Hjerte/Smerte

Problemerne hober sig op i Ditte Gantriis’ udstilling på Tranen, hvor manglende situationsfornemmelse reducerer, hvad der kunne være en vedkommende undersøgelse til ironi.

At skrive et godt kærlighedsdigt er lidt som at bage en souffle. Man kan have helt styr på doseringen af ingredienserne, og alligevel kan det hele ende med at falde sammen.

På den ene side kommer der sjældent noget godt ud af at skrive, medens man er i følelsernes vold, og på den anden side har den analytiske tilgang svært ved at favne den patos, der er med til at kendetegne et godt kærlighedsdigt og definere det som en undergenre inden for lyrikken.

Det er dog noget andet, der ligger Ditte Gantriis på sinde med udstillingen Open Mic Kærlighedsdigte 2018 på Tranen i Gentofte nord for København. Kunstneren undersøger ikke kærlighedsdigtet som en litterær ytring, men derimod som et kulturelt fænomen. Et fænomen, hvor det at komme af med sine følelser på vers behandles som en del af en stigende tendens til at udtrykke sig i billeder, ord og gestik, der låner fra kærlighedserklæringens katalog. Tænk blot på emotikoner eller musikere og sportsudøveres hjerteformede håndtegn.

Romantiske klichéer
Udstillingen emmer af dagbogsæstetik og dyrker romantiske klichéer, der i en poetisk sammenhæng med lige dele overbærenhed og foragt oftest karakteriseres ved hjerte/smerte-digtet. Arbejdet med det klichéfulde udtryk er tillige et tilbagevendende tema hos Gantriis, og Open Mic Kærlighedsdigte 2018 er således ingen undtagelse.

Det lille udstillingsrum er draperet i hvid velour, som igen er dekoreret med tørrede, røde roser, stearinlys formet som elskende i omfavnelse, blomster og hjerter i støbejern, blokfløjter spraymalet med guld og sølv, og skulpturer, der skal ligne smeltet chokolade i rødvinsglas. Alt sammen er det arrangeret med en iscenesat skødesløshed, man kender fra 1600-tallets overflodsstillebener. Endvidere er væggene prydet med små, kvadratiske lærreder med hjertemotiver i forskellige nuancer af rød.

Genbrug
Når man anskuer Open Mic Kærlighedsdigte 2018 i forlængelse af andre af kunstnerens udstillinger de seneste år, er der en åbenlys sammenhæng i form af både materialer og genstande. Hendes udstillinger i ind- og udland bruger i forskellige sammenhænge de præcis samme remedier til at undersøge andre kulturelle fænomener, og man får indtryk af, at disse kunstneriske undersøgelser tager udgangspunkt i de forhåndenværende materialer snarere end i fænomenerne selv.

Problemet er naturligvis ikke, at Gantriis’ værker er umiddelbart genkendelige, men man må overveje, om kunstneren er i færd med at iscenesætte sig selv som en kliché. Det kan opleves som om, Gantriis blot har åbnet sin kuffert og arrangeret genstandene på en ny måde for at lade dem indgå i belysningen af et til lejligheden udvalgt fænomen. Det er ikke uden effekt, men det er med stor risiko for, at de forskellige installationer primært kommer til at pege på kunstneren selv.

Åben mikrofon
Udstillingens titel er ikke for sjov. I den ene ende af rummet står foruden to hjerteformede plinter et stativ med tændt mikrofon. Dette skal ses som en invitation til forbipasserende om at stille sig op og ved egen røst fremføre kærlighedsdigte fra gemmerne, og på Instagram findes i hvert fald et enkelt forsøg dokumenteret. Både den aktive deltagelse og manglen på samme fremhæves med et tautologisk greb i udstillingsteksten som aktiver for udstillingen.

Med den lille scene begynder problemerne for alvor at hobe sig op for Ditte Gantriis. For det første er det uklart, hvordan den uindviede besøgende skulle finde anledning til at recitere et kærlighedsdigt.

For det andet: Selvom lysten skulle melde sig impulsivt, eller den besøgende er kommet forberedt, har jeg svært ved at se, hvordan Gantriis’ ironiserende installation kan andet end at tage humøret fra oplæseren.

For det tredje er det uklart, hvem publikum er, hvis det ikke er oplæseren selv, der skal opleve det overskridende i at høre sin egen stemme. Konceptet med åben mikrofon er dog netop kendetegnet ved nedbrydningen mellem tilhører og oplæser, men i Open Mic Kærlighedsdigte 2018 synes denne relation at være nedbrudt til ingenting.

Manglende situationsfornemmelse
Det største problem for udstillingen synes dog at relatere sig til udstillingsstedet. Tranen ligger inde i Gentofte Hovedbibliotek og er derfor naturligt forbundet til blandt andet litteraturformidling. Således fremstår en udstilling, tematiseret over kærlighedsdigte, umiddelbart som fornemt bevidst om sine omgivelser.

Desværre formår Open Mic Kærlighedsdigte 2018 slet ikke at aktivere biblioteket. Det er påfaldende, hvordan bibliotekets lyriksamling slet ikke adresseres af Gantriis, der alene synes at interessere sig for, hvordan hjerte rimer på smerte i et dagbogsformat. Det kunne muligvis tilgives i en gallerikontekst, men på et bibliotek grænser det til den totale mangel på situationsfornemmelse.

I udstillingsteksten går Toke Lykkeberg en eventuel kritik i møde ved at påpege, at Gantriis’ brug af ironi er uden distance, men der synes jeg, at lederen af Tranen gør sig selv skyldig i at overse udstillingens kulturelle forankring.

Open Mic: Kærlighedsdigte 2018 distancerer sig nemlig efter min mening både fra en seriøs litteraturformidling og en inkluderende open mic-tradition. Tematik og udstillingsgenstande til trods synes jeg ikke, at Ditte Gantriis udviser noget hjerteligt forhold til kærlighedsdigtet, og så er der måske kun smerten tilbage til de besøgende.