Græsset er grønt i vellykket portugisisk-østrigsk-dansk møde

Usædvanligt møde
En sammenstilling af Danmark, Portugal og Østrig lyder mest som en tilfældig sports-lodtrækning. På Museet for Samtidskunst i Roskilde er det dog udgangspunkt for en ny udstilling, der samler yngre kunstnere fra de tre mindre eruopæiske lande. Som udstillingens kurator, portugisiske Luisa Santos gør opmærksom på, er de tre lande relativt små og grænser op til større lande, som de har et komplekst historisk forhold til, og ofte må sammenligne sig med. Denne mod- og sammensætning danner baggrund for titlen Græsset er altid grønnere. 

Titlen er dog mere fokuseret på almenmenneskelige relationer, fremfor det geografiske. Således er det store overfor det små, hjemmet overfor det fremmede og forholdet til det anderledes noget af det, udstillingen omhandler.

Små lande – store bjerge
Det er dog de for Østrig så typiske bjerge, der møder os i udstillingens første rum. I østrigske Gregor Grafs fotoværker er landskabet temaet, både som overvældende natur og kulturskabt billede. Bedst i værket Landscape, der som idealiseret postkort sætter flere landskaber sammen i en glidende overgang mellem det virkelige og det fiktive. Værket Mountain forsøger at skabe en overvældende konfrontation med et bjerg, gengivet fra gulv til loft. Måske på grund af museets små, hyggelige rum brænder dette møde med det storladne ikke ordentligt igennem.

Mens bjergene går opad, suger portugisiske Nuno Cera os ind i grotternes dyb. Videoværket O Passageiro gengiver bevægelsen gennem grotter ved havet som en rejse ind i det ukendte eller tilflugt til gemmesteder. Det enkle værk har en sugende karakter og er flot fotograferet. En teknisk finish, der er gennemgående i udstillingen.

Det uhjemlige hjem
Det er en mindre kliché, at Østrig karakterises af kitschede hjem med urovækkende hemmeligheder i kælderen. Det gør udstillingens østrigske kunstnere intet for at tale ned. I Claudia Larchers videoværk Heim tages vi med igennem et fremmed hjem, fra loftets hengemte sager til stuernes orden. Tilsvarende i værkets anden del, hvor fotografier viser små hytter i et stort, idyllisk landskab. Hytterne er dog lige så meget urovækkende fremmedelementer som enklaver af hjemlighed. En af hytterne ligger endda tilbage som en brandtomt, midt mellem skov og marker. Værkets huse tilhører i øvrigt kunstnerens familie, hvilket skaber et ekstra sug af en ukendt histories hemmeligheder.

Underholdende indslag
Der gemmer sig dog også mere underholdende indslag i udstillingens rum, som før har huset Roskilde-domkirkes biskops bolig. Danske Ann Louise Overgaard Andersen har i This is goodbye ii beklædt rummet med bagsiden af træpaneler fra gulv til loft, så man, ved at være i rummet, har en følelse af at være bag det, og af at være lige ved siden af et ukendt rum på den anden side af væggene. Et værk, som fungerer nærmest perfekt i museets rum og til udstillingens tematik.

Andetsteds lyder der klaverspil fra et ubestemmeligt ophav og man kan i Jeppe Heins værk YOU få et overraskende møde med sig selv. Katharina Lackners store paraply, som man kan prøve at bevæge sig rundt med, giver også en følelse af forskubbet virkelighed i det velkendte.

Det sjoveste værk er dog portugisiske Danila Goncalves Amontar em Carga e Descarga. Det reliefagtige billede af en bjergkædes silhuet eller måske en graf over noget viser sig at bestå af massevis af ens BIC-kuglepenne, der efter varieret brug har forskellig mængde blæk tilbage. De ikonske penne har tegnet meget, men ikke fået lov til selv at danne et smukt billede som her!

Dansk neutralitet
Mens de stedsspecifikke landskaber er til stede hos de østrigske og portugisiske kunstnere, er de danske bidrag af mere neutral form- og materialemæssig karakter.

AVPD-duoen (Aslak Vibæk og Peter Døssig) skaber et helt sort-hvidt rum med fokus på papiret som materiale.

Tove Storck spiller også på forventningen til materialet i Untitled, Metal Object. På afstand ligner de grå kasser solide metalobjekter, som var de en skulptur af Richard Serra. De viser sig dog at være ganske anderledes. Et værk, som ikke har fået den bedste placering i udstillingen.  

Fint i mål
Generelt får Græsset er altid grønnere dog meget ud af museets små, gamle rum. Hvor museet har huset nogle lidt tunge og uhåndgribelige udstillinger, kommer dette møde mellem tre sjældent sammenstillede lande fint i mål. Et par værker optræder i både fotografi- og videoversioner, hvilket synes unødvendigt, men ellers er udvalget fint sammensat og spiller godt op til rum, tema og hinanden.