Grænsesøgende fortællinger

Med udstillingen Skillelinjen sætter CAMP et kritisk blik på landegrænser som magtinstrument, og de problematikker det medfører i forhold til bevægelighed, flugt og migration. Udstillingen undgår at være eurocentrisk, men kræver mere af sin besøgende, end den formår at give igen.

Center for migrationspolitisk kunst (CAMP) har lokaler i det brugerdrevne Trampolinhuset i Københavns nordvestkvarter, hvis formål er at støtte flygtninge og asylansøgere i Danmark, og lad det være sagt med det samme; Skillelinjen placerer sig entydigt på migranternes side i den aktuelle – eller konstante – debat om migration.

Nationale grænser, deportationspolitik og asylbehandling bliver problematiseret, og ethvert forsøg på at holde migranter ude er af det onde. Som et kritisk partsindlæg er Skillelinjen dog langt fra endimensionel og formår at vise aspekter af problematikken, der rækker ud over den aktuelle europæiske situation.

Bagest i køen
Udstillingslokalets to små rum giver plads til fire videoinstallationer, og den mest prominente plads er givet til den taiwanesiske kunstner Chen Chieh-Jens film Empire’s Borders I (2008-09), der tematiserer grænse- og immigrationsproblematikken gennem en række iscenesatte fortællinger, der er baseret på en række kvinders oplevelser med institutionel magt.

Filmen adskiller sig fra de resterende bidrag ved tydeligt at benytte cinematografiske virkemidler til at understrege sine pointer og giver derfor tilskueren et renere indtryk af at være i selskab med en kunstfilm snarere end en dokumentarfilm. Det er derfor rimeligt, at dette værk får særligt fokus og også pryder det omfattende udstillingskatalog.

Filmen varer knap en halv time og foregår i to dele. I den første del ser vi otte taiwanesiske kvinder en efter en berette om deres afslag på midlertidigt visum til USA. Beretningerne er filmet således, at kvinderne står overfor en tom skranke, der blot gengiver deres eget spejlbillede, og man kan således få indtrykket af, at den afvisende instans ikke så meget er den enkelte sagsbehandler, men et bagvedliggende usynligt system. Efter otte i store træk enslydende fortællinger synes pointen at være understreget, og stills af de tomme og golde lokaler underbygger billedet af en overhovedet menneskefjendsk institution.

Filmens anden del består ligeledes af otte fortællinger. Her ser vi fra start otte kinesiske kvinder stå bag hver deres kuffertvogn, som i en traditionel check-in kø. På skift læser de hver deres historie op om de ydmygende samtaler, de har været igennem i forbindelse med immigration til Taiwan på ægteskabsvisum.

Igen er otte fortællinger mere end rigeligt til at videregive budskabet, men på den anden side gør det filmen velegnet i en udstillingssammenhæng, hvor det kan være en udfordring at skulle se et værk med en stram narrativ kronologi. Samlet set er filmen et billede på en kafkask magtesløshed som særligt kvinder oplever i mødet med systemet (The Empire) serveret i en stram og nærmest følelsesløs komposition.

Propaganda
I udstillings andet og mindre rum finder vi tre små skærme med hver sin installation. På den ene bliver aktivistgruppen Welcome to Europes aktioner for at hjælpe nødstedte flygtninge dokumenteret.

Gruppen har blandt andet etableret en alarmtjeneste: Moving On – One Year Alarm Phone, der skal være med til at sikre redningen af flygtninge i havsnød, og har udgivet avisen Ferries Not Frontex, hvis kongstanke er at sikre flygtninge mulighed for at krydse middelhavet i sikre færger.

Det er svært at se disse små videoer som andet end propaganda for en aktivistgruppe, der ikke har nogen erklæret kunstnerisk dagsorden. Welcome to Europe ønsker landegrænser ophævet og falder således fint i hak med temaet for Skillelinjen, men videoerne er for ukritisk udvalgt, og trækker udstillingen for langt væk fra sit kunstneriske sigte.

Skæbnefortællinger i dialog
De resterende to skærme er helliget hver deres lange dokumentarfilm. Det er især i dialogen mellem disse, at Skillelinjen får etableret et rum for refleksion over flygtningeproblematikken, der rækker ud over, hvad filmene tilbyder som enkeltstående værker. Filmene fremstår som sådan velkuraterede til udstillingen, men der er dog sammenlagt tale om over to timers film, og det lille rum stiller derfor store krav til den besøgendes udholdenhed.

I australske David Fedeles The Land Between (2014) møder vi en række hovedsageligt malinesiske mænd, der er flygtet fra fattigdom i hjemlandet i håb om at komme til Europa via den spanske enklave Melilla i det nordlige Marokko. De tilbringer dagene i selvbestaltede lejre i bjergene, hvorfra de lader op til stadigt nye forsøg på at forcere de bevogede hegn, der danner grænsen til Melilla. Mændene kan berette om voldsomme overgreb, fra både myndighedspersoner og lokale banditter, men de er fanget i et limbo, hvor de hverken kan komme ind i Europa eller rejse tilbage til deres familier.

Tvetydige følelser
I The Crossing (2015) følger vi en gruppe venner fra den kreative klasse i Syrien før under og efter deres flugt over Ægypten til Italien og videre op gennem Europa. Filmen består dels af den indisk/tyrkiske instruktør George Kurians optagelser, og dels af klip fra de flygtendes egne smartphones. Selvom instruktøreren fornuftigt vælger at eliminere et spændingsmoment ved at lade filmen starte med ankomsten til Italien, byder The Crossing på mange medrivende scener, og vi oplever blandt andet hvordan gruppen på trods af deres udtalte foragt for menneskesmuglere, ser dem som deres eneste udvej.

Det velfungerende ved at sætte de to film overfor hinanden er, at den besøgende tvinges til at forholde sig til to meget forskellige typer af flygtninge. Dels umuliggør det at forlade udstillingen med et entydigt billede af flygtningen som begreb, og dels må beskueren forholde sig til sin egen grad af sympati med de forskellige flygtninge. Sagt på en anden måde; er det den sekulære konservatorieuddannede musiker fra Damakus eller den gudfrygtige bonde fra Mali, der fremkalder de stærkeste følelser?

Dokumentaristisk slagside
På trods af den allestedsnærværende debat om migration til Europa lykkes det for Skillelinjen at brede billedet lidt mere ud med Empire’s Borders I. Det giver mulighed for at anskue problematikkerne fra en lidt mere generel vinkel. Det er dog svært ikke at synes, at udstillingen har en dokumentaristisk slagside, og man kan håbe, at dette udlignes en smule, når ferniseringens performances bliver tilgængelige for alle besøgende.

For at få fuldt udbytte af udstillingen, er det en god ide at sætte nok tid af til filmene og eventuelt læse det omfattende og gratis katalog, men man må nok forvente, at afkastet ikke helt står mål med indsatsen. Den travle besøgende kan dog sagtens kigge forbi og få en oplevelse med Chen Chieh-Jens film, der klart er Skillelinjens væsentligste værk.