Heilende småpiger og folkemord i kælderen

Som en del af udstillingen Sculpting the Past / Fortid Fortolket vises en stumfilm lavet af SA-skolen i Ringsted. Her møder vi en sjældent set side af den danske nazisme under besættelsestiden.

Iscenesatte propagandabilleder blandes op med intime amatøroptagelser, hvor en ung nazist ryger en cigaret og fire små piger heiler i solen. Vi ser adskillige dansk-nazistiske sammenkomster præget af løssluppenhed og folkelighed.

Man gribes et øjeblik af vantro. Og det er hele pointen.

Filmhistorien i nyt lys
Udstillingen præsenterer 15 film, der på forskellige vis belyser den tyske besættelse af Danmark.

De vises i loop i Filmhusets stueetage, og tanken bag er at skabe en ”broget montage” af den danske filmhistorie og lære os at sætte spørgsmålstegn ved mediedækningen af de historiske begivenheder – dengang og nu.

Når kunst er kunsten at slå ihjel
I underetagen venter en filminstallation med materiale taget fra den kritikerroste dokumentarfilm The Act of Killing.

Da den blev vist i de danske biografer sidste år aktualiserede den spørgsmålene: Hvordan skriver vi historie? Og er vi interesserede i at vide, hvad der i virkeligheden skete?

Filmen fortæller om det indonesiske folkedrab på ”kommunister” der foregik i årene 1965-66. Joshua Oppenheimer besluttede sig for at sætte fortiden på nutidens dagsorden gennem et opgør med den traumatiske historie. Hans film bliver omdrejningspunktet for udstillingens anden del: multi-screen-installationen Acts of Killing.

Værket giver Oppenheimers dokumentarfilm lov til i fragmenter at brede sig ud på en række skærme. Opsætningen af installationen fungerer fint i samspil med udvalget fra den danske filmkulturarv, men jeg ville til hver en tid anbefale  at se filmen i sin helhed, frem for i denne fragmenterede version, som bliver en bleg kopi af et banebrydende mesterværk.

Sidestillingen af den danske filmarv fra 1935-1960 og materiale fra The Act of Killing er interessant, men man bliver snarere pacificeret end engageret af de mange skærme.

Udstillingen giver dog en fantastisk mulighed for fordybelse med hjemmesiden sculptingthepast.dk, hvor man kan finde i alt 77 film, som har som mål at udvide blikket på Danmarkshistorien. Man fornemmer et ønske om at aktivt inddrage (især et yngre) publikum og åbne op for debat.

Sjusket digitalisering
Et par af de film, som vises til udstillingen, er blevet digitaliseret på en så sjusket måde, at en del af filmoplevelsen spoleres af en pixeleret overflade. En film bliver vist på en billig skærm, hvilket gør, at man umuligt kan stå på en måde, hvor billedet er tydeligt og bruge høretelefonerne på samme tid. Disse forstyrrende – om end små – detaljer overrasker, da udstillingen i øvrigt vidner om, at Filmhuset har haft spenderbukserne på.

Idéen om en ”broget montage” af den danske filmhistorie falder lidt til jorden, når hele otte af udstillingens 19 danske filmklip er lavet af den samme person; dokumentaristen Theodor Christensen.

Den kvindelige instruktør Bodil Ipsen, som lavede flere film om besættelsen, er blevet valgt fra, og det efterlader en udstilling med bidrag kun lavet af mænd – og en lidt bitter smag i munden. Måske er det ikke kun udstillingens publikum, der skal opfordres til et mere nuanceret blik på den danske datid?

Den fine tematiske sammenhæng kan ikke veje op for de mindre tekniske fejl, der skæmmer filmoplevelsen, eller den manglende interaktion og mangfoldighed i samlingen. Derfor vil rådet være: Køb The Act of Killing på DVD, besøg hjemmesiden sculptingthepast.dk, som giver rigeligt med indblik og stof til eftertanke.