HCØhus – et forsinket efterskrift

På H.C. Ørstedsvej 69 på Frederiksberg har der ligget et værkstedsfællesskab og et udstillingssted fra 2013 til juni 2015, som hed HCØhus. På få år præsterede huset at samle et stort miljø omkring sig, der mødte op til et stort antal ferniseringer, performances og koncerter, som fandt sted i huset. Det var et hus der var mere præget af værkaktivitet end af talks og diskussioner og det var primært unge præ- og post akademierne, som udstillede der – og det var deres venner som mødte op. Det var i hvert fald mit indtryk.

Huset bliver nu revet ned og i stedet skal bygges en Lidl. Det kom ikke bag på nogen, for det havde været kommunens plan helt fra starten – at leje huset ud til kunstnere indtil der skulle bygges noget, der tilsyneladende gav bedre mening.

Det er en strategi at tie stille
HCØhus var fantastisk uformuleret omkring sig selv. Det fik aldrig en profil og på den måde var der langt til Statens Museum for Kunst og de andre institutioner.

Udstillingerne havde alle den temmelig tørre titel ”Ting” og så med et efterfølgende nummer: Ting#1, Ting#2 osv. Forskellige kuratorer og kunstnere organiserede udstillingerne, men det var kunstneren og kuratoren Kasper Lynge Jensen, som tog initiativ til stedet og var der gennem hele forløbet. 

Den manglende italesættelse af sig selv frustrerede mig fordi det forekom som om stedet kun henvendte sig til en indviet skare. I bagklogskabens lys, er det imidlertid noget jeg har lært at værdsatte. 

Det er i virkeligheden denne evne til ikke at formulere sig som gør dette sted værd at fremhæve. ”HCØhus var et sted som skete”, skrev de bl.a. i deres korte beskrivelse af sig selv til den nyligt afholdte alternative kunstmesse, Alt_Cph.

Husets bidrag til messen var en invitation til alle, der nogensinde havde udstillet i huset om at komme med et værk ud til messen mellem kl. 10 og kl. 18 dagen inden åbningen, og arrangere værket på de 20m2 de tilsammen havde fået til at udstille på. Den eneste regel var at det skulle kunne ligge på et gulv. Kort tid inden midnat stod der fortsat 15 mennesker i en fælles kuratering og grublede over installationen. Flere af dem havde aldrig mødt hinanden før.

Jeg kunne ikke forestille mig en mere rammende performance af og om HCØhus, end det jeg så dér.

Noget der bare sker
Det der står tilbage fra HCØhus er mindet om et sted, der skete. Det var noget i sig selv – ikke en ide, som realiserede sig selv ved at blive formuleret. Det var med andre ord noget der var – ikke noget der blev kommunikeret.

I takt med informationsteknologiernes dominans er der et tiltagende pres på kommunikere sig selv – dette ses tydeligt blandt institutioner og udstillingssteder. Der er en strategi, hvor det at kommunikere sig selv til så mange som muligt viser åbenhed og giver folk mulighed for at deltage. Men forskellen på denne kommunikative demokratisme og blot være en god sælger af sit produkt til forbrugerne er ikke altid let at få øje på (og bliver heller ikke længere set som problematisk efter new public management har kanaliseret markedslogikken ind i alle aspekter af samfundet). Men hvad er alternativet til dette?

Hverken snobbet eller menneskefjendsk
Alternativet er selvfølgelig steder som HCØhus, der hverken er menneskefjendsk eller snobbet, men udtryk for at kunsten befinder sig en kontekst, hvor kunsten er en central drivkraft i de nye former for kapitalisme, som vi oplever nu.

Flere teoretikere heriblandt Paulo Virno (A Grammar of the Multitude, 2004) og Eve Chiapello og Luc Boltanski (The New Spirit of Capitalism, 2006) har vist hvordan kunstens evne til at kommunikere symbolsk, men også til at skabe modeller for et usikkert arbejdsmarked, hvor man kan få folk til at præstere deres aller ypperste mere eller mindre frivilligt, har vist vejen for kognitiv kapitalisme og post-fordisme.

Der til har store dele af den klassiske kritiske teori været under angreb i mange år nu for at tale fra en idealiseret yderposition, som bliver tiltagende vanskelig at tro på findes. Det er en situation hvor alt det man skaber potentielt approprieres af de kræfter man er skeptisk overfor. Det er en håbløs situation uden utopier og formulerede mål for kunsten. Tilbage er der mulighederne for at etablere meningsfulde fællesskaber, med andre værdier, hvor man hverken er helt udenfor eller helt indenfor.

Vis noget andet, men vær noget velkendt
Forventningen til kunsten er ofte at den skal vise noget andet i stedet for at være noget andet. Men det er vigtigt at tage med at det er en enorm vigtig gestus fra kunsten ikke at opfylde denne kontrakt mellem publikum og kunsten, hvis den skal vedblive at være relevant, ved at være noget andet end det man kan købe sig til alle andre steder.

Netop åbenheden over for ikke at fatte en skid af hvad der foregår, er et alternativt, til det gennemkommunikerede samfund. Om noget er det dette, jeg forbinder med HCØhus – en fremmedelskende stemning, hvor man opsøgte det uforståelige.   

Et fælles komplekst hele
Men i ovennævnte position er det ikke kritisk meningsfuldt at etablere  modeller som kan reproduceres, men i højere grad reelle fællesskaber, der har fundet sted – som blot sker, men som ikke kommunikeres. Her står institutionerne over for en udfordring, da dette samtidig gøre op med deres ansvar over for et bredt publikum for også at i varetage deres interesser. Og netop institutionernes publikum er en vigtig ressource, udstillingsstederne kan og burde benytte sig af.

Teoretikeren Chantal Mouffe, der ligger i forlængelse af Virno, Chiapello og Boltanski, peger også på at det ikke længere giver mening at opretholde en splittelse af kunstverdenen mellem institutionerne og det  ’alternative’. I hendes bog ”Agonistics” fra 2013 peger hun på aktørerne i kunstverdenen er konkurrerende dele af et komplekst fælles hele, hvor forskellige former for subjektivitet udvikles. Udfordringen er imidlertid at finde ud af hvordan fremmedelskende og uudtalte fællesskaber som HCØhus kan indtage samme terræner som de store institutioner. Man kunne starte med at flere repræsentanter fra institutionerne opsøger steder som HCØhus og inkorporerer dem i deres program og samling, og bryder ud af det tilsyneladende lukkede kredsløb, der er mellem institutionerne, biennalerne og de kommercielle gallerier.

Installationen på Alt_Cph var i hvert fald pakket og klart til at indlemme i en historisk samling, som en vigtig kulturhistorisk genstand, der fortæller meget om hvad der foregik i starten af 10erne på den Københavnske kunstscene – når nu disse steder med god grund selv er så uudtalte omkring sig selv.