Hjemme hos mor

Seimi Nørregaards performanceinstallation SKJUL på Overgaden er en sjældent bevægende totaloplevelse, hvor det dybt personlige og det almenmenneskelige skærer hinanden.

REVISIT kalder Overgaden sin fine tradition for at invitere en kunstner, der for ti år siden viste en vigtig udstilling, til at genudstille. Resultatet er som regel en udstilling, der både har tydelige tråde til forgængeren og byder på noget nyt. For tiden er Seimi Nørregaard på genbesøg med performanceinstallationen SKJUL, hvor hun selv optræder som installationens centrale figur MOR.

MOR er en arketype og samtidig en tærskelfigur, der fører os ind i installationens poetisk-rumlige univers og formidler den besøgendes forvandling fra beskuer til en slags medvirkende. At denne udstilling ikke er som andre, finder man ud af allerede før, man træder indenfor. For indgangen vogtes af et skilt, der fortæller, hvordan man skal forberede sig.

Udenfor skal man efterlade sin taske, sin jakke, sine sko – stille sin bagage af hverdagsforpligtelser og nutid. Dernæst skal man kaste et lagen over hovedet og stå stille et halvt minuts tid og tælle til 30 (som ved gemmeleg), mens man kommer i kontakt med sit andet selv – et opdagende, udforskende og legende selv. Ens andet selv stiger dernæst op ad trappen og åbner tøvende, men nysgerrigt, døren til en anden verden.

SKJULs verden viser sig at være bygget op af lag på lag. Rum ligger bag rum eller under rum – skjuler hinanden. Der er dog tilstrækkelig mange kendte hverdagsgenstande til, at man føler sig hjemme. Samtidig føler man sig sært fremmed og rådvild, som man står der med lagenet over hovedet, en genganger, et spøgelse fra fortiden. Lysten til at gå på opdagelse kan overvinde én. Den overvandt mig. Jeg tittede ud fra lagenet og så, at jeg befandt mig i en labyrint eller et spindelvæv af tørresnore, hvorpå der var ophængt andre hvide lagener, hvide duge og kniplingsmønstrede mormorgardiner. Jeg var heldig. MOR var hjemme, da jeg kom. Gik og smånynnede, mens hun hang det duftende, våde vasketøj op. Hun fik øje på mig og sagde, jeg skulle lægge mig i den store seng og sove. Myndigt, men omsorgsfuldt.

Underverdenen
På et sekund blev jeg transporteret tilbage til barndommen, forvandlet til et lydigt barn, der lod sig putte. Jeg lod mig dog kun modstræbende synke ned i dobbeltsengen. Min krop mærkede madrassen var skæv, at noget ikke var, som det burde være. MOR aede ikke længere blidt, men skubbede, var blevet en tydeligt manipulerende magthaver, og barnet i mig måtte give efter og lade sig skubbe på plads, synke ned i den gabende sprække i madrassen og lade sig falde, falde dybt. Jeg faldt, som når man falder i søvn, ned gennem lagene, ned i det underbevidste. Til forskel fra drømmen var dette fald virkeligt og fysisk. Jeg landede blødt i en underverden, en kælderverden, en verden bygget af barndommens huler beklædt med tæpper og bløde stoffer, som også var afdækninger af noget, barnet ikke skal se.

Man kan gå, eller rettere kravle, på opdagelse nede i SKJULs huleverden, udforske dunkle kroge, møde mysterier og for længst glemte sider af sig selv. Man kan bevæge sig videre til det næste rum, en større verden, hvor man kan stå oprejst. Her er mange hjemlige ting: en symaskine, et lille køkken, gamle bøger, også skolebøger. Der dufter forunderligt af ny viden, der gør universet større, men også af sure lektier på mørke vinterdage.

Lytter man godt efter, hører man MORs stemme. Stemmen er lavmælt – et blødt lydtæppe, der svøber sig omkring én. Den kommer ingen bestemte steder fra og alle steder fra som stemmen fra en altfavnende, altseende mor, der igen minder en om, at ens rolle er barnets. Selvom hovedfiguren er MOR, handler SKJUL således ikke om det at være mor/forældre, men om erfaringen af at være barn af en mor. Dén erfaring er på samme tid ens egen og noget, man har til fælles med andre.

Erindringsfremkaldere
Hvordan man omgås installationen og dens beboer, hvad man oplever og associerer til, er som sagt meget individuelt. Selvom kunstneren agerer MOR, får vi ikke noget at vide om hende, for det er ikke en Seimi Nørregaard-biografi, man får oprullet herinde. Det er vigtigt at forstå, at man snarere går rundt imellem en masse erindringsfremkaldere, der får en til at vende blikket mod sig selv. Værket fungerer som en fremkaldervæske, hvorfra brudstykker af ens egne erindringer stiger op. ‘Rekvisitterne’ i SKJUL inviterer en til at digte med, associere og fortolke.

De brugte ting har tydeligvis aflejret en historie, men fordi vi ikke kender den, fungerer tingene som ledige knager, vi kan hænge vores egne erindringer eller fantasier op på. SKJUL har tillige nogle overordnede tematiske knager, som etablerer værkets rammefortælling. Der er stedet: hjemmet som bolig og psykisk-eksistentielt rum. Der er beboeren: figuren MOR. Og så er der gæsten, som Nørregaard med diskrete greb udstyrer med barnets blik og rolle.

MOR er den universelle omsorgsfigur og opdrager, tryghedsforsyner og tryghedsforstyrrer i ét. Hun er en kærlig kontrollør, der vil vide alt og styre alt. Samtidig vil hun dog ikke have, at barnet ved alt – hverken om verden derude eller om hende. Hun gør ting i smug. Forsøger at skjule ting og handlinger bag løgne. Bortsorterer sider af sig selv, før hun vender sig mod barnet.

Det personlige og det almene
Seimi Nørregaard arbejder således med en hverdagsnær æstetik og bruger installations- og performancekunsten til at etablere en social situation. Denne æstetik kan spores helt tilbage til genrens rødder i de sene 1950’ere, bl.a. hos den amerikanske kunstner Allan Kaprow. Nørregaard er dog ingen traditionalist. Hun genopfinder installationsgenren, gør den til sin egen ved at tilføre poesiens spoken words og ved at performe surreelle figurer som den uudgrundelige MOR.

Når SKJUL virker sjældent bevægende og bliver siddende i kroppen længe efter besøget, skyldes det flere ting. Udstillingen er en tour de force af en totalinstallation, et storværk, der fuldstændigt omslutter en, og som en tidsmaskine transporterer en tilbage til barndommen. Samtidig udfolder SKJUL et dragende univers, der er både intimt og foruroligende.

Forudsætningerne herfor skal findes i Seimi Nørregaards konsekvente grænsegang mellem performance, installation og poesi. Kun få kunstnere behersker dette krævende felt, hvor man skal skræve over tre kunstarter. Hendes værk henvender sig direkte til en, åbner både udad mod den verden, værket vil udfolde, og indad mod det dybt personlige i en selv. Det gør SKJUL vedkommende på både et almenmenneskeligt og et individuelt plan: Det er min oplevelse, men en, som jeg deler med andre, og som forbinder mig med andre.

Oplevelsen er særlig stærk, når Nørregaard selv er i værket. Hendes nærværende måde at være tilstede på animerer værket og giver det sit eget åndedræt. Som performer gør hun sig til del af værket på en tilbagetrukken måde. Hun er på én gang en markant figur – MOR – og næsten en del af inventaret. Præcis derfor bliver der plads til publikum på scenen.