Hermann Nitsch: Kødets opstandelse

Et kadaver af en kæmpestor okse er hængt op i et stillads, bugen er sprættet op og åbningen holdes udspændt, mens en flok hvidklædte mennesker ælter rundt i blodige tarme og andre indvolde. En nøgen mand bundet på et trækors bæres ind, og akkompagneret af den infernalske musik hælder de hvidklædte blod ind i hans mund – det siler ned over hagen og kroppen. 

Jeg befinder mig på Museum Jorn, og videoprojektionen med de stærke scener, jeg betragter, skildrer en af den østrigske kunstner Hermann Nitschs (1938- 2022) mange såkaldte aktioner. Her drejer det sig om den 122. aktion, der timelangt foldede sig ud i Burgtheateret i Wien i 2005 – på scenen, ved indgangen, i foyeren, i korridorerne, på trapperne med et væld af deltagere, musikere og rekvisitter. Ikke mindst dyrekadavere og spandevis af blodlignende vædsker.

Brutale og blodige seancer
Hermann Nitsch (1928-2022) var en af de toneangivende kunstnere fra den såkaldte Wiener Aktionisme, der udover Nitsch talte kunstnere som Günter Brus, Otto Mühl og Rudolf Schwarzkogler og var en særlig aftapning af de vitale kunstbevægelser, der internationalt voksede frem i de første årtier efter 2. verdenskrig: Happening, Fluxus, Body Art, Tachisme, Action Painting, Informel kunst m.fl..

Det var avantgardebevægelser, som udfordrede samfundets normer, værdier og strukturer (plus selvfølgelig forestillingerne om ‘kunst’), men østrigerne var måske de mest radikale overhovedet. Hermann Nitsch udførte sammen med kollegerne brutale og blodige seancer, hvor kroppen i ekstrem grad var i centrum – ja, kroppen fungerede simpelthen som det lærred, hvorpå kunsten manifesterede sig. 

I 1962 arrangerede Hermann Nitsch – der var uddannet grafiker, men som tidligt stiftede bekendtskab med tidens avantgardebevægelser – sin første aktion i Otto Mühls atelier i Wien, hvor han lod sig binde, som var han korsfæstet, og overhælde med blod. I sin næste aktion installerede han et fårekadaver i et galleri og overhældte det og nogle lærreder med blod og æggeblommer. Nogle gange blev der brugt fækalier og urin. Tre gange blev han fængslet – så stor en skandalekunstner var han!

Der er skrøbelige filmiske dokumentationer af enkelte af disse tidlige aktioner i udstillingen i Silkeborg, og de står som nøgne, rå manifestationer af nødvendigheden i Nitschs personlige og processuelle investering i sin kunst. Umiddelbart kan det se ud som infantile iscenesættelser af rene lidelsesprocesser, og hvad skal det så gøre godt for? 

Spørgsmålet er relevant, men allerede her tidligt i kunstnerens karriere bliver det tydeligt, at Nitsch igennem denne fornærmelse af samfundets og kunstens prætentiøsitet dels søger at trække det, der ellers er undertrykt og ubevidst, ud af gemmerne, men i samme greb også at fremmane den enorme kraft og vitalitet, der ligger gemt her. 

Senere udviklede Nitsch sin kunstneriske vision i retning af kollektive gesamtkunstforestillinger – det såkaldte Orgien Mysterie Theater. Med erhvervelsen af Prinzendorf Slot i 1971 (købt af arven fra kunstnerens kone, Beate Nitsch, der tragisk døde i en trafikulykke) fik Hermann Nitsch mulighed for nøje at orkestrere monumentale forestillinger, hvor flere hundrede mennesker deltog – fra 1998 varede seancerne hele 6 dage. 

Som en del af spillet blev der drukket igennem i vinkælderen, blod blev hældt ud af slottets vinduer, disharmoniske klokkespil i gården overdøvede kirkeklokkerne i lokalområdet, inden der blev udført kollektive maleraktioner med brug af kadavere og indvolde. De gennemkoreograferede, deltagerbaserede forestillinger blev akkompagneret af kakofoniske støjkompositioner, hvor der blandt andet blev brugt optagelser af Hitlers taler og folkloristik Schuhplatter-musik.

Nitsch var stærkt præget af mystiske forfattere, men så også i retning af de Sade, Nietzsche, Freud og Antonin Artaud. I sin bog om Orgien Mysterien Theater gør Nitsch rede for, at hans spektakler og billeder først skulle forårsage afsky hos publikum, derefter katarsis. Meningen var blandt andet at skabe dybere refleksioner om døden, en størrelse som kunstneren mente blev fortrængt i hverdagen.

Det er altså en særegen kunstner, der præsenteres i disse måneder på Museum Jorn. Men han er ikke blot et kunsthistorisk ikon, han er også yderst relevant den dag i dag.

