Haaning og Sierra i samarbejde på Faurschou Foundation

Jens Haaning (f. 1965) har tidligt markeret sig politisk på kunstscenen. Tilbage i 1990’erne var han med til at sætte fokus på outsidere i det danske samfund. Mange af hans værker tager udgangspunkt i marginaliserede grupper, og gennem dem undersøger han intolerance, det at være fremmed eller anderledes. Haaning arbejder med de betydninger, der ligger i vores sprog og den måde, vi kommunikerer på visuelt, og han benytter ofte et enkelt, men præcist, greb til at behandle komplekse situationer. Hans værker spænder fra de synligt politiske som i Våbenproduktion (1995) til de mere minimalistiske stedsspecifikke ombytninger af elpærer mellem en gade i Kassel og Hanoi, Kassel-Hanoi (Light bulb exhange) (2002). Danmark, Denmark (2005) består af teksten ”Danmark” skrevet i store sorte kapitæler på væggen i galleriet. Første gang værket var udstillet i Danmark i 2005, vakte det stor opsigt, fordi den samtidige danske politiske debat var præget af en stor modstand mod at lade indvandrere og flygtninge få opholdstilladelse i Danmark. Haanings værk går i clinch med denne debat, og med sort på hvidt sættes der fokus på begreber som nationalisme og angsten for det fremmede. Santiago Sierra (f. 1966) er i sin praksis bl.a. optaget af at problematisere værdien af arbejdskraft, hvilket ses i de mange værker, hvor han betaler ekskluderede samfundsgrupper for at deltage i ofte helt formålsløst fysisk udmattende og til tider ligefremt ydmygende arbejde. Dette ses i værket 10 People Paid to Masturbate (2000), hvor ti mænd fra Havana, Cuba, blev betalt 20$ for at onanere alene foran et videokamera. I 133 Persons Paid to Have Their Hair Dyed Blond (2001) blev 133 illegale immigranter fra 3. verdenslande i Asien og Afrika betalt for at få deres hår affarvet i forbindelse med Venedig-biennalen samme år. En mindre gruppe af immigranterne, der levede primært af at sælge kopitasker, blev efterfølgende inviteret til at sælge tasker som en del af selve kunstudstillingen. Værket NO (2009) består af det enkle udsagn ”Nej” udformet i store sortmalede bogstaver. Udtrykket får først mening, når det sættes ind i en sammenhæng, og betydningen skifter alt efter, hvilken specifik kontekst det indgår i. Sierra leverer altså et værk, der på den ene side er meningsløst, men som på den anden side kan sættes ind i et utal af sammenhænge og fungere som en slags protest eller opposition til det fungerende.