Havens fiktioner

Det er mørke billeder, Birgitta Lund har samlet i kunstbogen The Garden. Men også billeder med voldsomme lysindbrud. Om det er fyrværkeri eller krigsudbrud, det er ikke til at se. Motivet er mennesker, der betragter. Hvad de betragter, hvad de er vidner til, er ikke tydeligt. De står sammen eller alene.

Måske er de forventningsfulde, måske foruroligede, det er i sig selv foruroligende, at man ikke kan afgøre det, billederne lader sig ikke holde fast, de giver ikke noget svar på, om den lysblakkede himmel, disse mennesker ser mod, afslører noget smukt eller noget fuldstændig forfærdeligt. På andre billeder ser vi dele af en mellemøstlig scenografi, halvmåne og lysfyldt kuppel, men vi ser også billeder af mennesker koncentreret om at skyde eller at styre noget.

Da orienten var sexet
Menneskene er både vestlige og mellemøstlige af udseende, helt almindelige mennesker, som ikke gør det muligt at stedfæste scenariet. Men billederne er, som også bogens tekst fortæller, taget i Tivoli midt i København.

Det er altså ikke krig, vi bevidner, men leg og fyrværkeri og fryden og gyset ved samme. Ligesom bygningerne er Tivolis orientalske kulisser, skabt i en tradition fra dengang, da Orienten var et lokkende begreb for vesterlændinge forbundet med nydelse og seksualitet, i modsætning til dagens dominerende fortællinger om religiøst vanvid og terror. 

Vi elsker det orientalske i Tivoli, uden nogensinde at tænke på, hvordan det egentlig hænger sammen med, at en stor del af vores medborgere har rødder i den kultur, og at selvsamme kultur ikke i dag er genstand for megen æstetisk fascination.

I Lunds billeder bliver det tydeligt, i hvor høj grad Tivoli er en anakronistisk lomme. Den slags lommer har vi brug for. Men vi har også brug for billeder, der får os til at se, hvad det er for scenarier, vi færdes i, og tænke over, hvordan de egentlig stemmer overens med de fiktioner, der netop nu dominerer vores samfund.

‘Rigtige indere’
Georg Carstensens Tivoli åbnede i 1843. Han havde fået ideen til stedet fra de romantiske forlystelseshaver rundt omkring i Europa. I dag er Tivoli mere end en forlystelsespark, dem findes der jo så mange af, men Tivoli er særligt, også fordi det er et historisk sted. I Tivoli har den æstetiske kontemplation i form af blomster og drømmebygninger fra fjerne verdener altid haft en fremtrædende plads.

Det går tilbage til slutningen af 1800 tallet hvor det orientalske kom på mode i Vesten, og hvor Tivoli var stedet, hvor det kunne rendyrkes som billedverden. Forestillingerne om det orientalske og fremmedartede udartede sig i nye scenografier af fantastisk tilsnit.

Det var også tiden for folkeudstillinger, som var deciderede tilløbsstykker, folk valfartede til Zoo og Tivoli for at se rigtige negre, indere eller kinesiske familier udstillet. 200 år efter er tiden en anden. Men stadig står en stor del af den gamle scenografi tilbage, foruden hvilken Tivoli blot ville være et andet Bonbonland.

Danmark i krig
Kunstneren og fotografen Birgitta Lund har gennem lang tid været optaget af Tivoli, og af det clash mellem virkelighed og drøm, som Tivoli repræsenterer.

I bogens indledende samtale med vennen og dokumentarfilminstruktøren Brian Palmer, fortæller hun, at projektet begyndte, da hun efter at have boet 20 år i New York vendte tilbage til Danmark. Som var et andet Danmark end det hun forlod, f.eks. var det et land i krig, et land, hvor polariseringen mellem ”dem” og ”os” var blevet større, og et land gennemsyret af en frygt, hun ikke forbandt med det mere tolerante land hun huskede Danmark som.

I sine poetiske, ekspressive fortolkninger fokuserer hun på havens gæster, primært børn og unge, både som betragtere og som aktive. En mørkhåret rygvendt mand der sigter. En ung pige, der nærmest vantro holder hånden for munden. Muslimske kvinder bag en gitterlåge. Palmer, halvmåner. Blitzende lys på himlen. Natteregn. En lyshåret dreng, der stirrer tranceagtigt ind i spillemaskinen, en anden der gemmer sit ansigt ved en voksens bryst og kun vender ét vidtåbent øje ud mod det, vi ikke kan se.

Poetisk dobbelthed
Vi ser ikke, hvad de ser på, kun ansigterne, øjnene, og det er her, fascinationspunktet i Lunds billeder ligger. At det forfærdelige og det underholdende kan se så ens ud. At billedet af den mørkhårede sigtende mand helt automatisk fremkalder andre billeder af mørkhårede sigtende mænd. At det ville have virket helt anderledes, hvis det havde været en lyshåret mand. Man bliver ubehageligt opmærksom på sine egne automatreaktioner, når man ser Lunds værker.

Lund er optaget af Tivolis fiktion. Fordi Tivoli er et iscenesat mikrokosmos, en lille verden i verden, har stedet kunnet danne den perfekte ramme, for de billeder hun ville skabe.

Hendes arbejde er ikke dokumentarisk, selv om hun bruger virkeligheden og fotograferer mennesker, der ikke ved, at de bliver iagttaget, men derimod en kompleks og tankevækkende form for billedfortælling om mennesker og kulturmøder. Om forestillinger og fiktioners magt.

Det er forlaget Space Poetry, der har lavet bogen, som er usædvanligt lækkert udarbejdet og med en meget høj billedkvalitet.