Gruppeknald

Af
16. april 2018

Kunstnere hopper ofte i kanen med hvem de kan, men som regel er det mere af ideologiske eller økonomiske grunde, end fordi det er decideret frækt. Mikkel Carl tager temperaturen på det, der lige nu synes at være en hot tendens blandt udstillingssteder og gallerier: gruppeknaldet.

Udstillingsstedet RØM på det hengangne Grønttorv i Valby lægger hus til et veritabelt gruppeknald i disse dage: SHOW UP. Foto: Anne Torpe

Kunstnere hopper ofte i kanen med hvem de kan, men som regel er det mere af ideologiske eller økonomiske grunde, end fordi det er decideret frækt. Mikkel Carl tager temperaturen på det, der lige nu synes at være en hot tendens blandt udstillingssteder og gallerier: gruppeknaldet.

Af
16. april 2018

Kunstnere hopper ofte i kanen med hvem de kan, men som regel er det mere af ideologiske eller økonomiske grunde, end fordi det er decideret frækt. Mikkel Carl tager temperaturen på det, der lige nu synes at være en hot tendens blandt udstillingssteder og gallerier: gruppeknaldet.

For efterhånden en del år siden takkede jeg pænt nej tak til at være med på en udstilling på Kunstakademiets udstillingssted Q. Titlen var Vi tager intet ansvar og konceptet nogenlunde derefter. Imidlertid må jeg konstatere, at det jeg dengang fejlagtigt aflæste som et studentikost forsøg på en punket attitude, siden er blevet gangbar mønt: Vi tager intet ansvar 2, Vi tager intet ansvar 3 osv. Foreløbig helt op til nummer fem og altid ledsaget af nogenlunde den samme disclaimer:

”Vi tager intet ansvar’ er en eksponentielt voksende udstilling. Hver af de inviterede kunstnere har inviteret to, som igen har inviteret to… Kunstnerne vil installere deres værker med et interval på en halv time. Sådan fortsætter det indtil den sociale tråd løber tør.”

Hvad siger en sådan kontinuerlig ansvarsforflygtigelse om kunstscenen netop nu? Der har selvfølgelig altid været lavet udstillinger med udgangspunkt i løsere grupperinger. Et godt eksempel er udstillingsrækken Beers, der sjovt nok også er nået til nummer 5, og som senest er blevet skærpet med undertitlen 100 Kvinder på Kro (underforstået Byens Kro). Alligevel synes jeg, det ser ud som en tendens, der er værd at opholde sig lidt ved.

Så længe lager haves
På min Paypal konto var der pludselig en post, der ikke stod minus foran: 800kr fra Else. Først var det lidt forvirrende, men så slog det mig, at det måtte være de høstede frugter fra Galleri Specta’s seneste skud på stammen, udstillingen Så længe lager haves. Sølle otte guldbelagte spillekort var det altså lykkedes at lange over disken i løbet af en måned. Det siger dog nok mest om værket, for da jeg kom forbi sent på åbningsdagen – udstillingen var faktisk ”open for business” allerede fra kl. 11 – skal jeg lige love for, der var gang i butikken.

SPECTA Surplus Store – Så Længe Lager Haves, 23. februar – 22. marts 2018. Foto: Galleri Specta

Vanen tro stod der en kødrand af kunstnere udenfor og røg, men da jeg trådte ind ad døren, var der nærmest ingen varer tilbage på hylderne. Ville man have sikret sig f.eks. et unikaværk af Stig Brøgger til 500kr, skulle man have været anderledes vaks ved havelågen. Ærgerlig, men opløftet over, at folk åbenbart alligevel godt gider kunsten, ønskede jeg de tre ”kuratorer” Magnus Thorø Clausen, Anders Bonnesen og Heine Kjærgaard Klausen tillykke.

