Historien om kunsten – uden mænd

Den bog, der har manglet, er endelig kommet i år. Kunsthistorikeren Katy Hessel slår med bogen The Story of Art Without Men ned på spørgsmålet om, hvorvidt kunsthistorien er korrekt arkiveret og nedskrevet. Dette handler ikke kun om en helt nødvendig opdatering ved at inkludere kvindelige kunstnere i kunsthistorien. Det handler også om at understøtte og udvikle et holdbart demokrati med stærke ben i lighed, mangfoldighed og ytringsfrihed.

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Ytringsfrihed, mangfoldighed og lighed er grundstenene i vor tids demokrati. Vi skal kunne tale frit, og alle stemmer ved et valg skal behandles lige, for at et demokrati er sundt og i live. Og jo flere der stemmer ved et folketingsvalg, jo mere er en regering repræsentativ for et lands folk.

Havde vi ikke ytringsfrihed, ville vores kultur ikke have en repræsentativ regering, ej heller mangfoldighed i kulturens debat, dialog og løsninger. Ja, man kan faktisk sige, at et demokrati uden ytringsfrihed ikke er et demokrati. De athenske demokrater i Antikken mente – ligesom vi i nutiden – at demokrati var uløseligt forbundet med idealerne frihed og lighed.

Læs også: Fremtiden starter her

Kunstmuseerne er – med deres indkøb af værker, skiftende udstillinger og permanent udstillede samlinger – med til at skrive et lands og en kulturs historie. Dette kan næppe komme bag på nogen. Men nutidens kunstmuseers funktion er også mere end det. De fleste museumsfolk herhjemme – og i Vesten i øvrigt – vil være enige om, at kunsten i vores del af verden efter 2. Verdenskrig er baseret på, at kunstneren har ytringsfrihed. Og man kan tilføje, at kunstmuseet i dag, gennem dets offentlige, kollektive brug og repertoire af værker skabt på baggrund af frihed, faktisk har den funktion at være et udtryk for dyden ytringsfrihed og dermed i sig selv et stærkt symbol og et aktiv i demokratiet.

Agora’en i den græske antik – datidens shopping-mall – var ikke kun et marked, hvor man udvekslede varer og produkter, men også et sted, hvor man delte tanker, og hvor der var offentlige politiske og filosofiske debatter. På samme måde kan man i dag sige, at kunstmuseerne er et offentligt samlingspunkt, der giver plads til en kulturs selvrefleksion og debat og kan inspirere til, at nye ideer kan opstå.

Men gamle levn fra bourgeoisiet om klasser og køn bevirker dog, at kunstmuseumsbranchen herhjemme og i udlandet desværre stadig er forældet, både hvad angår indkøb af værker og permanent udstillede samlinger i forhold til køn. Simpelthen fordi eliten inden for kunsten er tynget af bøger med datidens gamle ideer om køn og patriarkat. Denne og de næste generationers spændende opgave er at gentænke ophæng af de faste udstillede museumssamlinger og udvikle nye strategier for fremtidige indkøb af værker.

Det er ikke kun kunsthistorien, man fortæller med sin permanente samling på et museum: man formidler også (mere eller mindre ubevidst) en periodes kønsoptik og holdning til racespørgsmål. I dag kan vi sagtens stille os kritisk overfor kunsthistoriens narrativ og granske de ideer, hvormed den er kurateret og rangeret. Dette er der flere museer, der er begyndt på.

I forskellige lande er der heldigvis et voksende fokus på diversitet, inklusion og nye genrebeskrivelser. Jo hurtigere dette kan blive den nye normal, jo hurtigere bliver museet ajour med sin tid, og da kan kunstmuseet endelig blive et vitalt samlingspunkt og en muse for demokratiet – ikke kun hvad angår ytringsfriheden – men også for den anden grundsten i demokratiet: lighed. I forhold til kunsten, vil det sige: lige behandling af kvalitet uanset køn.

Den italienske kunsthistoriker og kunstner Giorgio Vasari (1511-1574) siges at have været den første til at nedskrive kunstnernes biografier, samt en af verdens første kunsthistorikere. Hans bog Le vite de’ più eccellenti pittori, scultori, e architettori (De ypperligste maleres, billedhuggeres og arkitekters liv) (1550) betragtes som en af de vigtigste bøger i kunsthistorien. Den beskrev i sin første udgave 142 kunstnere, hvoraf én var kvinde, Properzia de’ Rossi (1490-1530). Dette kan dog næppe komme bag på nogen.

