Her er en krukke

Når udstillinger bliver så store, at man ikke kan se det hele, vil jeg træne evnen til at få øje på et enkelt værk og holde det fast.

I år er året for de helt store europæiske kunstbegivenheder, for der er både Documenta i Kassel plus Athen og Skulptur Projekte i Münster foruden Venedig Biennalen, der kan toppes op med Art Basel. Nogle tager turen rundt til åbningerne i maj og juni måned, hvor sociale medier er ved at skvulpe over af meldinger fra de kompakte oplevelser og der deles strategier for, hvordan man bedst går til herlighederne. Nogle anmeldere bekender kulør og skriver om, at man umuligt kan se det hele, med mindre man har mange dage hvert sted, hvilket de færreste tillader sig.

Der tales om, at der kan være en pointe i, at ingen ser alt. Kunstværkerne er slugt af masseudstillingerne, og det er nødvendigt at forholde sig til rammen og oplægget, ja, de timelange pressemøder kan i sig selv blive genstand for en analytisk reportage.

Nuvel, jeg glæder mig til at tage turen og få en fornemmelse for det altsammen, velvidende at jeg skal gøre mig umage for at bevare evnen til at lade enkeltværker fæstne sig. Det er som Roland Barthes, der i Det lyse kammer fra 1980 skrev om værkets punktumværdi, der samler læsningen og fastholder betydningen. Monsterkunstudstillinger skal have nogle punktummer i sig. Dem vil jeg kunne være modtagelig overfor. Jeg øver mig med et værk af Anne Skole Overgaard, som jeg nyligt så på en gruppeudstilling. Dette her:

Det er ikke et værk, som gør meget væsen af sig. Det larmer ikke. Der er intet ved måden, som det præsenterer sig på, der gør det mystisk eller udfordrende. Selv titlen er mere faktuel end intellektuel. Vi får bare at vide, at det er en krukke foran Paolos tantes hus.

Der er noget med krukker som motiv. Særligt de robuste og smukt udformede af slagsen. Men også fordi krukker er beholdere, som vi kan fylde noget på, de har en funktion, men har også været del af rituelle traditioner.

Krukken her er tung og måske tom. Den må være støbt eller hugget i et materiale, som kan være udendørs, for den står tydeligvis på fliser ved en pudset mur, der ligner en mur, som afgrænser en have eller en indkørsel ved noget bebyggelse. Paolos tantes hus. Vi er i Italien, det går jeg ud fra, for jeg er bekendt med at kunstneren ofte opholder sig dér.

Selve krukken er da også klassisk middelhavsstil med et symmetrisk, vifteformet mønster. Pyntekrukker mimer gerne de planter, som de er beholdere for. Men denne krukke er lidt glemt, for den sidder som motiv i en tegning uden tydelige spor af noget, som kan vokse. Den er tom, den står ikke ved kanten af en svømmepøl eller ved en indgangsdør flankeret af en tvilling. Den er noget for sig selv. Det er derfor, jeg holder så meget af den.

Gitterhegn og sølvstift
Selvfølgelig ser jeg først og fremmest krukken, men jeg ser lige så meget det gitter, som rager op over eller fra murens nedadgående vinkel i højre side af billedet. Gitteret, som nogen har sat op for at supplere muren, er gået lidt ud af form og løsner billedets overordnet nubrede udtryk. Fliser, krukke, mur, kant er bastante, det er gitterhegnet ikke. Den mørke ubestemmelige tjavs i øverste venstre hjørne stikker også af. Det er godt set. Også andre værker fra denne kunstners hånd har overlegen beskæring og komposition. Anne Skole Overgaard har, altid med stor omhyggelighed, lavet andre præcise detaljeværker af bygninger og planter.

Navnlig dette værk, af tantens krukke, har fantatiske detaljer. Eksempelvis de mørke aftegninger fra bagmuren, hvis overkant af fliser har måttet tage imod mere regnvand, hvor fliserne grænser op mod hinanden. Der er heller ingen tvivl om, at sollyset kommer fra højre.

Det er også værd at hæfte sig ved teknikken, for dette billede er tegnet med en sølvstift fæstnet i et træskaft, ikke en blyant. Det har gjort en forskel for kunstneren, der har ønsket at bruge en førmoderne teknik. Navnligt i middelalderen og den tidlige renæssance foretrak kunstnere at bruge sølvstift og ikke blyant til at skitsere med. Sølvstift blev brugt både på grundet papir som selvstændig tegning og på lærred før maleri. Stregen fra en sølvstift bliver ikke tværet ud i eller kan ses gennem et eventuelt senere lag maling.

Værket er fint i sig selv, men det bliver endnu finere, når man ved, at det er tegnet med sølvstift, og det synes at passe godt til dette motiv, som er den efterladte pyntekrukke ved en tantes hus. Som resten af noget forskønnelse på en plet, som ellers er markeret ved noget tilfældigt metalgitter.

Stille natur
Jeg kan godt lide at få øje på denne krukke. Jeg kan godt lide, at nogen stiller krukker frem, fordi de måske skal rumme kulørte blomster, høje planter eller velsmagende krydderurter. Eller at nogen lader krukkerne stå, selvom planterne er gået ud. Jeg kan godt lide, at kunstneren får øje på denne krukke og dens miljø og laver det til et værk.

Så når jeg om lidt pakker kufferten og begiver mig ud på årets rundrejse til de store udstillinger, så vil jeg huske denne oplevelse og være opmærksom på også at kunne få øje på de enkelte værker i de store udstillinger, al deres eventuelt stille natur til trods.