Gruens skønhed, eller omvendt

Med udgangspunkt i erindringen om borgerkrigene på Balkan har Cirkinagic udført en række værker, der indkredser døden og gør den nærværende for beskueren. Det lykkes, fordi Cirkinagic har mod til at beskrive grusomhederne, ikke i bloddryppende billeder, men i værker, hvor det skønne lokker beskueren tæt på og først afslører det underliggende indhold, når han har slækket paraderne.

Landskabsfotografi med noget nedenunder
Med titler som WM 2 Execution place og JK 1 Mass grave and execution place står det klart, at de smukke landskabsfotografier, der møder mig på udstillingen dækker over en dyster fortid.
Landskaberne på fotografierne er i dag overdækket af naturens blomster og buske, men i begyndelsen af 1990’erne var de henrettelsespladser og massegrave. Nu har naturen betrukket grusomhederne på samme måde, som glemslen trækker fernis henover erindringen.

Absolut tavshed, næsten
Smoking Gun-installationen tårner sig op som en massiv mur i næsten hele udstillingssalens bredde. Foran muren skal jeg beslutte mig for, om jeg vil smyge mig udenom eller træde ind og lade mig opsluge af mørket.
Jeg går ind. Installationens indre er beklædt med et lydisolerende materiale, der holder alle lyde ude og slutter en larmende tavshed inde. Kontrasten mellem verdens larm og rummets tavshed virker på samme måde som et tordenbrag – den forvirrer min høresans og gør den ubrugelig i et stykke tid.

Kroppens lyde
Efter et stykke tid opdager jeg, at tavsheden ikke er absolut. Fraværet af verdens baggrundsstøj gør, at jeg kan høre lydene fra min egen krop. Jeg hører min vejrtrækning og jeg hører mit hjertes banken og det gør mig bevidst om min krop som krop. Pludseligt får jeg en fornemmelse af, at lyden af hjerteslagene forvandles fra en beroligende rytme til lyden af et stopur der tæller ned – tiktak tiktak ned mod døden.

Nøgtern beskrivelse af 456 døde kroppe
På den anden side af Smoking Gun-installationen er der ophængt en samling tørrede planter. Ved hver plante er der en lille seddel, hvorpå jeg læser en nøgtern videnskabelig beskrivelse: plantens latinske navn og familienavn samt hvor og hvornår, den er plukket. I samme nøgterne tone indeholder sedlen en kort beskrivelse af fundstedets identitet:
Field along rual region. Primary and secondary mass grave. 456 bodies. – Mark langs et landområde. Primær og sekundær massegrav. 456 kroppe.
Så nøgternt kan en massegrav med 456 lig beskrives, men nøgternheden virker langt stærkere på mig i denne på overfladen smukke form, end hvis udstillingen bestod af autentiske fotografier af halvrådne lig.

Følelseskuldens nedsmeltning
Den daglige nyhedsstrøm har for længst gjort mig immun overfor grusomhedens billeder, men Cirkinagic formår at gennembryde min følelseskulde på en overordentligt vellykket måde.
Landskabsfotografierne og Smoking Gun-installationen har forberedt mig til at se grusomhedens virkelighed og jeg ser den i form af en rejnfang plukket ovenpå en massegrav med ligene af 456 mennesker. Jeg ser grusomheden og jeg husker grusomheden og jeg ser den og husker den netop fordi den er iklædt en skøn overflade.
Cirkinagics udstilling viser, at den følelseskolde skal omkring en kynisk kunstanmelder kan gennembrydes. Og når den kan gennembrydes, kan alle andres også. Nu er I advaret.