Helene Nymann – Om kunsten at huske

Hvordan husker vi? Og hvordan skaber og bevarer vi minder? Spørgsmål, den multidisciplinære kunstner Helene Nymann undersøger gennem sin kunstpraksis og igangværende ph.d.-projekt med titlen Memories Of Sustainable Futures: Remembering In The Digital Age.

Ars Memoria – Memes til fantasien

Nymann var sidste år aktuel med udstillingen Ars Memoria – Memes til fantasien i Rundetårns udstillingssal. En udstilling, der blev lavet i  samarbejde med kurator Iben Bach Elmstrøm og SixtyEight Art Institute.

Gennem antikke memoreringsteknikker, videnskab og kunst undersøgte Nymann, hvordan vi lagrer viden, bevarer minder, og hvordan man gennem associative billeder kan stimulere hukommelsen. Nymanns fascination af hukommelse er udsprunget af bogen The Art of Memory fra 1966 af den britiske kulturhistoriker Frances Yates, der udforsker gamle hukommelsesteknikker og genintroducerer ‘Hukommelsespaladset’ for den vestlige kultur.

Hukommelsespaladset har været et centralt element i Nymanns udforskning af, hvad vores hukommelse er i stand til. En hukommelsesteknik, som stammer helt tilbage til femte århundrede f.kr., og som forbindes med den græske digter Simonides, der siges at være den første til at bruge rumlig fantasi til at huske og bevare information. Historien om Simonides fremstilles således, at han en aften forlader et hjem efter en fest og er vidne til, at husets tag styrter ned og slår de resterende gæster ihjel. Idet Simonides kan huske, hvor hver gæst har siddet i løbet af aftenen, er han i stand til at identificere alle ligene og opnår derved en erkendelse af, hvor magtfulde mentale billeder kan være. [i]

This is my memory palace. In here I relink myself to the world. Creating images and correspondence to open up a new space of thought. [ii]

På udstillingen i Rundetårn bruger Nymann videoinstallationen M.O.L. (2017) til at illustrere, hvordan et hukommelsespalads fungerer. Teknikken består i at forestille sig en rute gennem de forskellige rum, i fx sit barndomshjem, som er tilfældet i M.O.L., og dertil placere genstande eller personer, der associeres med det, man ønsker at huske. På den måde skabes der et organiseret associationssystem, der gør det lettere at genkalde sig ting fra hukommelsen. Ifølge Nymann har teknikken en barnlighed over sig, idet evnen til at bruge sin fantasi er nødvendig for at kunne anvende hukommelsesteknikken optimalt. På den måde kan man sige, at der sker en interessant sammenkobling af intellekt og barnlig fantasi, der får mennesket til at huske det umulige.

Nymann tager også udgangspunkt i den italienske astrolog, filosof og digter Giordano Bruno, der i slutningen af 1500-tallet fremstillede hukommelsessystemer gennem forskellige kombinationer af tegn, bogstaver og geometriske figurer. En kontroversiel tænker i sin samtid, idet han troede på det uendelige univers og dermed stillede sig i kontrast til tidens religiøse forestillinger. Nymann har brugt Brunos tænkning til at undersøge, hvordan fysiske genstande kan bevare vores minder over tid. Fx var stilfærdigt roterende metalhjul med farvet voks placeret forskellige steder i den store udstillingssal i Rundetårn, hvilket usagt opfordrede beskuerne til at afprøve deres egne hukommelsessystemer.

Værkerne bar også på flere referencer, idet den farvede voks var en reference til middelalderens vokstavler og en forestilling om, at alt viden vil blive lagret og gemt i voksen. Dertil bar titlerne på værkerne ligeledes referencer til karakterer, der på hver deres måde bidrager til en forståelse af hukommelsen, og som derfor er essentielle referencer til at udfolde udstillingens tematik. TOTHM (Tip of my Tongue to Henry Molaisson) og AWAWE (Aby Warburg Arranges a World of Empathy) er henholdsvis en reference til Henry Molaison, der mistede hukommelsen efter en hjerneoperation i 1953 og derfor kun kunne huske op til timerne inden operationen, og til den tyske kunsthistoriker og teoretiker Aby Warburgs såkaldte hukommelsesatlas. [iii]

I midten af udstillingssalen i Rundetårn – og centeret i forhold til de øvrige værker – hang en overdimensioneret, skulpturel fortolkning af Hippocampus; den region i hjernen, der styrer og opretholder den menneskelige hukommelse. Et værk, der både viser, hvor fascinerende, men også hvor skrøbelig den menneskelige hjerne er. Den minder os om, at vores eksistens er afhængig af vores hukommelse, idet vi uden den ikke ville være i stand til at huske vores fortid eller forestille os en fremtid.

Samlet fremstår Nymanns skulpturelle værker nærmest som en stor hukommelsesuro, der i alt sin stilfærdighed overskueliggør det mest komplekse, og samtidig lukker beskueren ind til nye måder at opfatte verden på.

