Gud går igen i vores hverdag

Rainbow in the Dark vil pege på en ny interesse for det religiøse i samtidskunsten, og det gør den på en klog måde. Udstillingen samler værker med meget forskellige tilgange til det religiøse, men opnår samtidig at fremhæve en tendens i samtidskunsten til at arbejde med forholdet mellem religion og modernitet.

To videoskærme står overfor hinanden på hver sin side af gangen. De er menneskehøje i størrelse, og derfor er det næsten, som om vi er der selv, midt i Makpela-grotten i Hebron, der er fokus for Nira Pereqs video-værk Abraham, Abraham, Sarah, Sarah (2012).

Makpela-grotten er en hellig plads for både muslimer og jøder, og den har siden 1994 været opdelt i to forskellige religiøse dele. Tyve dage om året bytter stedet imidlertid ejere efter en bestemt overenskomst. Så bliver den enten helt muslimsk eller helt jødisk, og Pereqs video-værk viser denne forvandling af rummet, hvor de jødiske møbler og genstande skiftes ud med de muslimske og omvendt.

Det er en kontrolleret og organiseret proces, der vidner om den organisatoriske kompleksitet, som samspillet mellem to religioner fører med sig – og måske ønsker kunstneren hermed at vise, at det faktisk kan lade sig gøre at organisere en fredelig overenskomst imellem religioner?

De monoteistiske religioner
Udstillingen Rainbow in the Dark handler om religionens rolle i samtidskunsten, og den tematik er lagt meget bredt an så den strækker fra samspillet imellem religioner, religionernes kulturelle gennemslagskraft og over til okkulte og overtroiskes indslag i vores moderne samfund.

Der er dog særligt fokus på de monoteistiske religioner, kristendommen, jødedommen og islam, som foldes ind og ud af udstillingens værker, både i personlige fortolkninger og i forhold til konkrete historiske og aktuelle konflikter.

Religion versus modernitet
Kuratorerne Galit Eilat & Sebastian Cichocki er optaget af, hvordan religion i stigende grad går ind og gør sig gældende i samtidskunsten. For samtidskunsten har ikke typisk været optaget af religion, hævder de.

Under det 20. århundrede er det ikke primært religiøse ideer, men derimod filosofi, psykologi, politiske teorier, populærkultur og teknologi, som har inspireret samtidskunsten. Ligesom det moderne samfund i øvrigt har kunsten fjernet sig fra religionen.

Det post-sekulære samfund
Med henvisning til Jürgen Habermas’ begreb om det postsekulære samfund, som handler om, at religionen er vendt tilbage til den offentlige debat i Vesten sammen med immigranterne, argumenterer kuratorerne for en lignende ny opmærksomhed overfor religion i samtidskunsten. Og argumentet er overbevisende i den forstand, at specifikt konflikterne imellem de tre monoteistiske religioner har fået fornyet kraft som tematisk stof i samtidskunsten. Fx i Nira Pereqs fine værk, jeg omtalte øverst i anmeldelsen.

Andre eksempler er ægyptiske Wael Shawskys Cabaret Crusades (2010), som er et dukketeater om korstogene fortalt fra et arabisk perspektiv og tyrkiske Gülsün Karamustafas billedtæppe med brudstykker af illustrationer fra muslimske, kristne og jødiske håndskrifter.

En ny tendens?
Jeg vil dog mene, at det ikke er noget nyt, at kunstnere har bearbejdet personlige religiøse forhold i deres kunst eller sågar kritiseret religionens kulturelle indflydelse. Det har været et vedvarende træk igennem hele det 20. århundredes kunst, som naturligvis også gør sig gældende i dag.

Det underminerer for så vidt ikke udstillingens tematiske snit, som selvfølgelig er berettiget, i og med at det fremhæver nogle særlige træk ved de udvalgte værker, og måske også peger på nogle ellers oversete tendenser i samtidskunsten.

Religionens mange roller

Kuratorerne har valgt at vise en meget bred vifte af kunstneriske behandlinger af forholdet mellem religion og modernitet. Der er de personlige relationer til de religiøse budskab og dem, som kritisk går i brechen på religionernes forkyndelser.

Og selv om der er en overvægt af bidrag fra kunstnere med en kulturel baggrund i stærkere religiøst funderet lande end de nordiske, som fx kuratorernes – henholdsvis israelsk og polsk – så er der også gjort en indsats for at koble tematikken til de nordiske landes selvforståelse.

Abegud og dommedag
Blandt de personlige religiøse projekter er der fine værkserier af polske Honorata Martin og svenske Carl Johan Erikson. Martin bearbejder malerisk sin barndoms kobling af skabelsesberetningen og evolutionsteorien til en abe-gud.

Heroverfor præsenterer Erikson, der er vokset op som medlem af Pinsekirken, præcise dokumentariske fotografier og kortlægninger af Jizre’el-sletten, der ifølge Johannes’ åbenbaring skulle være det afgørende slagfelt ved dommedag.

Provokationen udebliver
Provokunstneren Artur Żmijewski er også repræsenteret på udstillingen, men med et værk som er ganske uprovokerende, i hvertfald for en som mig, der ikke emotionelt er spundet ind i den katolske kirke. Han har nemlig forflyttet den katolske messe til en teaterscene og ladet professionelle skuespillere ’spille’ messen, som om det bare er et teaterstykke.

Værket er for mig symptomatisk for, hvordan man som kunstner – og beskuer af denne udstilling – sandsynligvis oplever relevansen af religionens rolle i det moderne samfund, alt efter om man er vokset op i en religiøs kultur eller ikke. Det store flertal af deltagende kunstnere er således fra lande med en meget stærkere religiøs organisation, hvor bearbejdningen og opgøret med det religiøse er præget af et stærkere behov, ligesom religioner kan være stærke partnere i opgør mod andre undertrykkere.

Nordisk godhed
Ved at inkludere en række nordiske værker forsøger kuratorerne dog at lægge an til en diskussion af, om de nordiske lande trods alt også har en religiøs dimension. Jumana Manna og Sille Storihles video Godhedsregimen (2013) er måske det mest tydelige eksempel, idet den behandler Norges selvforståelse, som den er konstrueret på basis af specifikke historiske begivenheder og nationale myter.

Fra Danmark er inkluderet Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaards performance Den kvindelige Kristus II, Uddrivelsen fra templet (29. maj 1969), hvor Lene Adler Petersen går nøgen med et kors igennem det københavnske børshus som en pendant til Jesus’ uddrivelse af kræmmerne fra templet. Typisk fortolker vi denne performance ud fra kapitalismekritiske og kønspolitiske agendaer og ikke specifikt i forhold til den religiøse reference. Men i denne udstilling træder den religiøse reference frem, både som forbillede og modbillede til den nøgne kvinde – og fremhæver kristendommens gennemgående indflydelse i den moderne danske kultur.

Religionsopmærksomhed
Som tematisk udstilling er Rainbow in the Dark flot kuratorisk arbejde, for den lykkes både med at pege på tendenser og samtidig rumme en kompleksitet af kunstneriske perspektiver inden for tematikken. Desuden åbner den op for nye perspektiver på velkendte kunstværker, som måske er et generelt symptom for en blindhed, vi har over for religionens indflydelse.

Måske er de værker, vi troede var samfundskritiske projekter, helt enkelt spundet ind i religion på en måde, som vi ikke er opmærksomme på? Det religiøse, som eftersigende skulle have været marginaliseret med moderniteten, er måske meget mere gennemgribende til stede i vores moderne samfund, end vi tror.