Gul fare på Île de Møen

Langt fra al cykelvirak kaster Kunsthal 44Møen et forrygende politisk blik på en anden slags gul feber: Kolonialisme, myggehære og digital poesi indkredses gnistrende med lyd, video og vævninger fra Brasilien, Japan og Danmark.

I en lille boble af tid var der intet andet i kongeriget at tale om end farven gul. Da Jonas Vingegaard, den muskuløse pind med uendelige mundvige, opslugte bjergene i Sydfrankrig og kørte sig i førertrøjen, blev farvetydning tidens trend. Gul: svigefuldhed? Gul: sygdom og snarlig død? Gul: sejr!

Med anlæg for at profetere kom Kunsthal 44Møen alle landets symbolhungrende kulturskribenter i forkøbet. Få dage inden Tourens begyndelse åbnede det tidligere autoværksted en fascinerende udstilling – Mosquito Revenge – med en håndfuld stærkt politiske og gulkritiske værker af brasilianske Vivian Caccuri.

Myggehærens forsvar

Bestiller man en farvetydning hos den 35-årige Bolsonaro-modstander, er hun klar i mælet. Det første, vi lærer i videoinstallationen The New World Syrup & The Fever Hand (2020), er, at gul er den farligste farve i verden. ”Den tager altid hævn,” lyder kunstnerens mysteriøse advarsel, mens vi ser en velvoksen myg med snablen nede i soltonede markblomster.

Insekterne summer, billederne springer hastigt mellem uskyldig natur, lidt mindre uskyldige slanger – hisss! – og Caccuris tiltagende okkulte fortællerskikkelse. Dér står hun i sort-hvidt, luksuriøst leopardtryk og har pludselig gule reptiløjne. Værket er en lige dele lege- og leversyg performance lecture om koloniseringen af Sydamerika – set fra myggens synsvinkel, naturens dødelige fæstningsanlæg.

Ligesom man for tiden kan opleve det på Kunsthal Charlottenborg, hvor Jeannette Ehlers søger at genskrive den afrocaribiske historie, er Vivian Caccuri på Møn ude efter en postkolonialistisk revision af den brasilianske fortid.

Læs anmeldelse: Løven har i Jeannette Ehlers fundet sin historiker.

Det halvtimelange videoværk, som man betragter åndeløst fra en bænk udstyret med myggenet, spidder den vestlige kirkes indtog i Sydamerika med ustabile orgeloptagelser og svulstig, kristen pop ved en swimmingpool. Herligt klippes der mellem sukkerplantager og himmelsk bagværk. Det primære mål med korstoget? At stille præsternes hang til søde sager, tilsyneladende. Udtrykket er syrligt, men også ekstremt veloplagt.

Politisk brod

Den gule feber, som myggene bærer på, bliver i Caccuris omskrivning til det sydamerikanske folks blodtørstige forsvar i mødet med kolonimagten.

De indtrængende faldt som fluer under myggehærens modangreb og måtte sande, at deres udbyttende civilisationsbegær havde en pris: Hvis man vil underlægge sig et folk og fælde dets skove for i stedet at udvinde sukker, slår naturen igen. Myggene blev fordrevet fra deres naturlige habitat, de høje trætoppe, og spredte deres plage blandt mennesker.

En dyster bas lyder, mens Caccuri advarer om, at virussen nu igen er i fremmarch, fordi Bolsonaro har besluttet at rydde store dele af regnskoven. Fremskridtet kræver plads, det samme gør katastrofen. Værket er både ildfuld historisk omvending og spids aktuel satire over den brasilianske præsident.

Kunstneren danser ironisk i en kontorstol, møver sig ind i billedet, mens en valgvideo med de gulklædte Bolsonaro-tilhængere slår rytmen an. Hendes hud er gullig, hun kaster blod op, det er feberen, der har ramt.
Gul: fare, fælde, fristelse. Politik, med andre ord. The New World Syrup & The Fever Hand er historien skrevet med myggens spiddende brod. Fyndigt, engageret, aggressivt.

Vævede hulemalerier

Mere kontemplative er i sagens natur udstillingens vævede værker. Mosquito Shrine I-IV (2018-22) er en samling myggenet, der med tråd af bomuld og silke er omdannet til hulemalerier over koloniseringen, igen med myggen i en fremtrædende rolle.

Det ligner historiske artefakter, strakt ud af lavthængende skiffersten og små sambabjælder. Myg og mennesker er primitivt dimensionerede, ophobningen af genstande og positurer står side om side med naivt symbolistiske forsøg på historiefortælling: Her er en rhizomatisk jungle med tråde til svirrende myg, her er et spirende landbrug, her er – hvis vi for overblikkets skyld inddrager Mosquito Shrine III, som lidt underligt ikke er med på udstillingen – et krigstableau mellem myg og menneske.

