Hårde koder og blød taktik. Christine Overvad Hansen er stærkstrøm på Holstebro Kunstmuseum

Hard coding soft tactics er en lille, stramt orkestreret udstilling, hvor Christine Overvad Hansen virkelig sætter strøm til kunsten med stor åbenhed over for materialernes og fortællingernes transformerende kraft. Det gør det til en aktiv og spændende handling at gå på kunstudstilling.

Christine Overvad mestrer det der med at spænde sine skulpturer ud mellem forskellige poler. De er på én gang abstrakte og figurative, formelle og fortællende, hårde og bløde.
Det sidste er allerede tilstede i titlen. ‘Hard coding’ er et begreb fra computerverdenen, der benyttes om processen med at skabe den centrale kildekode i et program. Omvendt handler ‘Soft tactics’ mere om subtile, indirekte eller psykologiske måder, man kan øve indflydelse på andre mennesker.

Og sådan er der sat strøm til forestillingen. På vej ind i udstillingssalen støder man ind i et halvcirkelformet forhæng med en åbning, som er dækket af et gennemsigtigt mørkt stofstykke, hvorpå der er hæftet to sølvmønter, der fungerer som en slags øjne. Værker hedder Chaperone (savepoint after Psyche), og man kan kigge ind og ane det rum, der skabes bag forhænget – men værket kigger samtidig tilbage på dig.
Så allerede her er man på sporet af, at skulpturerne performer i rummet, og det viser sig, at flere af dem desuden er mekaniske og har dele, der indimellem bevæger sig.

Åh, så tunge øjne

Det gælder for eksempel værket Moderator. Bronzerørene former lemmerne på en figur med en stor cirkelrund strudsefjers-‘vifte’ i front, som ind imellem sættes i gang af en motor og snurrer rundt, fejende flot. Er det en selvsikker, forførende kabaretsanger i det helt store skrud, tænker man måske? Men får så øje på ansigtet, en oval halvskål, med åh, så tunge, bekymrede øjne.
Her kan man godt tale om et værk, der virker i kraft af bløde, taktiske manøvrer, der trænger sig ind under huden. Der er plads til at danse med og digte videre – som i alle værkerne i udstillingen.

Også værket Proxy sættes med mellemrum i bevægelse. Kobberrørene antyder en knælende figur med fremstrakte arme, der – anstrengt, måske ligefrem hungrende – rækker ud efter en vase med påmalede øjne. Her løber tandremmene gennem mundens åbning og sætter skiven, vasen står på, i rotation. Hvad det lige er for en historie, der fortælles, er langt fra åbenlyst, men potent – og antagelig også ret ubekvem – er den.

Græske guder i computerspil

Titlerne fremkalder, som man sikkert allerede har fanget, sit helt eget spændingsfelt. Værket Peitho as NPC viser en svungen knælende figur med bøjet hoved (det ‘nedbøjede’ er et gennemgående greb i udstillingen).
Peitho er en gudinde i græsk mytologi, der personificerer vindende veltalenhed og forførelse. Og ifølge titlen har denne ‘soft tactic-gudinde’ så antaget form som en ‘Non-Player-Character’ (NPC), hvilket henviser til en figur, styret af game-masteren i rollespil, eller en spilfigur der ikke er styret af et menneske i et computerspil.
Man skal være villig til at nørde med titlerne og finde frem til hvilke græske guder, der optræder i titlerne, og hvad ‘programmeringssproget’ så nogenlunde dækker over. Men så slår de også gnistrer, ikke mindst når de støder ind i de fysiske værker.

Ikke at man helt fatter sammenhængen mellem værk og titel, sådan én til én. Tag eksempelvis værket med titlen Faidra’s fury. En sølvtunge stikker ud af væggen og fungerer som en lille sukkerskål med duftende æteriske olier. Et ret mystisk objekt i sig selv, der både ‘smager’ og dufter. Og læg dertil titlens reference til den græske myte om Faidra, som er en saftig tragedie. Faidra er gift med Theseus og forelsker sig i sin stedsøn Hippolytos, som imidlertid afviser hende. Som hævn beskylder hun Hippolytos for voldtægt, og Theseus, som tror hende og ikke sønnen, får Hippolytos dræbt, mens Faidra selv begår selvmord.

Måske forstår man ingenting. Men må forstanden vige, så virker værkets psykologiske potens ikke desto mindre. Altid er der en åbenhed over for materialerne og fortællingernes transformerende kraft. Det gør det til en aktiv og spændende handling at gå på kunstudstilling.

Noget er holdt nede

Christine Overvad Hansen orkestrerer de hårde og bløde materialer med stor æstetisk kraft. Bronze, stentøj, læder sølv, bivoks, skind, stål, sukker, æteriske olier. En del af spændingsopbygningen beror netop på materialerne og sammenstødene mellem dem. En spænding der blot tilføres flere volt i modsætningen mellem det kølige, tilbageholdte formsprog og de ulmende emotionelle ladninger.

Det er som om denne i grunden nøgterne udstilling er holdt i et stramt greb. Noget er anstrengt eller holdt nede. Figurerne bøjer ryg og hoveder, øjnene stirrer fra mørket, tungen raser.
En skinnende grøn stentøjsfigur er fanget af omklamrende bronzerør, som var denne Moder Jord-klump – skulpturen hedder Magna Mater (den store moder) – holdt fast i en skruestik af en stor edderkop.

Og værket Echo, der er placeret inde i halvcirklen bag førstnævnte værk, Chaperone, viser en sammenkrympet skikkelse foldet ind mod en lillebitte navle og tilsyneladende tynget af en balancerende skål med bivoks på ryggen.

Christine Overvad Hansen er på sin vis en klassisk skulpturmager, som arbejder med menneskeskildringer, omend de kun nødigt træder ud af abstraktionen.

Og hendes værker er netop enkeltstående, selvberoende skulpturer, der indtager sit eget afgrænsede rum. De spiller klart sammen, og udstillingsrummet i Holstebro er iscenesat som en samlet forestilling, men vi er ikke ude i en installation, og forestillingen spilles af enkeltaktører.

Klassisk, ja. Men hvilken ny måde at forvalte den skulpturelle arv på!