Haps, siger Carlsberg!

Inden Carlsberg lukkede produktionen i Valby nåede JacobKirkegaard at optage lyde fra de mange rør, der løber under og igennemCarlsberg Bryggeri. De blev spillet igen den 11. februar i en af de mange kældrepå det store område.

I fire mørke rum afspilledes de mange susende lyde fra degamle rør og hvert rum havde sine lyde, der så igen ændredes og skiftedekarakter. De dannede sammen et foranderligt værk, der bølgede rundt i rummene.

Og i et mørke der føltes fuldstændig tæt, væltede man oversine egne ben, og andres børn, i et forsøg på at opleve Jacob Kirkegaards værk Under bjerget – og det føltes godt.

For det er det det handlede om her – hvordan det føltes. Vikunne ikke se noget og var tvunget til at lade os rive med af et lydunivers,hvor buldren og bragen blandede sig med varme toner. Vi blev spist af Carlsbergi en vældig performativ handling.

Sanselighed
Jacob Kirkegaard arbejdede her med sanselighed afdimensioner, vi ikke rigtig er vant til. For det første var det fuldstændigtmørkt og for det andet ramte bassen lige i maven, så man ikke kunne undgå atblive påvirket.

Det var så let bare at hengive sig til de bølgende ogvibrerende lyde fra de gamle rør – der var ikke rigtigt andet at lave og selv stemmerneog skridtene omkring én blev en del af helheden.

Enkelhed
Og grunden til, at det virkede er enkeltheden i projektet. Kirkegaardgjorde nogle helt enkle ting, og gav plads til, at man kunne lade sin fantasiløbe af med en. Man kunne forestille sig alt – lige fra at gå rundt inde imaven på en stor maskine, til at eksistere i en overmenneskelig sub-virkelighedaf pulserende lyde.

Stedspecifik kunst?
Op til arrangementet havde medierne dækket denne begivenhed,som et gensyn med Carlsbergs pulserende liv og alt øllet i rørene, men værketbegrænsede sig ikke til kun at handle om Carlsberg eller at vække fabrikken tillive igen. Det forholdt sig åbent i forhold til sin beskuer og låste ikke dennefast i forestillingen om en svunden brygger-æra.

I stedet fokuseredes der på den enkelte besøgendes oplevelseaf værket. Der var ikke en eneste planche eller forklarende tekst, men blotmørke rum, hvor der pumpedes oplevelser og lydbilleder ud.

Hvorfor så personlig?
Det var befriende at kunne forholde sig umiddelbart tildette værk. Konceptkunsten kræver normalt en del formidling, ”den mursten I serher på gulvet, er en kommentar til…”, men her lod Kirkegaard sine besøgende prøve det på egen krop og værkets’performativitet’ var tydelig.

Performativitetsteorien er en af kunsthistoriens yngste børnog behandler det teatrale i kunsten: hvorfor oplever vi overhovedet noget, nårvi står foran kunst? Det er fordi kunsten performer for os, og vi performer medkunsten (ser på den, føler på den, hører den osv.).

Velvillig interaktion
Et kunstværk kan altså opfordre beskueren til at deltage isit projekt og mange nyere værker kræver ligefrem, at man deltager.

Kirkegaards værk krævede beskuerens deltagelse, påtvang en reaktion.Man kunne ikke undgå at interagere med Kirkegaards værk, og man gjorde det enddavelvilligt. Vi interagerede og spillede med på præmissen og blev på den mådesuget op og indtaget af Carlsbergs Bryggeri eller et andet stort væsen –dernede, dybt i mørket.