Historier fra den såkaldte virkelighed

Men inden vi går om bord i de store formater, så lad os starte med et lille billede med titlen Just Washed (1997). Billedet viser en nusset, men nyvasket klud, som holdes op foran kameraet. Blød og hjemligt uperfekt ser den ud. En af de ting, man kan vaske så længe man vil – men hvor skidtet bare ikke forsvinder.

”Mennesker er jo sådan”, tænkte jeg foran dette billede. Hver dag nyvaskede af søvnen og morgenbadet, men også hver dag mærkede af livet, minderne og fortidens synder.

Sådant et liv bærer igennem i en politisk undertone i udstillingen Tableaux Pictures Photographs – Værker fra 1996-2013. Som udstillingen folder sig ud igennem rummene, bliver det samfundspolitiske tema gradvist mere tydeligt. Det udspiller sig ikke som en repræsentation af en konkret politisk problematik, men i stedet igennem typer af steder, situationer og mennesker.

Vi ved aldrig helt, hvad der er på spil, men vi får nogle spor, som sætter gang i fantasien og refleksionerne – længe. Wall hiver os væk fra scenens klimaks og ind i kulissen, som i billedet af teatrets bagside i billedet Rear view, open air theatre, Vancouver (2005). Det er hér, i mellemrummet mellem scene og hverdag og på bagsiden af begivenheden, vi skal kigge.

Historier i flere dimensioner
Udstillingens to første store rum åbner med klare kuratoriske valg, som rummer temaer som ’kulissen’ og ’to tilstande tilstede samtidig’. I første store rum møder vi kyllingefarmere, som renser fjerkræ og griner i ydmyge omgivelser. Vi ser Mies van der Rohes Barcelona pavillon blive gjort ren og klar til besøgende, og vi ser diskoteksgæster, som er søgt væk fra dansegulvet og ud på gaden – i en pause, med paraderne nede.

Så følger en række billeder, hvor to tilstande synes tilstedeværende samtidig: dag og nat mødes i Dawn fra 2001, antropologen og det ’oprindelige folk’ i Fieldwork fra 2003. Men også, hvad der synes at være immigranter på vej ind i deres nye land i billedet Overpass fra 2001. Wall vælger at repræsentere de marginaliserede personer og det perifere, ikke-spektakulære øjeblik.

Hans greb er at bringe det undseelige i fokus, blæse et æstetisk liv ind i det, og lade os dvæle ved og undersøge hver en detalje: Dét, skal vi se. Dette er vigtigt. Her mødes historie, nutid, fantasi og såkaldt virkelighed og gnider sig mod hinanden.

Intellektuel, høflig og sanselig
Selvom Wall i interviews afviser at ville styre beskuerens oplevelse, selvom han betoner åbenheden i sine fortællinger ved at sige ”Det er dig, der skriver manuskriptet”, så giver han dog et felt inden hvilken historien kan udspille sig.

I denne skribents læsning tegner der sig en tydelig historie om ansvar i sociale sammenhænge: hvad er disse menneskers skæbnelod? Hvad er mit eget? Hvordan er vi forbundne?

Måske derfor blev den lille nyvaskede klud så vigtig, den er nemlig placeret ved trappen på vej mod billedet en gruppe daglejere i billedet Men waiting (2006). Den fysiske bevægelse op af trappen mod det store sort/hvide billede understreger den kropslige dimension i megabillederne. Man mærker sig selv i udstillingsrummet med de store rammer og dybe lyskasser.

Det politiske udspiller sig hos Wall i en intellektuel udskæring af virkeligheden: følelsesmæssigt underspillet, men fysisk og sanseligt stærkt tilstedeværende.

Tematikkerne sniger sig ind i os. Vi bliver mærket på en måde, som ikke let lader sig vaske af. Det er på den måde bemærkelsesværdigt, hvordan Wall kan lave meterstore fotografier, og stadig give beskueren så meget plads til selv at formulere de etiske spørgsmål, han hjælper på vej.

Historien skrives stadig
Udstillingen Tableaux Pictures Photographs – Værker fra 1996-2013 er en slags tidsafgrænset retrospektiv.  For lang en periode til at kunne kaldes ’nye værker’, for kort til, at vi får alle klassikerne med fra hans tidligere karriere. En karriere, der startede i 1970’erne, hvor farvefotografiet stadig var klassens frække dreng i kunstverden, og hvor fremstillingen af Walls gigabilleder skete på reklameindustriens maskiner.

I modtagelsen af Walls værker fokuseres ofte på netop det, at han iscenesætter sine billeder. I et interview for nyligt fortæller han om en almen antagelse omkring hans arbejde: at han altid er i fuld kontrol, altid har placeret alting i billedet ud fra en nøje udregnet plan. Men sådan arbejder han ikke. Ligesom han heller ikke mener, at ordet ’fiktion’ egentlig giver mening i hans værker. Og sådan kan man passende gå til udstillingen. Her er ikke svarene og facit ikke givet på forhånd. Det interessante er udvekslingen, mellem billederne, med beskueren og med hinanden.