og genkendelige, så man som publikum ”gispende genkender det, man aldrig har set,” for nu at citere Per Højholt.

Religiøse understrømme
På sin udstilling Powerhouse viser den unge, Londonbaserede og -uddannede maler Robin Monies (f. 1984) sin nyeste værkserie med titlen Comforts. I lighed med tidligere har han i sine nye tekstilkollager arbejdet ud fra et kulturhistorisk koncept med brug af fundne og indsamlede materialer, som han skaber ny kunst og nye betydninger af. I en årrække (fra 2005-2008) var han assistent for Tal R og lærte her blandt meget andet at sy stofkollager, og også hans nye værker har han syet i hånden.

Udstillingstitlen indikerer, at værkerne giver trøst, at de kan videregive et psykisk velvære til betragterne, men når man tænker over, hvad stofferne oprindeligt var anvendt til, er der en indbygget dobbelthed og en vis kritisk modstand: De har i høj grad været anvendt i hierarkiske systemer som militæret, hos spejderne og blandt frimurerne, altså i religiøse, magtfulde og hemmelige kontekster. Men sikke nogle fascinerende og ædle stoffer med auraen i behold, selvom de nu kun er reminiscenser og fragmenter af deres oprindelige brug!

Der indgår hemmelige numre, rangordningsbånd, forgyldte snore, brokadeindsyninger, emblemer og meget andet, der refererer til rangordenerne i de kulturelle systemer, som de stammer fra. De nye tekstilkollager er smukt komponeret i nye mønstre og i stærke farver. Og ud over billeder på væggene ser vi også en ligkistelignende installation, indhyllet i en stor og farverig stofkollage.

Psykometriker
I pressemeddelelsen citeres Monies for at arbejde med begrebet ’psykometri’, en metode som benyttes i psykologien, når man skal måle psykiske eller mentale egenskaber. Som sådan er Robin Monies selv lidt af en psykometriker, der måler materialets evne til at fastholde og udfolde de iboende ”oplevelser”, som det har været udsat for, mens det endnu var i dets tiltænkte funktion.

Robin Monies’ ikoniske og betydningstunge, nye stofkollager, der samtidig har nogle overbevisende, æstetiske kvaliteter og sammensat af smukke og farvestrålende mønstre, dokumenterer, at han er en original billedmager, som man kun kan glæde sig til at følge fremover.