Højdepunkter fra Berlin Art Week 2018

I slutningen af september blev der for syvende gang afholdt Berlin Art Week – en smuk fejring og forening af kunstlivet, som både viste nye strømninger i samtidskunsten, men også gav plads til den knap så salgbare kunst. 

Programmet var som altid enormt og bestod af både udstillinger, performances, foredrag, guidede ture i private kunstsamlinger og festlige arrangementer spredt ud i alle byens rum. For første gang fandt kunstmesserne Art Berlin og Positions sted i den gamle lufthavn Tempelhof, og det fungerede fantastisk.

Udover at Tempelhof er et imponerende stykke arkitektur, fremstår lufthavnens gigantiske haller som en nostalgisk tidslomme, hvor samtidskunsten stod i smuk kontrast. Art Berlin og Positions repræsenterede henholdsvis 120 og 74 gallerier, hvor især Positions havde fokus på yngre kunstnere.

Forstyrrende og poetisk

Fra kunstmessen Positions vil jeg især fremhæve en kvindelig kunstner, som bed sig hårdt fast på nethinden. Den israelske kunstner Moran Sanderovich var repræsenteret af Galerie Van Cauwelaert, som viste to af hendes morbide skulpturer på deres stand. Med materialer som bl.a. træ, silikone, hår og polystyren skaber hun værker, som på én gang er både forstyrrende og poetiske i deres visuelle udtryk. Sanderovich iscenesætter temaer som forgængelighed samt materialisme og udfordrer opfattelsen af den menneskelige krop.

Jeg er dybt fascineret af Sanderovich’ makaberhed, der på samme tid rummer den største skønhed. Foreningen af to yderpunkter, der umiddelbart virker forkert og dog så uundgåelig og rigtig.

Planetariekunst

Et værk, jeg stod halvanden time i kø for at se, slog heldigvis benene væk under mig. Den irske kunstner og spildesigner David O’Reilly har skabt det interaktive værk Eye of the Dream, som er en simulation af universets tilblivelse. Værket blev fremvist på Mariannenplatz i en mobil dome, hvor de besøgende via deres mobiltelefoner kunne påvirke værkets udformning.

Det havde jeg dog ikke selv lyst til. I stedet lagde jeg hovedet helt tilbage og røg ind i den smukkeste form for meditation. Det var et visuelt trip, som satte system i kaos, og som ramte mig meget kropsligt, da jeg både sad med gåsehud og tårer, mens alt fra planter og blomster til snegle, fisk og insekter faldt ned i hovedet på mig i de smukkeste, geometriske mønstre.

Eye of the Dream er en psykedelisk kunstoplevelse, som indgår i projektet The New Infinity – et samarbejde mellem Berliner Festspiele og Hamburg Planetarium. Et kærkomment initiativ, da jeg tænker, at et planetarium meget vel kan være stedet for samtidens mest intense visuelle oplevelse, og det undrer mig lidt, at man ikke har fundet på at bruge det til kunst noget før.

Revner ind til en anden verden

På Victoria Bar udstiller den danske kunstner Allan Bestle sine helt nye værker, som både består af keramik og store tekstiler. Bestle er ellers kendt for sine malerier, der ofte har et næsten skulpturelt look. Men det stikker af i helt nye retninger for Bestle, som også for første gang arbejder serielt. De forskellige tekstiler er bemalet med bl.a. blegemiddel, akrylmaling, og hvad kunstneren ellers har kunnet finde på at kaste på sine værker.

Selvom Bestle arbejder i nye materialer, er der dog tydelige spor, som fører tilbage til hans malerier. De farvestrålende, glaserede keramikværker fremtræder fx som forstørrede projektioner af akrylfugemassen fra malerierne.

Udstillingens titel Chance & Dance refererer både til det at turde fejle samt at omvende frygt til en positivt ladet energi, hvor en ny verden vil åbne sig op for én. Den dunkle belysning på Victoria Bar danner desuden en perfekt ramme for tekstilværkerne, der med deres lysinstallationer lyser op som revner ind til en anden verden. Mit blik flyttede sig hurtigt fra at se til at indse, at Allan Bestle mestrer en æstetisk forførelse uanset hvilket medie eller materiale, han arbejder i.

Kalejdoskopisk identitet

Sidst, men ikke mindst, vil jeg fremhæve udstillingen Passengers of a Kaleidoscopic Journey, kurateret af Semra Sevin, på den gamle tobaksfabrik ved Heidelberger Platz. Det var lidt af en bedrift at finde vej ind til selve udstillingen, men da jeg endelig kom ind, var det et eventyr at gå på opdagelse i udstillingens mange rum, som befandt sig på flere etager i den nedlagte fabriksbygning.

Udstillingens 40 kunstnere fra Los Angeles, Berlin og Istanbul viste værker, som kredser om temaet ‘kalejdoskopisk identitet’ i forhold til, at identitet er noget flydende og alsidigt. Vores identitet er ifølge Semra Sevin sat i bevægelse, og vi udvikler konstant nye lag, farver og dimensioner i takt med vores erfaringer. Et interessant tema, som mange kunstnere, bl.a. Sarah Lucas og Elke Krystufek, har arbejdet med i årevis. Men temaet appellerer måske endnu bredere i dag, fordi vi befinder os i en tid, hvor især seksualitet er blevet et flydende begreb. Flere af udstillingens værker tematiserede netop dette.

Der var noget helt særligt ved at gå rundt på en nedlagt fabrik fyldt med værker, der varierede fra alt fra performance, maleri og fotografi til skulptur, projektioner og installationer. Jeg var særlig begejstret for Victoria Trunovas interaktive performance Koytopia/Visa Application (2018), hvor ens visumansøgning underskrives mentalt, samt Corry Siw Mirskis skulpturer, der ved første øjekast fremstår voldelige og direkte truende, men som også udstråler skrøbelighed og fertilitet.

Kunst til folket

Selvom der var mange store kunstnernavne med i årets program, som fx Agnieszka Polska, Julian Charrière, Lee Bul og Meg Stuart, må jeg indrømme, at jeg var mere tiltrukket af at opdage nye kunstnere og afsøge de mere usædvanlige udstillingssteder. Berlin Art Week er ikke blot en salgsplatform, som man kender det fra kunstmesserne i Basel og London – Berlin Art Week forener alle parter i kunstverdenen og rækker sågar endnu længere ud. Det er David O’Reillys værk Eye of the Dream et udmærket eksempel på. Et værk som dette hører ikke til i kategorien ”salgbar kunst”, men det hører til gengæld til i kategorien ”folkelig kunst”. Et yderst interessant bidrag til kunstscenen, da det at sætte fokus på digital teknologi og vise kunst i et planetarium netop henvender sig til et publikum, som ellers kan være svært at nå i kunstens mere traditionelle rum.