Hacking som hverdagskost

Indonesiske kunstnere har igen forsøgt at hacke sig ind i det offentlige rum på DIAS Kunsthal. Det drejer sig om at bringe hverdagen tættere på kunsten snarere end omvendt.

Som sidste led i den indonesiske tretrinsraket Hacking Urban Reality har DIAS Kunsthal i samarbejde med kurator Alia Swastika inviteret kunstnerne Wimo Ambala Bayang, Prilla Tania og Andri Abou William.

Under overskriften Hacking for a Better Tomorrow har de tre kunstnere med den udefrakommendes nysgerrighed forsøgt at forskyde faste tanke- og bevægelsesmønstre og deltaget i at bringe samtidskunsten tættere på et publikum, der ikke nødvendigvis har deres gang i de traditionelle kunsthaller og på museer. Som de forrige gange har det kunstneriske arbejde bestået i at udføre en række stedsspecifikke hacks med fokus på livet i og omkring Vallensbæk Station.

Kunstneren som hacker
For at bidrage yderligere til diskussionen om hacking som kunstnerisk og kuratorisk praksis har DIAS inviteret til åben debat på en vinbar i København. Formålet er at få italesat nogle forskellige tilgange til idéen om kunstneren som hacker ved at blande de ovennævnte indonesiske kunstnere med repræsentanter fra den hjemlige scene. Udover direktør for DIAS, Rasmus Vestergaard, er der også blevet plads til de lokale kunstnere Asbjørn Skou (f. 1984) og Oskar Jakobsen (f. 1986).

På trods af forskelle har de tre indonesiske kunstnere det til fælles, at udgangspunktet for deres praksis er dagligdagen og det levede liv. Således har Prilla Tanias store interesse i længere tid været mad, og hvad hun betegner som den brudte fødevarecyklus i Indonesien.

Ved at hacke fødevareindustriens affaldsproduktion og bruge emballagen som et genbrugsmateriale til kunst, ønsker hun i værket E (2013) at sætte fokus på de valg, vi som forbrugere foretager under indkøb. “Når vi handler i supermarkedet, stemmer vi på forskellige varer,” forklarer hun for at understrege betydningen af disse ofte ubevidste valg.

Demokratisk smørrebrød
Koblingen mellem demokratiske valg og fødevarer fører hun videre i sit hack på DIAS, hvor Tania opfordrer de forbipasserende til at afgive stemmer på forskellige ingredienser til et stykke smørrebrød, som hun efterfølgende på bedste demokratiske vis sammensætter ud fra de mest populære valg.

Den målrettede tur gennem stationen bliver på den måde afbrudt af en stillingtagen, hvor den forbipasserende populært sagt stemmer med fødderne. Det er datavisualisering gennem en dansk nationalspise, og projektet skal da også inspirere til eftertænksomhed omkring den enorme opsamling af data, de fleste ubevidst er udsat for i hverdagen.

Endelig er der en pointe i, at der ikke er garanti for, at den demokratiske proces fører til et særligt velsmagende stykke smørrebrød, og på den måde afslører hacket også sin egen iboende problematik.

Tanias kunstneriske projekt handler om at lægge strategier for en bevidstgørelse hos de folk, der interagerer med kunstværker, men det drejer sig også om at få flere til at deltage i kunsten, og så er det mindre vigtigt, om de selv oplever, at det, de deltager i, er kunst.

“For at opleve kunst, behøver du ikke at vide, hvad du foretager dig. Du vil stadig have oplevelsen, og du kommer stadig til at foretage et valg. Det er refleksionen, der er vigtig – ikke at du indser, at det er kunst,” forklarer Tania.

Et kunstnerdrevet miljø forankret i traditionen
At få kunsten væk fra de traditionelle institutioner og ud blandt borgere i det offentlige rum er ifølge Rasmus Vestergaard en af de vigtigste ambitioner for DIAS. Omvendt fortæller Alia Swastika, at den indonesiske kunstscene er præget af et fravær af institutioner for samtidskunst, og at miljøet langt hen ad vejen er kunstnerdrevet.

Hun beretter samtidig om en kunstnerisk praksis, der i høj grad fungerer i forlængelse af ritualer og traditioner forbundet med årstiden eller vigtige livsbegivenheder. Dette forankrer i højere grad samtidskunsten i en social og historisk kontekst, end hvad vi er vant til herhjemmefra, hvor kunsten i store træk følger sin egen løsrevne kalender.

En talisman mod regn
Det er i denne sammenhæng, vi skal forstå de talismaner, Andri William har udviklet i samarbejde med lokale shamaner. Ifølge William er shamanens traditionelle rolle i Indonesien at bistå med talismaner ved lejligheder, der kræver lidt ekstra støtte fra det hinsides – ikke mindst i forbindelse med at forhindre regnvejr.

Når han på DIAS uddeler talismaner eller offergaver, synliggør William, hvordan den kunstneriske praksis kan tage udgangspunkt i en folkelig, religiøs tradition og snarere end fuldstændig at stoppe regnen i november, udstiller han et fravær på den danske kunstscene.

Kunstnerens forståelse af hacket ligger langt fra en digital IT-tankegang, som er eksplicit hos DIAS, og som vi også genfinder i værket A Controlled Movement in Space (2011) af Oskar Jakobsen, hvor den svensk-danske kunstner ved hjælp af en simpel dekrypteringsrutine og et opslag i Google Maps formår at vise et billede af beskuerens hoveddør, hvis vedkommende fører sit sygesikringskort igennem en kortlæser.

Reframing reality
Wimo Bayangs bidrag består i at placere noget, han betegner som typisk indonesisk, i en dansk forstadskontekst. Indonesien er som et muslimsk land præget af de fem daglige kald til bøn, hvor arbejde stoppes og sågar tv-udsendelser afbrydes med pastorale diasshow.

Som ikke-muslim er Bayang splittet. På den ene side var han i lang tid irriteret over den forstyrrende og ofte kakofoniske messen, på den anden siden rammer de fem daglige afbrydelser dagen ind i en tidsmæssig logik, der også gælder for ham.

Under afspilningen på Vallensbæk Station har Bayang ligeledes hacket sig ind i de eksisterende udstillede videoværker og erstattet dem med danske landskabsoptagelser.

Han betegner selv sit arbejde med at forskyde konteksten som “reframing reality” og vil gerne facilitere et nyt syn på forskellige kulturelle fænomener og klichéer. Således har han tidligere sat fokus på spytteriet i Kina og forholdet til de tidligere koloniherrer fra Holland i sit eget hjemland.

Hans afbrydende fremmedelement på stationen kan naturligvis afstedkomme reaktioner, der spænder fra det undrende til det decideret fjendtlige og minder mest af alt om det, man i computerverdenen kunne betegne som en orm. Netop hackets tosidede natur finder Asbjørn Skou interessant, og han påpeger, at hacks af én type kan have det formål at reorganisere dårligt fungerende systemer, mens en anden type rummer potentiale for kaos.

Rasmus Vestergaard er bevidst om kaoselementet, og DIAS har i den tredje omgang af Hacking Urban Reality valgt at omfavne det og give kunstnerne meget frie tøjler. I pressemeddelelsen fra DIAS kan man læse, at Hacking for a Better Tomorrow er “forankret i en undersøgelse af alternative, demokratiske anvendelser af digitale medier.”

De tre indonesiske kunstnere har dog vist sig at have et langt mere analogt udgangspunkt for deres hacks, og de har således måske ikke bare bidraget med den udefrakommendes blik på et udsnit af det danske samfund, men også til en udvidet kunstnerisk forståelsesramme for hacket som sådan.