Det fjerde og nyeste af nettene er imidlertid ganske anderledes. Den rå linjeføring er den samme, men myggene er forsvundet. I stedet portrætterer værket en polyfoni af menneskekroppe, nogle delirisk feststemte, andre dybt nedtrykte.

Caccuri strøer her om sig med dobbelteksponeringer, bevægelse, referencer til kunsthistorien og til egne værker: Man ser gengivelser af enorme, mobile lydsystemer og højttalere af sukkerrør, som hun tidligere har brugt til at skabe lydværker fulde af politisk modstandskraft eller forgængelighed.

Den uægte vare

Ærgerligt er det, at de højttalerværker, der refereres til i værket, ikke optræder i denne helt lydtomme del af udstillingen.

Nettenes motiver er åbne for fortolkning – det må næsten være et portræt af et (selvforskyldt) plaget folks eskapistiske festlyst, vi ser i det fjerde værk, et samfund ude af balance – men man savner den lydlige dimension, der ellers er så central for Caccuri: summende myg, stemningssættende elektronik, den selvsikre soniske kommentar.

Det eneste egentlig lydfokuserede værk på udstillingen fungerer som et epilogisk refleksionsrum. I Tropical Envolvente (2022) samles opmærksomheden om lavthængende, blå-hvide UV-lysstofrør og de insekter, de har lokket til sig og med et zap taget livet af.

Junglen af ledninger i loftet er en reference til de slummede favelaer, får jeg fortalt, og alle lyde fra højttalerne i rummet – uglens tuden, myggenes summen, knælernes filen, alle de tropiske drivhuslyde – er skabt med Vivian Caccuris egen stemme.

Den gennemført uægte vare, altså. Konstruktionen af Brasilien blotlagt med kunstigt lys, kunstige kabler – flere af dem uden tilslutning – og kunstig natur. Hvis det er en stikpille til den besøgende og dennes formentlig kortvarige interesse for fjerne problematikker, rammer den med underspillet knytnæve. Vi er ikke dit kunstværk, makker. Glimrende udstilling.

Maskinelt liv

Sideløbende med Mosquito Revenge viser 44Møen også en morderligt charmerende videoinstallation, Headstones Undead Engines (2022) af nyligt dimitterede Birk Horst. Minsandten: også med farven gul i centrum, dog vistnok mere tilfældigt og mindre symbolladet end hos Caccuri.

Her indfinder gulheden sig undervejs på en skærm i skærmen. Knoglede robothænder samler, til lyden af storladen ursuppe-synth, et tablet-lignende device, og kortvarigt er opfindelsen fuld af liv, oplyst i energisk gul farve, skydende sig ind og ud af billedet med sine livlige tentakler – blot for i løbet af en håndfuld minutter at have gennemlevet sin livscyklus og synke ned i det store maskineris stempeldyb, fortæret af sin egen skaber.

Selve skærmen, vi ser det underfundige teknikdrama udfolde sig på, er installeret i et mørkt depot, kunsthallens mest autoværkstedstro rum. Rundt om den, hulter til bulter, ligger store møtrikker af flamingo, patineret af påmalet cement.
Jorden er blotlagt under dem, vi befinder os på en kirkegård, og over den rustikke setting kører en poetisk chatbot-dialog om død og evigt liv i rollespil. ”Cars crash, systems crash,” fortælles det, og man aner et virkeligt traume, der sorgbehandles i en spilverden.

Ægte sorg i simulationen

Det er faktisk enormt rørende. På den ene side har man den hyperlivagtige animation på skærmen, der udlever en drilsk metaleg skærm og skærm imellem, kombineret med en ultrakilden lydside fuld af støvede stempler, løbske klaverruller, blinkende elektronik og nænsom andægtighed.
På den anden side: de mytiske katakomber, levendegjort med gravmælernes patinerede flamingo, men ikke mindre levende eller virkelige i den simulation, der kan læses på væggen. Hvem siger, simulationer ikke kan rumme virkelige følelser? Headstones Undead Engines er overmåde rig på den digitale følsomhed, vi snart er mange, der er vokset op med, og Horst rammer lige ned i den simulerede livsnerve med sit krystalklart poetiske udtryk.

Mindre interessant – hvis vi lige skal nå hele vejen rundt om kunsthallens treleddede program – er japanske Miki Yuis stilhedsinstallation Atem (2006/22): en træpavillon med et indre rum omkredset af pergamentruller, hvor sollyset trænger svagt igennem og aktiverer en lavmælt, men højfrekvent oscillator.

Altså et tomt rum med en diskret, lys hyletone, der varierer umærkeligt afhængigt af vejret. Den slags fortænkte sonifikationer af naturen har, ligesom tomme meditationsrum med skrøbeligt materiale, måske haft deres tid. Vi har set dem et utal af gange, og deres blide fluxuspoesi peger mere bagud end fremad.

Vivian Caccuri og Birk Horst er til gengæld lige til tiden og absolut en tur til Île de Møen værd.