Det mener i hvert fald Lucas Haberkorn, museumsinspektør og kurator for udstillingen:

“Udover at der stadig er brug for at udfordre tabuer omkring for eksempel nøgenhed, seksualitet og død, så er Nitschs kunst også en fejring af overlevelse og af livet i sig selv. Nitsch siger: ‘Uden død, intet liv’. Det er måske noget af det, vi mangler i vores samfund, når vi er omgivet af alle de her katastrofer og dårlige nyheder. At man via ritualer renser sig for den form for forbandelse og spørger: Hvor er der plads til det modsatte”?

Nitschs Orgien Mysterie Theater var fra begyndelsen udtænkt som et kunstnerisk passionsspil, som udover at være inspireret af datidens moderne publikumsindragende eksperimentalteater hentede stof fra religiøse – især katolske – ritualer. Korsfæstelses- og nadvermotivet er eksempelvis til at få øje på, men også antikkens dionysiske festkultur er en inspiration. 

Ritualerne for den græske vin, natur- og frugtbarhedsgud Dionysos foregik i naturen, hvor alle hæmninger blev smidt til dans, musik, druk, fakler og mystiske ritualer. Blandt andet fortærede man råt kød fra offerdyr. Målet var at komme ud af sig selv (ekstasis: træde ud), mens guden omvendt kom ind i mennesket ved indtagelsen af vin og dyrekød (enthusiame: ind i sindet), hvorved menneske og gud blev ét. Den samme intention ligger i den kristne nadver, hvor man ved symbolsk at indtage Kristi blod og legeme, får del i det guddommelige.

Man kunne måske gå så langt som at sige, at ‘kødets opstandelse’ er en ledetråd i Nitschs gesamtkunstværk, al den stund at kroppen og ikke mindst kødet er så voldsomt eksponeret, men Hermann Nitsch understregede gentagne gange, at hans værk på ingen måder skulle opfattes som en reproduktion af de kristne eller antikke kulter. Hans Orgien Mysterie Theater skulle stå i egen ret:  “Kulter og rituelle former er en del af min form, mit kunstneriske sprog. Det rituelle var og er altid en afgørende del af al kunst”, sagde han.

Lucas Haberkorn forklarer: “Han leger med den ældre verdens måder at forklare verden på gennem ritualer og spekulationer. Nitschs kunst er i høj grad spekulativ, men han arbejder med ritualerne med en stor seriøsitet. Ved at deltage i eller betragte hans Orgien Mysterie Theater giver han mulighed for at rense den personlige ballast. Det lyder nærmest terapeutisk, og Nitsch var meget opmærksom på, at han netop ikke var terapeut. Men mange deltagere i hans Orgien Mysterium Theater taler om, at de ved at give slip har mærket livet, kærligheden og naturen mere intenst”.

“Det er en kartasisk proces, hvor kunstneren tilbyder en slags mental, kropslig forløsning – en form for genfødsel. Nitschs kraftige fokus på det kropslige og sanselige drejer sig om at mærke livet i nuet. Det er her, det foregår. Det handler i høj grad om at mærke intensiteten ved sin egen kropslighed, men også om ideen om, at vi har en fælles krop, en fælles natur, en fælles planet. Vi indgår i en symbiose, som vi måske ikke helt er bevidst om i dagligdagen. Også på den måde taler han ind i vores tid, synes jeg”.

“Nitsch taler ikke om tilskuere. Han skelner kun mellem aktive og passive aktører. I princippet kan du som tilskuer bare smide tøjet og være med. Lige præcis der prøver Nitsch at gøre sit teater meget vedkommende. Alle kan deltage. Han arbejder ikke med professionelle musikere. Du har måske aldrig spillet på et instrument, og lige pludselig er du med i et orkester”.

Nitsch døde i 2022. Han nåede ikke selv at deltage i den sidste 6-dages Orgien Mysterie opførsel, som han nøje havde planlagt, men gennemført blev den, og udstillingen på Museum Jorn indledes med 16 blodsprøjtede kæmpemalerier, der blev skabt under den seance. 

Splattermalerierne står op ad væggen eller ligger på gulvet og mimer det såkaldte Schüttboden (‘loftsrummet hvor der hældes’), kunstnerens atelier på Prizendorf slottet, som var meget mere end et værksted tilegnet et enkelt kunstnersubjekts solistiske og ekspressive udtryk. Rummet var derimod helt centralt for den kollektive proces, som Nitsch særlige kunstneriske bud på et mysteriespil var et udtryk for. Et spil hvor “offerkult, exces, musik og psykoanalyse smelter sammen i et eksistensforherligende revitaliseringsritual”, som Lucas Haberkorn beskriver det.

Lad os give ordet til kunstneren til slut:
“i 2022 ønsker vi at opføre det nye 6-dages teaterstykke på slottet Prinzendorf. glæde vil stråle ud i hele slottets omgivelser. pinsens miraklet, den hellige ånds nedstigning er identisk med opstandelsen, med oplysningen, med oplevelsen af ​​panteisme og brahman. den ekstatiske tilstand af værens mystik er trådt ind. den orgiastiske dionysiske entusiasme er indlejret i vinrusen og den sensuelle knusning af overmodne druer, den sukkersøde, klæbrige nektar løber ned ad fingrene. et sakramente tages. ovenover, stjernehimlens lysende baldakin og ekkoet af kosmiske lyde”.