Gravøl for avantgarden

En ganske hæderlig gruppe mænd er samlet for at tage stilling til kunsten i dagens Danmark: Poul Erik Tøjner direktør for Louisiana, Karsten Ohrt direktør for Statens Museum for Kunst, kunstneren og eks-Eks-skoleelev Bjørn Nørgaard, Mikkel Bogh rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Mikkel Bolt fra Københavns Universitet, idéhistoriker Lars Morell og jazzmusiker Kristor Brødsgaard.

Disse mænd skal, med Adrian Hughes fra DR2 som general, diskutere om avantgarden kunne få en genkomst, og det står meget hurtigt klart at avantgardens selvmord er endegyldigt og ingen genopstandelse er mulig – vi er altså denne, ellers så tilforladelige, søndag til gravøl.

Eks-skolens arv
Som indledning på diskussionen lagde Lars Morell ud med et historisk blik på Den eksperimenterende Skole, Eks-skolen, der opererede og provokerede fra 1961-69. Lars Morells nye omfattende bog Broderskabet handler netop om dem og deres uregerlige kamp mod alt og alle.

Det var netop denne aggressivitet, der var kendetegnet for gruppens avantgardistiske og kollektive produktion, og Morell berettede, hvordan Eks-skolens medlemmer angreb institutioner, normer og hinanden frontalt. Der fandt derved en absolut åbning af kunsten sted – en sprængning af traditionerne førte til, hvad Karsten Ohrt karakteriserer som tværfaglighed og Mikkel Bogh kalder samtidsrefleksion.

Vores samfund har skudt sig selv i foden!
Men kan et sådant bombardement lade sig gøre i dag? Her er alle paneldeltagere rørende enige om, at en sådan åbenhed, voldsomhed og militarisme ikke kan gentage sig i dagens samfund. Her pointerer Mikkel Bogh, at der, i det danske samfund, ikke længere findes en polarisering – man kan ikke længere tale om store gabende kløfter mellem generationer.

”Der er ikke et generationsskel længere på den måde, og derfor tror jeg heller ikke, at vi får en tendens som denne her," siger han og supplerer:

"Man kan dog godt føle trang til at gøre op med den enorme konsensuskultur.”

Den enighed kan han se på Kunstakademiet, hvor han selv er rektor. Han mener netop, at den kan findes i kunstakademiets undervisningsmetoder. De er ikke længere traditionelle eller konservative, så de unge aspirerende kunstnere har ikke, som i tresserne, nogen stærk maler- eller billedhuggertradition at tage afstand fra. Underviserne er radikale og åbne overfor kunstnernes forslag – ’everything goes’, og derfor virker kunstnernes egen radikalitet som normen.

Der kan altså ikke længere opstå nogen friktion og ingen ladegreb bliver taget. Lars Morell underbygger også, at det opgør med traditionssamfundet, der skete i den periode, ikke længere kan ske.

Musikalsk intermezzo
Musikken, som skal videreføre diskussionen med toner, er improviseret og musikerne består af Kristor Brødsgaard på bas, Marko Martinovic på piano, Scratch Magic og Steen Rock på electronica.

Gennem en halv time, bliver man vidne til et stykke musik præget af frustrationer og harmonier – en tid til kontemplation over diskussionens emner.

Det musikalske er til fri fortolkning, men i en sampling hører man en mandsstemme, der nærmest hvisker ”idioter, idioter, idioter” i loop. Måske er der denne del af arrangementet ikke så enig med resten og man aner aggressioner, tvetydigheder og andet godt.

Den politiske kunsts status (quo)
I den tredje del af debatten åbner Mikkel Bolt gildet. Med vigtige pointer fra sin bog Avantgardens selvmord kritiserer han, som de andre paneldeltagere, samfundet for dens ligegyldighed, konsensus og mangel på politisk relevans:

”Problemet, som jeg ser det, er at samtidskunsten ikke er i stand til at udfordre de forskellige dominerende ideologier, repræsentationer og forestillinger.”

Han ser det som et resultat af VKO-regeringen, der kom til magten i 2001. Herefter blev politik tømt for indhold og den kranke skæbne overgik også kunsten.

”Noget af det vigtige ved avantgardeprojektet var netop forsøget på at være urimelig, forsøget på at skabe andre billeder, prøve på at overveje om det er muligt at indrette verden anderledes," pointerer han.

Den kan ikke være avantgardistisk ved at kommentere, den skal gøre noget. Den aggressivitet, som Lars Morell nævnte, bliver også her efterlyst.

Kunsten som kritisk forum
Bjørn Nørgaard, som var en del af Eks-skolen, er meget uenig med Bolt om projektet i hans bog, men giver ham dog ret i at kunsten har en vigtig rolle i samfundet og desuden stadig skal udtale sig. Kunsten har det, han kalder et kritiske potentiale. Det, der for Bolt ikke er tilstrækkeligt, har stadig vigtighed for Nørgaard.

Han nævner i den forbindelse regeringens nye ’lømmelpakke’ (et nyt lovforslag, der strammer kursen overfor demonstranter. red.) Dette raser Nørgaard over og finder det nu, mere end før, vigtigt at kunsten er politisk talerør.

Avantgarden som man kendte den med Eks-skolen, indrømmer han, kan ikke genopstå, men Nørgaard mener absolut, at man bør vise sin utilfredshed med samfundet gennem den. Poul Erik Tøjner er enig med Nørgaard i, at kunsten kan være kritisk, men påpeger til gengæld også, at det ikke er kunstens ansvar alene at ændre verden.

Der er altså uenighed om, vigtigheden af det kritiske, men ikke omvæltende i kunsten. Men om avantgarden kan få revival hersker der ingen tvivl om – alle deltagere i panelet er enige: Avantgarden er død og begravet!