Helvede er løs!

Peter Linde Busk (f. 1973) er en af sin generations mest succesrige billedkunstnere. Samlerne har for længst fået øje på ham – også i udlandet. Hans værker bliver revet væk ved åbningerne, så hans gallerister i ind- og udland gnider sig i hænderne.

Men sjældent bliver der talt om indholdet og budskabet i hans kunst, hvor han spiller på et bredt klaviatur af medier, ligesom hans kunst er signalkraftig, mytologisk, skæv, vild – og klart i familie med både CoBrA-kunstnernes spontan-maleri, street artists og med de amerikanske, abstrakte ekspressionisters eksperimenter med fladen som et uendeligt mulighedsfelt – ja, en slagmark. Han fryder sig over at have fået frie hænder på sin nye udstilling, og man må sige, at han er gået planken ud. Alle hans antihelte er ude at gå på udstillingen.

Hans syn på menneskets grundvilkår er præget af eksistentielle overvejelser, og inspirationen er ofte litterær: Don Quijote, Dorian Gray, Rodian Raskolnikov, Lykke-Per, brødrene Karamasov og andre uheldige helte får skikkelse i Peter Linde Busks værker.

”Jeg forsøger at give noget taletid til de kuldsejlede,” siger han.

Fear the Man from all Sides
Kunsten.nu har sat Peter Linde Busk stævne, dagen før udstillingen åbner. Vi går rundt i udstillingen og iagttager hans rigt orkestrerede drama i det store, aflange rum oppe under taget.

Titlen er lang – det er den næsten altid hos Peter Linde Busk – denne gang gælder det ordsproget: Fear the Goat from the Front, the Horse from the Rear and Man from alle Sides. Selv om det angiveligt stammer fra Assyrien, så er der lidt af en westernfilm over det. Titlen er en påmindelse om at se sig godt og grundigt om og tage sig i agt, for fjenden lurer lige rundt om hjørnet.

På udstillingen giver Peter Linde Busk en opvisning i næsten alle tænkelige kunstneriske medier: glasmosaik, gulvtæpper, en loftsudsmykning, skulpturer i keramik og bronze, tapeter, maleri, litografi, træsnit og – som noget helt nyt – keramiske relieffer.

Figurgalleriet er ruinagtigt, hullet og næsten opløst, men optræder på baggrund af nogle stramme mønstre, der synes at holde dem i skak. Det er Busks kendte fallenter og slagne skikkelser, som undertiden må støtte sig til stokke, hvis ikke de er lappet sammen på må og få og på kryds og tværs. De ser ud, som om de kommer direkte fra krigen eller fra et slagsmål – korporligt eller psykisk. Nogle af dem er kvindelige, og to af dem er iklædt skørter. Men de er ikke ligefrem nogen skønhedsåbenbaring, og de ligger meget langt fra Edgar Degas’ berømte ’Danserinde med balletskørt – fjorten år’, som kan ses et par kilometer herfra på Glyptoteket.

Medtagne figurer
–Hvad handler dette figurgalleri egentlig om?

”Mine figurer har været udsat for så mange trængsler. De er udmattede. Måske kommer de fra en slagmark – men ikke nødvendigvis fra krigens. Det kan lige så vel være en dysfunktionel familie eller en indre slagmark. Der er huller i dem, de er forvredne. Nogle af dem har mistet et ben og holder sig kun oprejst i kraft af stokke eller andre støttestrukturer, som for eksempel i reliefferne med de indsatte træstykker. De er mærkede. Men de ydre forvridninger er for mig ikke ensbetydende med, at der er tale om en fysisk deformitet, de kan også spejle en indre konflikt eller indre tilstand. ”

–Du har meget overraskende fusioneret den to- og tredimensionale kunst i dine keramiske relieffer. Rent fysisk har du boret figurerne, der naturligvis er fladere end dine keramiske skulpturer – fast i bagbeklædningerne med bolte, som ses tydeligt.

