Groteske budskaber i skønne gevandter

På udstillingen Power. Porcelæn. Poesi møder vi Louise Hindsgavls (f. 1973) øjenåbnende og historiefortællende porcelænsfigurer, som balancerer originalt mellem det kitschede og sentimentale på den ene side og det groteske og uhyggelige på den anden. De er lige dele Royal Copenhagen og Christian Lemmerz eller Jeff Koons og Meissen-porcelæn.

Gennem sit spooky figurunivers, som hun hele tiden fornyer med tilføjelser af andre materialer såsom pels, plexiglas, træben, kvaste fra klunketiden samt metal, tager hun temperaturen på de evige, problematiske, mellemmenneskelige følelser såsom had, kærlighed og jalousi.

Det er et vildt oprørende og eventyrligt univers, som fører os ind i mørket. Her møder vi fantasivæsner, der får en stor del af tiden til at gå med at mishandle, drille eller mobbe hinanden.

Det kan derfor være svært at tro på godheden, hvor den sporadisk dukker op.

Porcelænets nøjsomhed
Louise Hindsgavl adskiller sig markant fra megen anden samtidskunst ved at betjene sig af dette flere århundreder gamle kunsthåndværk, som hun mestrer til fuldkommenhed: Porcelænsfiguren, som siden dens opkomst i begyndelsen af 1700-tallet med Meissen-fabrikken i det østlige Tyskland, først formidlede adelens æstetiske og moralske værdinormer.

Senere – efterhånden som porcelæn blev en industrivare – tog borgerskabets og til slut småborgerskabet porcelænsfiguren til sig.

Hvor mange små figurkompositioner har man ikke set i tidens løb hos navnlig ældre mennesker? Rare bjørne, stolte ørne, sæler og nuttede harer, der sender sentimentale hilsner fra en fjern og farlig natur, som romantikkens mennesker og fremad har tænkt tilbage på med både vemod og længsel, efterhånden som den blev underlagt menneskenes nyttebehov.

Men også mere idylliserende scener med hyrder, der kysser hinanden, glade bønder og dygtige jægere skulle inspirere de spisende, kaffe- eller tedrikkende mennesker til at tænke på de grundværdier, som Biedermeiertiden holdt i hævd. Disse gik i al enkelthed ud på at værne om hjemmet som den trygge arne og om den dyrebare familie, som blev påmindet om at leve et nøjsomt liv, hvor alt under bæltestedet blev holdt ude i strakt arm.

En visionær og fræk ikonoklast
Men hos Louise Hindsgavl bliver dette vendt 180 grader på hovedet. Hun agerer som den uartige pige i klassen – eller måske snarere som en visionær og fræk ikonoklast, dsv. billedstormer, som ser durk igennem falskheden, selvtugtelsen og forstillelsen og i stedet zoomer ind på de fortrængte sider af menneskelivet, også og især på dem under bæltestedet.

Det gør hun ved at dekonstruere, forvrænge og sample porcelænsfigurerne på helt nye måder, som man ser det i et værk som All Your Qualities (20014), der viser en situation, hvor et menneske fra I-landene udnytter et menneske fra U-landene ved at få et af deres organer. Den ene skabning er simpelt hen ved at udtage organet fra ryggen af en anden.

I nogle af sine hængeskulpturer lader hun bevingede, djævleagtige figurer svæve gennem rummet, mens atter andre skulpturer hænger reliefagtigt på væggen, nogen gange forsynet med dekorative snore og frynser, der direkte modsiger de groteske budskaber. Louise Hindsgavl forsyner ofte sine værker med nogle sigende, undertiden dobbelttydige titler på engelsk.

Scenografisk overmagt
Dette er hendes hidtil største soloudstilling, men denne gang optræder porcelænsfigurerne imidlertid i en måske lidt for tydelig, dramatisk iscenesættelse ved scenografen Maja Ziska. En scenografi, som indimellem er lige ved at stjæle opmærksomheden fra figurerne. I øvrigt: hvor ville det være interessant, hvis Hindsgavl gik op i Jeff Koons’ skala, så figurerne fik større volumen og selv kunne indtage rummene. Størrelsen har en tendens til at gøre dem ufarlige, fordi de i betænkelig grad ligner nips.

Hindsgavl er en af flere kvindelige billedkunstnere herhjemme, som er optaget af det forbudte og groteske. Ud over Julie Nord, som de fleste kender, kan nævnes fremragende kunstnere som Mie Mørkeberg, Christina Hamre, Maria Rubinke, Ida Kvetny m.fl. Død, straf, mareridt og maltrakterede lemmer optræder i rigt mål i disse kunstneres værker, for hvem kunsten ikke ligefrem er en picnic i det grønne. Som sådan er de en slags kvindelige modstykker til mørkets fyrster, som fx Michael Kvium, Jørgen Haugen Sørensen og Christian Lemmerz.

Syv livlige fortællinger
Udstillingen er delt op i syv rum med hver sin fortælling. Undertiden optræder skulpturerne som patienter, der får drop, andre gange som levende museumsobjekter i montrer, med damp på glasset, som om de trækker vejret. Andre optræder i et spooky rum med gamle, blåmalede møbler i rokoko-stil, der er helt molesterede, så det ligner en stadsstue efter et bombenedslag.

Rønnebæksholms hjemlige rum er åndsbeslægtede med Hindsgavls fabulerende univers. Det er en imponerende og meget rig udstilling, hvor vi også ser prøver på Louise Hindsgavls helt nye figurer fra i år, der udstilles på hylder med et nyt vokabular med nye muligheder. Her søger hun andre veje og leger med porcelænets muligheder, undertiden i direkte dialog med den abstrakte og modernistiske skulpturkunst.