Har du penge, så kan du få
Langeland har fået et nyt galleri for samtidskunst. Lige nu udstiller Joaquín Zaragoza.
Langeland har fået et nyt galleri for samtidskunst. Lige nu udstiller Joaquín Zaragoza.
Langeland har fået et nyt galleri. Det er der som sådan ikke noget nyt i. For det vrimler nemlig med gallerier på Langeland, hvor kunstnere valfarter til for at opleve det særlige lys, der efter sigende skulle være på øen. Således er der masser af kunstnere og gallerier, der udstiller værker, der primært skildrer mere eller mindre abstrakte naturfænomener.
Nyheden
Det er her, nyheden kommer ind i billedet. For det nye galleri har nemlig den frækhed at kalde sig for et galleri for "Samtidskunst". Og det nye galleri, Galleri Püschl+, er ikke interesseret i naturen. Eller det vil sige, det er det selvfølgelig, idet det som erklæret galleri for samtidskunst ønsker at afdække en polyfoni af det moderne menneskes vilkår. Og der indgår naturen følgelig også som en præmis. Men her vil det være det moderne menneskes oplevelse af den kulturelt frembragte natur, der får lov at fylde.
Dagens tilbud: Joaquín Zaragoza
Den udstilling, der i øjeblikket kan ses, handler således heller ikke om naturen i traditionel forstand, omend den dog søger at fortælle os et og andet om den menneskelige natur. Det er den spanskfødte billedhugger og video-kunstner, Joaquín Zaragoza, der har skabt udstillingen Dagens tilbud på det lille galleri, der ligger midt i den idylliske gamle købstad, Rudkøbing, på Langeland. Og netop placeringen og rummet er væsentlig for kunstneren, der altid arbejder med dette som en vigtig mod- og medspiller til sine installationer.
Slagterforretning
I dette tilfælde er rummet begrænset til provinsen, der tager sig ud som et skønmaleri fra forrige århundrede, hvor de fleste af husene er fra. Således også dette hus. Der er tale om en gammel slagterforretning med højt til loftet, gamle flisebelagte vægge og klinkegulv. Lige til at tørre af, hvis man skulle komme til at spilde blod fra de døde dyr. Der er da også en vis smerte og kulde indbygget i den installation, som kunstneren har frembragt.
Spørgsmål til den stråtækte idyl
Dagens tilbud er nemlig udstillingen, der stiller os ansigt til ansigt med vores egen moderne, meningsløse livsførelse, karakteriset gennem forbrug, selviscenesættelse og ensformighed. Iværksat i den gamle slagterbutik i den pæne gamle by, kommer udstillingen således også til at stille spørgsmålstegn ved de pastelfarvede facader og hele den stråtægte idyl, som al råheden præsenteres i.
Altaner fra Himlen
Med et enormt tilbudsmærkat afspærres den ene af de to store butiksruder, der udgør galleriets facade. Imellem de udskårne papirstrimler i den skriggule ’tilbudsstjerne’ kan man skimte ind i rummet og dér opdage en projektion af en slags, der vækker nysgerrigheden. Hvad er det, der sker? Hvad er det, der falder ned fra himlen? De forbipasserende, der tager mod til sig og trykker dørhåndtaget ned vil opdage, at det er er altaner. Altaner, der daler ned fra oven som tetrisbrikker, der lægger sig til rette i et puslespil. Altaner og brikker, der alle ligner hinanden til forveksling og er ekkoer af Gjellerupparken, Mjølnerparken, Vollsmose og alle de andre sociale boligbyggerier fra 70’ernes og 80’ernes betonelskende Danmark. Byggerier, som ikke uden grund fik sigende tilnavne som, ‘Kaninburrerne’ og ‘Dødens gebis’. For hvem er de skæbner, der sidder inde bag altanerne? Ligner og mimer de også hinanden? Og hvorfor?
Elektroniske forstyrrelser
Med til videoen hører en ikke uvæsentlig lydside. Det er lyden af elektroniske forstyrrelser af en slags. Lyde, der får tilskueren til at associere til Stjernekrigsfilm og anden sci-fi robotiseret kultur. Og der er flere visuelle og auditive indtryk at komme efter på udstillingen, men hvad der gemmer sig på optagelsen fra stormagasinets rulletrappe på galleriets fladskærm, skal ikke afsløres her, blot at dette videoværk bidrager yderligere til fornemmelsen af indre uro og meningsløshed skabt af og udfoldet i konsumkulturens nådesløse rum, samt at det gigantiske selvportræt af en nøgen kunstner ikke ligefrem undergraver denne foruroligende stemning.
For 25 kr. aflodsbreve
Heldigvis kan man for billige penge (kun 25 kr.) købe et af de af kunstnerens frembragte aflodsbreve og på den måde genfinde sin indre forbrugerharmoni, inden man atter forlader udstillingen og forsvinder ud i Rudkøbings små idylliske gader. Se det er i sandhed dagens tilbud.