Historien om at skrive historie

“Vi skal være en spændstig 70-årig!”

Det Fynske Kunstakademis rektor, Stine Hebert, smiler ud. Det er torsdag aften, og det fejres, at Fyn har haft sin egen kunstskole i 70 år. At kunstneren Kaj Kylborgs lille, private kunstskole i Odense voksede sig stor og internationalt orienteret på toppen af Brandts gamle klædefabrik.

Og Heberts bemærkning er ikke kun ment som en spøg. Kunstskolen på Fyn går ikke på pension foreløbig. Den fortsætter. Adræt og let på tå.

Se fokusserie om det Fynske Kunstakademi

Men hvordan fejrer man egentlig en spændstig 70-årig jubilar? På Det Fynske Kunstakademi gjorde man det denne torsdag ved at lade fire studerende udstille deres kritisk reflekterende værker om skolens historie.

Et alternativt take på historien
Bag udstillingen stod de nuværende studerende Jona Borrut, Katharina Fuglsang, Bertil Osorio og Oscar Erik Yran. Og selvom de fires værker var udstillet side om side med en opstilling af artefakter og arkivmateriale fra skolens tidlige år, var udstillingen ikke et forsøg på at fortælle akademiets historie fra dengang til nu. Derimod var udstillingen en slags metafortælling om, hvordan man kan tage alternative favntag med historien. Med andre ord en historie om at skrive historie.

For historieskrivning er ikke kun en disciplin forbeholdt historikeren. Kunstneren kan i høj grad også bidrage, mener den svenske billedkunstner Åsa Elzén, som i samarbejde med de fire studerende og akademiets kunstfaglige medarbejder Karen Mette Fog Pedersen organiserede udstillingen.

“Kunstnere kan vise, at historie ikke kun skal betragtes som en lineær størrelse. Vi tænker ofte på historie som en linje, en kronologi, men her på udstillingen ser vi på, hvordan man kan skabe sammenhænge på tværs af tiden og hente nogle ideer frem for andre måder at se verden på,” fortæller hun.

Tidligere på året blev Elzén bedt om at stå for en workshop, der skulle munde ud i en historisk reflekterende udstilling i forbindelse med jubilæet. Og under titlen Our collective memory – right here, right now satte hun og de studerende sig for at undersøge, hvad kollektiv erindring er. Historieskrivning er nemlig ikke en entydig disciplin. Det er Det Fynske Kunstakademi selv et eksempel på.

Historiens begyndelse
I 2009 fejrede akademiet nemlig 25 års jubilæum. Og nej, den fynske kunstskole er ikke pludselig blevet ramt af et akut tilfælde af fremskreden progeria. I 2009 fejredes såmænd bare en anden historisk skæringsdato; nemlig året 1984, hvor akademiet fik sin nuværende placering på Brandts Klædefabrik midt i Odense.

I år ville det så have været naturligt at afholde et 30 års jubilæum. Men i historieforvirringens hede besluttede man i sidste øjeblik at fejre historien, der hvor den tog sin begyndelse. Under krigen i 1944.

“Det er et virkelig godt eksempel på, hvor tilfældigt historie egentlig skrives,” tilføjer Åsa Elzén. “At man for fem år siden fejrede 25 års jubilæum, og i år er det 70. For en kunstner er det et virkelig interessant spørgsmål at tænke over.”

Hvad, hvem og hvor mange?
Og det spørgsmål ledte de studerende på sporet af udstillingen History History. Med udgangspunkt i skolens arkivmateriale – gamle fotografier, uddannelsesmaterialer, kunstværker, avisudklip og elevkartoteker – formulerede de nye måder, hvorpå historien kan skrives og satte dermed spot på historieskrivningens konstruktion ved jubilæet.

I videoværket Investigation of a Found Face havde Katharina Fuglsang for eksempel valgt at tage afsæt i et ældre portrætfotografi, som hun undersøgte ved at lade tilfældige personer – heriblandt en ansigtslæser – beskrive den portrætterede mands ansigt. Er han en rockstjerne? En sød onkel? Har han røget for mange cigaretter? Eller drak han bare for lidt vand i sit liv? Udsagnene i værket var med til at skabe nye fortællinger og betydninger om manden i billedet; akademiets stifter Kaj Kylborg.

I Oscar Yrans værk Accumulation udgjorde fotografiet også fortællerstemme. Her blev publikum præsenteret for i alt 240 fotografier fra skolens arkiv, som var arrangeret – ikke i tid, men efter hvor mange personer der portrætteres, fra 1 person til 248. Et nyt system for måder at sammenligne på, der ligesom Fuglsangs værk pegede på nye læsninger af det historiske.

Den personlige historie
Jona Borrut bidrog med tre værker til udstillingen. Blandt skolens arkivmateriale, som var udstillet i rummet, havde hun på hemmelig vis gemt et af dem; i værket 15 Blank Pages from 15 Books fik de blanke og oversete sider, man finder i mange bøger, sine “15 minutes of fame”; og i tre små håndudskårne papirgrafer viste Borrut det ikke-målbare – for eksempel, hvor meget kunstnerisk arbejde, hun kommer til at lave i fremtiden.

“For mig var det en personlig ting,” fortæller Borrut om de fiktive grafer. “Jeg var nysgerrig efter at vide, hvordan min situation egentlig ser ud, når jeg engang er færdig her. Får jeg succes? Hvor meget arbejde kommer jeg til at lave?”

Samme personlige tilgang valgte Bertil Osorio til udstillingen. I i alt seks værker, der talte både maleri, tekst, fotografi og lyd, udfoldede han nogle emotionelle forbindelser mellem ham selv og den tidligere elev Elin. Fire af værkerne blev vist i FAA Project Room, mens de sidste to krævede en lille gåtur gennem de studerendes værksted og ud på bagtrappen.

“Der var rigtig meget materiale at få overblik over, så jeg indså ret hurtigt, at jeg kun ville dykke ned i en ting, i en person. Jeg fandt så Elins stamkort i kartoteket, og så begyndte jeg at skabe en nærmest fysisk bro mellem hendes tilstedeværelse og min,” fortæller Osorio.

For eksempel reflekterede han i værkerne over, om Elin i sin tid mon stod på samme bagtrappe og så ud af samme vindue som ham. Og i det åbne brev Elin walk with me, pt. 1 undskyldte han for sin gengivelse af hendes sørgelige skæbne og tilstår til sidst sin uskyldige forelskelse i hende.

“Jeg gjorde det i hendes minde, men også for min egen skyld,” fortæller han om tilblivelsen af værkerne. “Det at være en del af en institution; at skulle være kunstner og arbejde i et atelier – det handler de også om. Mine værker er en historie, som ser tilbage. Men den foregår også lige nu.”