Når jeg sætter kuratorer i gåseøjne skyldes det ikke kun, at de to sidstnævnte selv er kunstnere, men nærmere, at der ikke var tale om kuratering som sådan. Altså, der var selvfølgelig en ide og en æstetisk velgennemført præsentation af denne. Men når jeg så ned over listen med udstillende kunstnere – deriblandt også et par forfattere – kunne jeg ikke umiddelbart finde nogen anden sammenhæng, end at det vel sådan cirkus var dem, arrangørerne allerede havde mailadressen på. Misforstå mig ikke.

Udstillingen kunne sagtens ”være gået galt” – for mig er det et afgørende karakteristika ved en god ide, at den ikke pr. automatik lykkes – for hvis ingen købte noget, ville det jo være en dårlig parodi på en salgsudstilling. Også for galleriet, der lagde lokaler (og husleje) til. Men hvad betyder det så omvendt, når der er fuldt hus, og legen pludselig bliver til alvor?

Got It For Cheap
Er læren den, at vi i almindelighed godt gider købe kunst, det må bare ikke koste noget særligt? I så fald er der tale om et afgørende brud med den (økonomiske) eksklusivitet, der hidtil har været billedkunstens logik, og som i modsætning til f.eks. litteratur og musik opererer med en relativt høj enhedspris. For mig tegner der sig i hvert fald et mønster.

Jeg er nemlig også lige blevet inviteret til udstillingen Got It For Cheap, hvor hver kunstner opfordres til at indlevere 10-15 originale papirværker, som hver især sælges for 30$. Og portoen skal man guddødeme selv betale. David Risley, der for tiden har indrettet en art møbelbutik i sit galleri – til trods for den alenlange kunstnerliste må det alligevel siges at falde an anelse uden for denne klummes sigte – har tidligere lagt navn til konceptet. Og jeg kender flere danske samlere, der glædestrålende peger på et værk og siger, at det har de købt for 200 kr.

SHOW UP hos RØM under opbygningen på ferniseringsdagen. Foto: Anne Torpe

SHOW UP
Der synes alt i alt at være tale om en (u)skøn forening af tidligere tiders happenings og nedbrydning af værkets aura i et opgør med den klassiske værkontologi og så neoliberalismens happy-go-lucky udpining af ethvert socialt netværk.

Et dugfrisk eksempel fra det snart gennemført gentrificerede Grøntorvet er SHOW UP, hvor 55 sjæle er inviteret af RØM til at udstille på baggrund af følgende retningslinjer:

– Hver kunstner deltager med ét værk. Der er ingen krav til størrelse, medie etc.

– Den enkelte møder personligt op med sit værk til ferniseringen. Man kan altså ikke aflevere værket på forhånd eller få en anden til at medbringe det.

– Man sørger selv for at få ophængt/placeret/installeret sit værk i udstillingen.

Den Frie
Tror man, at denne laissez faire holdning primært er noget, der kendetegner den yngre del af scenen, så kan man godt tro om igen. I kunstnersammenslutningen Den Frie, stiftet i 1891, er kuratoren ligeledes persona non grata; det hedder ”medlem af ophængningsudvalget”. Og det til trods for diverse kreative forsøg på at få plads til en stadig (om end ikke eksponentielt) voksende medlemsskare og derudover imødekomme det salg til både private og fonde, der i sin tid var sammenslutningernes ”claim to fame”. På årets udstilling, der åbner i Den Frie Udstillingsbygning til maj, beløber sidstnævnte sig således til en decideret salgsopstilling af mindre (uforsikrede) værker og multiples, der kan erhverves i cafeen i underetagen.

Show me the money!
I grunden er der vel kun to måder at aflæse situationen på. Enten er opdyrkningen af disse formater med tilhørende nye målgrupper en ekspansion af markedet, der med tiden vil få stadig flere såkaldt almindelige danskere til at investere i kunst til rigtige menneskepenge. Eller også er der tale om et hidtil uset sell out, der blot accelererer den inflation, der for længst er gået i kunstens hæderkronede økonomi, hvor politikere på både højrefløjen, venstrefløjen, og i regeringens liberale alliance egentlig bare vil have det hele for det halve.

Personligt ville jeg helst som Tom Cruise i Jerry Maguire råbe: ”Show me the money!”, men jeg er dybt splittet.

Fakta

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.