I Italien findes organisationen AWA (Advancing Women Artists), der finder og restaurerer værker af kvindelige kunstnere i Italien, som ikke har fået opmærksomhed før. AWA identificerer, restaurerer og udstiller kunstværker af kvinder, som befinder sig i museumsmagasinerne i Firenze, og hjælper dem dermed frem i lyset. Blandt andet værker af Plautilla Nelli (1524–1588), hvis værk Den sidste nadver efterhånden menes at burde rangere på linje med Leonardo da Vinci’s Den sidste nadver. Leonardo da Vinci var med i Giorgio Vasaris bog, hvilket Plautilla Nelli ikke var.

Kunsthistorikeren Ernst Gombrich udgav i 1950 The Story of Art. Denne gennemgang af verdens kunsthistorie indeholdt (i sin 1. udgave) ikke én eneste kvindelig kunstner. I 1950 var der flere kvindelige kunstnere, man kunne have taget med, for eksempel Janet Sabel (1893-1968), der menes at have inspireret Jackson Pollock til hans drip-painting med udstillingen Milky Way ved Peggy Guggenheims galleri i 1945, Giorgia O’Keeffe (1887-1986), Dorothea Thaning (1910-2012), Frida Kahlo (1907-54), Bernadetta Cappa Marinetti (1897-1977), Berthe Morisot (1841-95), Maria Sibylle Merian (1647-17171), Rachel Ruysch (1664-1750) der i sin samtid tjente flere penge på sin kunst end Rembrandt, Elisabeth Vigée le Brun (1755-1842) der var Dronning Marie Antoinettes hus- og favoritkunstner i sin regeringstid, Hilma af Klint (1862-1944), som Guggenheim-museet viste en soloudstilling af i 2019, og mange flere.

Den bog, der længe har manglet, er nu endelig kommet i år. Kunsthistorikeren Katy Hessel har udgivet bogen The Story of Art Without Men, og den slår netop ned på spørgsmålet om, hvorvidt kunsthistorien er korrekt arkiveret (indkøbt ved museumssamlinger) og nedskrevet. Dette handler ikke kun om at inkludere kvindelige kunstnere i kunsthistorien, men også – netop pga. de nye værker, der skal inkluderes – om eventuelle hele nye genreforståelser.

Efter at have læst bogen, og med min egen nørdede indsigt i kvindelige kunstneres værker, vil jeg virkelig anbefale bogen. Alle, der har med kunst at gøre, burde læse den. Alle kvinder og LGBTQIA+ burde læse den. Alle børn burde få den læst op. Jeg håber, den bliver oversat til dansk og kommer på pensum, selv i folkeskolen. Håber, den laves i en børnebogsudgave også, ja, sågar gøres til et BBC- dokumentarprogram. Man kan kun håbe, men foreløbig har den i hvert fald været en bestseller i Storbritannien. Måske ender den med at blive oversat til mange sprog og blive en ny klassiker? I hvert fald for en periode, indtil der kommer flere skrevne bud på denne oversigt over kvindelige kunstnere.

Selvom bogen ikke går i dybden med helt nye genreforståelser, så viser Katy Hessel udmærket en flot tidslinje med over 300 værker af kvindelige kunstnere fra 1500 og frem til i dag. I fortællingen om historiens vingesus har Katy valgt at bruge sjove og fine anekdoter om kunstnernes liv. For eksempel hvordan Marisol (1930-2006) var mere berømt end hendes ven Andy Warhol i 60erne, og hendes udstilling ved the Stable Gallery i New York i 1964 modtog op til to tusinde besøgende om dagen. De sjove anekdoter betyder, at bogen er nem for alle at læse og tydeligvis er rettet mod et bredt publikum. Dette er vigtigt, for oplysning til folket betyder, at museerne indirekte tvinges til at følge med tiden for ikke at ende med at være bautasten af forældet viden.

Selvfølgelig kan man mærke, at bogen er skrevet i en anglofil (UK & USA) tradition, hvilket præger dens udvalg af kunstnere. Der er kun fire skandinaviske kunstnere med og ingen danske. Men det er kun fint, for så kan der jo komme versioner fra andre dele af verden i fremtiden. Jeg er sikker på, at de allerede er ved at blive planlagt i skrivende stund.