”Det er en meget specifik metode, som jeg har brugt til at fiksere figurerne. Det er ligesom boulderings, som man bruger på klatrevægge. Det, jeg godt kunne lide ved denne metode, var, at jeg kunne skrue disse bolte ind i figurerne på en sådan måde, at de refererer til imaginære stjernekonstellationer – som om figurerne har deres egen kosmologi. Samtidig er vimplerne sat op, så de krydser hinanden i de samme punkter som en af disse imaginære konstellationer. Titlen paa vimpelinstallationen, The Northern Crown, spejler så igen nogle andre betydningsniveauer i udstillingen, i og med den refererer til myten om Theseus og Ariadne – og Ariadnes krone, Corona Borealis.”

“Imidlertid har jeg her på udstillingen været mere optaget af Jorge Luis Boerges’ novelle ’The House of Asterion’ end af den oprindelige græske myte. I hans udlægning af myten er det interessant, at minotauren længes efter at bliver fritaget fra den barbariske rolle, som han er blevet tildelt. Han længes efter at dø og blive udslettet, hvilket bliver klart i den sidste sætning, som  Theseus overraskende udtaler: ”Vil du tro det, Ariadne, Minotauren forsvarede knap nok sig selv.”

Barbari
–Slagtebænkene har i sin tid været vidner til nogle blodbade!
”Ja, der har fundet en vis form for barbari sted, det er jo ”Killling Fields” helt bogstaveligt. Når jeg laver de keramiske skulpturer, bruger jeg faktisk også køkkenredskaber. Fx knive.”

“Ler er et materiale som man relativt nemt kan modellere til en eller anden form for fysisk manifestation. Men det, som interesserer mig mest ved at arbejde i ler er, at det giver mig mulighed for meget fysisk og hurtigt at kunne formgive og forvride paa en maade, som har saa klare stoflige forbindelser til kroppen. Det er en måde at gestalte psykiske mekanismer på i en tredimensionel form.”

Der er ni keramiske skulpturer i det centrale rum og én i det bageste. De er alle glaseret med hvid glasur. De har en helt vild, taktil overflade og er fyldt med spor efter kunstnerens handlinger. I den forstand er de performative, ligesom de også spiller en rolle som på en teaterscene. Det gælder også de to bronzeskulpturer, hvoraf den ene går både frem og tilbage.

Personlig biografi
Jeg forsøger at fritte Peter Linde Busk lidt ud om hans personlige baggrund for bedre at kunne forstå hans så hårdt ramte figurgalleri, men han ønsker ikke at blotte sit privatliv:

”Men jeg har selvfølgelig en personlig biografi og et bestemt temperament, og jeg kan nikke genkendende til Artauds betragtninger omkring van Gogh og kunstnerisk skabelse generelt: at kunstnere fundamentalt set laver kunst for at undslippe et eller andet personligt helvede.”

“Jeg er på den ene side optaget af dekoration og mønstre og på den anden side af kaos og opløsning. De dekorative elementer, for eksempel i reliefferne, giver de forslåede en slags oprejsning og værdighed, som de har mistet. På samme måde med beslutningen om at placere de keramiske figurer på slagtebænke.”

–Du har gået på flere akademier i udlandet. Har du søgt ind dér, hvor der var en professor, som du vidste, at du gerne ville lære noget specifikt af?

”Egentlig kun i Düsseldorf, hvor jeg søgte ind som gæsteelev for at få Peter Doig som professor, fordi han er sådan en god maler. Men generelt har jeg forsøgt at eksponere mig selv for en masse forskellige kunstneriske udtryk og håndværksmæssige tilgange og har suget godt til mig undervejs. I en årrække var jeg også assistent for den britiske maler David Thorpe (f. 1972), som er meget optaget af den britiske Arts and Crafts-bevægelse. Den håndværksmæssige side af kunsten interesserer mig, men fx keramikken sprang jeg bare ud i helt forudsætningsløst for nogle år siden, og dér fandt jeg endnu et medie, som jeg er blevet meget optaget af.”