Hvad hjertet ønsker i Hyperspace

Cécile B. Evans tager den eksistentielle undersøgelse helt ind i hjertet af den teknologiske nutid. What The Heart Wants er en suveræn videoinstallation på Kunsthal Aarhus.

I det ny årtusinde har kunsten budt på to tilsyneladende modsatrettede strategier i forhold til den nye teknologiske dagsorden – en dagsorden, der blandt andet betyder, at krig føres med droner, og at en kæreste er noget, man scorer på et datingsite.

Der er en strøm af kunstnere, der søger kroppen og materialiteten. Hulkamera, tegning og rødler er på én gang moderne og arkaiske midler, metoder og materialer. Så er der dem, der bevæger sig helt, helt ind i den teknologiske nutid. På den bane finder vi den belgisk-amerikanske kunstner Cécile B. Evans (f. 1983).

Evans er netop nu aktuel på Kunsthal Aarhus med videoinstallationen What the Heart Wants, der skabte stor opmærksomhed på Berlin Biennalen 2016, og lad det være sagt med det samme: Tak for det. Det er et hit at få den til Aarhus. De styrer i kunsthallen!

Udstillingsrummet er orkestreret med store vandbassiner og en rampe, der fører til den centrale videoprojektion. I den 40 minutter lange computeranimerede film kaster Evans blikket ind i en teknologidrevet fremtid, hvor spørgsmålet om ‘menneskelighed’ er i centrum. Hvad gør nogen eller noget ‘menneskelig’? Hvordan vil det være, hvis bevidsthed, software og hardware bløder sammen?

Hypersensitiv
Den ikke-lineære fortælling er henlagt til en ikke nærmere bestemt fremtid, “efter K”,  hvor vi stifter bekendtskab med en lang række fragmentariske karakterer og stemmer: en lille robot, den udødelige celle HeLa, en flok løsrevne ører hængende over et lyserødt hav, to elskende med tegneserieansigter, en hukommelse fra 1972! etc. Og selvfølgelig den kvindelige figur HYPER, der både er historiens hovedfortæller og repræsentant for hele det omnipotente ‘system’, scenarierne folder sig ud i.

Halsbrækkende vil det være at forsøge at gengive ‘handlingen’, for den spalter sig flerstrenget, komplekst og abrupt. Det absurde figurgalleri taler om et hav af forskellige emner, såsom følelser, power, stamcelleforskning, terrorisme, kvindelig påklædning (eller mangel på samme), mindretal, gud m.m. – og afbrydes af ‘reklamer’, ‘nyheder’ eller ‘gæsteoptrædener’ af figurer fra tidligere værker af Evans.

Nej, det hænger ikke sammen – filmen indeholder klart et kontroltab, man som beskuer må tage på sig – men som på den anden side virkelig kaster noget af sig. For alt sammen er det udfoldet i et fuldstændig massivt og overlegent flow, der nok spiller på alle informationsteknologiens visuelle greb, men samtidig rummer både tanke, humor og en helt særlig poesi. Mest bemærkelsesværdigt er måske værkets store ‘følsomhed’. Omgivet af det mørke vand – og projektionens spejling i det – hensættes man i en sær vægtløs tilstand, som matcher den ‘alternative kropslighed’ i det såkaldt virtuelle rum. Det fungerer optimalt sammen med filmen!

www som filmens krydsfelt
Nu er fremtidsscenarier altid lavet i en given nutid. Som en naturlov udtrykker de først og fremmest horisonten, som den tager sig ud her og nu, og det er oplagt at læse World Wide Web og de enorme datalagre ind som filmfortællingens krydsfelt.

Men er der noget, man kommer til at tænke på, mens man sidder og ser Evans’ film, er det, at informationsteknologien ikke blot er ‘teknologi’ adskilt fra det menneskelige. Mennesker kan søge information online, men i høj grad også cirkulere tanker og følelser. Og teknologien har lært lektien og er i stand til at fodre os med affektbetonede og emotionelle inputs fra VR-spil og leende emojis til empatiske, computergenererede stemmer etc.

I den situation er det mindre oplagt at sætte rigide skel mellem virkelighed, virtuel realitet, menneske og teknologi. Og det er netop den situation, Evans omfavner. Teknologien er ikke alene skabt af mennesker – men også en forlængelse af de menneskelige behov. Derfor – tænker jeg – hedder værket What the Heart Wants.

En ikke-dystopisk fremtidsvision
Sammenlign et øjeblik Cécile B. Evans med Hito Steyerl. Sidstnævntes Factory of the Sun opererer også løst mellem ‘virkelighed’ og ‘virtuel realitet’. Videoinstallationen var et samtaleemne på Venedig-biennalen 2015 og blev fornemt anmeldt her på siden i forbindelse med dens visning på Kunsthal Charlottenborg. Læs anmeldelse her

Men hvor Steyerl har fokus på internettets magtrelationer og de kommercielle interessers og overvågningssystemers rækken ind i privatsfæren, er Evans i højere grad optaget af, hvordan det humane må genfortælles.

I modsætning til mange fremtidsvisioner er Evans’ ikke dystopisk. Der er rigtignok intet, der tyder på gnidningsfri kommunikationen “efter K”, og filmen rummer problemstillinger om at undslippe systemet (som De Elskende gør det i filmen, fordi deres tegneserieansigter ikke kan ansigtsgenkendes). Alligevel er det påfaldende, at karaktererne i Evans’ film ikke udkæmper magtkampe, men på sin vis diskuterer og arbejder sammen for at få systemet til at fungere, ligesom hele systemet – repræsenteret ved HYPER – er i besiddelse af subjektivitet og følelser.

Nok er What the Heart Wants en fremtidsfortælling. Men måske i endnu højere grad en helt klassisk – men topaktuel – eksistentiel undersøgelse. Den skal opleves!