Hilma og Ånden i glasset

I hovedsalen hænger flere meter høje malerier i appellerende pastelfarver og med slyngede linjer og bølgende organiske former. Noget minder om blomsterranker, andet om celler der deles, andet igen om ubestemmelige dyrs liv.

Det er serien De ti største.

Det rykker! tænker jeg, og er fornøjet over malerier store nok til at fylde hele synsfeltet. Billederne får et fysisk nærvær, uanset hvad de ellers handler om.

I næste sal synker følelsen dog en del. Og i næste igen lægger glæden sig fladt på gulvet, udmattet og punkteret. Hvad er der galt her?

Fra den spirituelle kilde
Hilma af Klint (1862-1944) var dybt optaget af den åndeverden, hun mente lå ved siden af den praktiske hverdag. Hun mødtes med andre i det spiritistiske miljø omkring 1900-tallets begyndelse, og sammen udforskede de skjulte og okkulte sandheder.

Dette førte også til samtaler med den åndelige vejleder Rudolf Steiner (1861-1925), i dag måske mest kendt som grundlæggeren af et uddannelsessystem baseret på spirituelle principper.

Som professionelt uddannet billedkunstner var det naturligt for hende at gøre sig selv til medium for den anden verden gennem maling og pensel. Det er disse budskaber, udstillingen viser et udvalg af.

SE LOUISIANAS VIDEOVIEW FRA UDSTILLINGEN:

Eftersom intet blev udstillet i hendes levetid, har de mere eller mindre abstrakte billeder været ukendte indtil de seneste år. Nu er de vist selv på Venedig Biennalen 2013, der i øvrigt bød på masser af visuel kultur lavet uden for kunstens hierarkier.

Genopdagelsen
Genopdagelsen af Hilma af Klint har været stærkt drevet frem af Moderna Museet i Stockholm. Det er jo altid rart med en ny verdenskunstner fra Sverige, når nu der ikke er så mange i forvejen. Men udstillingen stiller også spørgsmål til, hvornår noget er kunst.

Om man kan udstille ikke-kunst på et kunstmuseum og andre komplicerede emner belyses godt i det fine katalog, men finder ikke samme vej til udstillingen.

I stedet oplever jeg igen og igen at stå uforstående – for eksempel over for lange serier af mindre billeder, der hver især er halvkedeligt komponerede. Måske er der også nogle usikre figurer sammen med de abstrakte former – det hele gerne malet med for meget sort og ikke synderligt ophidsende.

Kunst eller budskab?
Hilma af Klint fik sine indsigter fra væsener på et andet plan. I mange tilfælde styrede de ligefrem hendes hænder, i andre tilfælde var hendes malerier fortolkninger af overleveret viden.

Der er en grundidé i det okkulte om, at det hemmelige sanses gennem åbenbaringer. Det er faktisk et dårligt udgangspunkt for almindelig formidling til os, der ikke er indviede.

Malerierne med cirkler og spiraler, hvor gule mænd og blå kvinder mødes, sneglehuse danser og skriftlignende streger slynger, bliver dermed mest til udtryk for et uigennemtrængeligt, privat billedsprog.

Også fordi filosofien bag, når den forklares i udstillingen, fremstår noget banal eller essentialistisk i sin tro på universelt modsatrettede kræfter, der bør forsones for at opnå verdensharmoni. Den er ikke rigtig på højde med et komplekst liv i en nutidig verden. Spørgsmålet er, om den nogensinde har været det? Spiritismen var en nichefænomen dengang og er ren historie i dag.

Hvad burde udstillingen gøre?
Her savnes en gennemresearchet og bredt perspektiverende formidling af, hvad åndeseancer handlede om, hvad teosofien betød, og hvorfor en ny spiritualitet tiltalte moderne mennesker dengang for 100 år siden. Eller hvad med at vise værker af nogle af samtidens andre kunstnere, der var optaget af åndelige emner?

Midt i en af Louisianas som altid smukt koreograferede udstillinger føler jeg, som de uindviede til avanceret samtidskunst må føle:

Hvad betyder det her? Hvad vil hun? Kan jeg bruge det til noget? Er der penge i skidtet? Hvornår kan jeg tillade mig at gå i caféen?

Hvad man nu lægger i det
De store og smukke værker i De ti største er fuldt fortjent et hovednummer på udstillingen og ville være det på ethvert kunstmuseum. Resten af de omtrent 250 indslag fungerer mere eller mindre som billedkunst.

Hilma af Klint ville afgjort noget andet med sine billeder end at måles på skønhed, eller om de lignede tidens avantgarde. Det var budskaber beregnet på fremtiden. Men for de fleste i dag vil det nok være æstetikken, der står tilbage.

Egentlig er udstillingen på Louisiana frit åben for den besøgendes fortolkning. Den kan strækkes i mange retninger. Lidt som med den gamle leg: Ånden i glasset.