Jeg er ikke den almindelige læser til denne bog, men trods det er der flere kunstnere, jeg aldrig havde hørt om før, og som jeg var meget glad for at lære at kende: Ellen Harding Baker (1847-1886), Angelica Kaufmann (1741-1807), Tarsila do Amaral (1886-1973) og Loïs Maillot Jones (1905-1998).

En af de museumsudstillinger, der allerede har stillet skarpt på dette spørgsmål om kunsthistorien som narrativ, var den meget berømte udstilling elles@centrepompidou ved Centre Pompidou. I to år, i årene 2009-2011, bestod ophængningen af den faste samling kun af værker af kvindelige kunstnere. Mange af dem værker, der havde stået i Centre Pompidous kældre og aldrig set lyset. Det vil sige, at museet simpelthen satte sin egen praksis og sit arkiv under lup.

Sammen med kuratoren Camille Morineau, som var idemager og kurator til elles@centrepompidou, er Maria Balshaw, som er nuværende direktør ved TATE, en af nøglepersonerne på kunstscenen hvad angår fremme af diversitet. I 2019 viste TATE i de permanente samlingers sale udstillingen 60 years, der historisk malede et omfattende billede af Storbritanniens egne kvindelige kunstnere.

Siden hun tiltrådte stillingen i 2019, har Maria Balshaw sat soloudstillinger op med store kvindelige kunstnere som Paula Rego (1935-2022), Anni Albers (1899-1994), Cornelia Parker (1956 -), Maria Bartuszová (1936-1996), Sarah Lucas (1962 -), Magdalena Abakanowicz (1930-2017), Natalia Goncharova (1881-1962), Dora Maar (1907-1997), Dorothea Tanning (1910-2012), Sophie Taeuber-Arp (1889-1943) og mange flere. Ydermere har TATE skabt LGBTQIA+ tours, dvs. guidede ture gennem TATE’s faste samling med et særligt blik på værker, der handler om køn og seksualitet.

I 2023 åbner udstillingen Art, Activism and the Women’s movement in the UK 1970-1990, der vil være den første af sin art – en større undersøgelse af kunstværker udført af over 100 kvindelige kunstnere, der arbejdede i Storbritannien fra 1970 til 1990. Den type udstilling for perioden 80’erne-90’erne (ja, man kunne tage 00’erne og frem til i dag med) med hovedfokus på nationale og skandinaviske kunstnere har vi aldrig haft i Danmark. Jeg håber, at museumsfolk lader sig inspirere herhjemme.

Af de kunsthistoriske museer, der også er ved at gentænke deres udstillede og indkøbte samlinger, kan nævnes følgende: Prado-museet inkluderede flere kvindelige kunstnere i deres faste samlinger i 2021. The Gallery of Honour ved Rijksmuseum i Holland inkluderede flere kvindelige kunstnere i deres faste samlinger i 2021. Og The National Gallery of Art i Washington har afsat 10 millioner dollars til at købe værker af kvindelige kunstnere for at dække nogle af de huller, der er i deres samling.

Muzeum Susch der åbnede i 2019 i Schweiz, grundlagt af Grażyna Kulczyk, har hovedfokus på værker af kvindelige kunstnere. Lige nu med en udstilling af meget smukke værker af Heidi Bucher.

I flere lande er der allerede skabt priser til kvindelige kunstnere for at sætte fokus på at lave de gamle vaner om: Sackler Center First Awards, PRIX Aware, Max Mara prize for women.

Noget lignende foregår også i andre kunstneriske brancher. Reese Witherspoon går forrest i Hollywood med sit filmproduktionsselskab Hello Sunshine, der producerer film og tv-serier med kvinder i centrum af fortællingerne – eksempler er Big Little Lies på HBO, The Morning Show på Apple TV, Surface på Apple TV og Little Fires Everywhere på HULU. Reese Witherspoon har også startet en bogklub, der vælger bøger ud med kvinder som hovedpersoner. Disse bøger er så nogle af dem, der ender på filmlærredet og tv-skærmen.

Diversitet og kønsforskning er en afgørende faktor for kvaliteten i fremtidens kunsthistorie og museumssamlinger, men også en spændende udfordring for vor tids kunstteori, forskning og genrebeskrivelser. Men kunstmuseerne er ikke blot for nørdede fagfolk (der arbejder og udstiller der); de historiske og samtidskunstens museer er blandt de ædlere dele af vores samfunds intellektuelle liv, og kan være med til at mobilisere et holdbart demokrati med stærke ben i lighed og frihed.