Kunstnerisk research

I forbindelse med udstillingen i Rundetårn blev Nymanns publikation af samme navn, Ars Memoria – Memes for Imagination, også lanceret. En publikation, der er udgivet af SixtyEights uafhængige forlag Really Simple Syndication Press, hvis formål er at støtte og publicerer kunstnerisk research. Ars Memoria – Memes for Imagination er derfor en publikation, der udfolder Nymanns kunstneriske research og dokumentation af udstillingen i Rundetårn.

Med kunstnerisk research menes der, at den kunstneriske praksis tager udgangspunkt i at indsamle viden, selv producere viden samt en refleksion over, hvordan det beriger den kunstneriske proces og resultatet heraf. I modsætning til kunstforskning, der ser udefra og ind på det, der undersøges, så er det kunstnerens egen indsamling af viden og indsigt, der er i fokus i kunstnerisk research. [iv]

Jeg har altid været fascineret af detektivhistorier og detektiven som en karakter, der i sin søgning efter at opklare mysterier, indlever sig i andre personers færden, belyser oversete eller glemte detaljer for derigennem at lave forbindelser, der sammensætter et større billede/narrativ af hvad hun/han ser som en sandhed. Det er denne søgning og disse forbindelser, som for mig er essensen af kunstnerisk research.

Som det ovenforstående citat af Nymann indikerer, så er kunstnerisk research den foretrukne tilgang i hendes kunstpraksis og er ifølge hende selv en tilgang, hun blev introduceret til under sin bachelor på Goldsmiths i London. En skole, der især er anerkendt inden for humaniora, men som også har kunstlinjer samt utallige af andre fag, der sammenfatter research og praksis.

En stor del af Nymanns kunstneriske research har derfor helt naturligt bestået i at alliere sig med en lang række bidragsydere af forskelligartede faglig karakter. Kurator Iben Bach Elmstrøm, kunstner Joachim Koester, neurolog Lauren Silbert, forfatter Mette Moestrup og psykolog Diana Ø. Tørsløv Møller er alle blandt bidragsyderne og har hver især bidraget med viden og perspektiver på emnet. Fx har kurator Iben Bach Elmstrøm bidraget med en refleksion over, hvorledes udstillingen udfoldes i et rum, hvor massevis af bøger fra det tidligere universitetsbibliotek gik tabt på grund af Københavns store brand i 1728, og hvordan det resulterede i en form for ‘hukommelsestab’:

Human history has suffered many losses due to the material fragility of things, leaving gaps in history and collective memory. [v]

Neurolog Lauren Silbert giver et andet perspektiv ved at give eksempler på hvor let påvirkelig, vores hukommelse er. Ifølge Lauren Silbert så findes der videnskabelige undersøgelser på, hvordan vi fx tror en bog er tungere, hvis vi får af vide, at det er en vigtig bog frem for en ligegyldig bog, eller hvordan vi påvirkes til at tro, at en person, der holder en varm kop kaffe, har en venligere personlighed end en, der holder en kold kop kaffe. Med disse eksempler pointerer hun dermed følgende:

(…) the way we experience the world is not simply a reflection of the word, but rather a reflection of the interaction between the world and our own momentary internal state of emotion, posture, language, physicality, and even memory. [vi]

Alle bidrag i publikationen giver et billede af, hvordan en tværfaglig tankegang og sammensætning kan tilføre noget til kunstnerisk research, og hvilke nye muligheder det skaber i forhold til at belyse, forstå og formidle viden. Som Nymann beskriver det:

(…) Så viser det netop i hvilket omfang kunst kan operere, og hvorledes det gennem dialog og samarbejder på tværs af discipliner tit kan stille meget mere interessante spørgsmål.

Memories Of Sustainable Futures: Remembering In The Digital Age

Som nævnt indledningsvis er Nymann i øjeblikket i gang med et praksisbaseret ph.d.-projekt med titlen Memories Of Sustainable Futures: Remembering In The Digital Age. Et projekt, som kan ses som en videreførelse og udvidelse af Nymanns udstilling i Rundetårn og publikation Ars Memoria – Memes for Imagination. Helene Nymann undersøger i sit ph.d.-projekt, hvordan den teknologiske udvikling og vores stigende brug af digitale medier har ændret måden, vi bruger vores hukommelse.

Ifølge Nymann viser den nyeste forskning, at digital og online stimulans påvirker vores bevidste valg af, hvilke informationer vi ønsker at huske. En udvikling, Nymann mener vi må tage alvorlig, idet vores forhold til og opfattelse af minder ændrer sig over tid. Ved at bruge mnemoteknikker som kunstnerisk metode vil Nymann således skabe værker – eller Denkräume, som hun kalder dem – der undersøger nye alternativer til at huske og navigere i et samfund, der er under en konstant teknologisk udvikling.

Idet projektet er et igangværende forskningsprojekt, vil der formentlig opstå mange flere forgreninger end dem, der kan nævnes på nuværende tidspunkt. Det bliver derfor interessant at følge, hvor Nymann gennem videnskaben og kunsten fører vores hukommelse hen.