Høst – historisk harmoni eller kontrafaktisk brud?

Gruppeudstillingen Høst – en kontrafaktisk udstilling på Den Frie sætter samtidskunstnere ind som medlemmer i kunstnersammenslutningen Høstudstillingen – som eksisterede fra 1938 til 1945. Det er et ganske vellykket møde, der giver nye øjne på Cobra-klassikerne og interessante samtidskunstnere, selvom der ikke sker en kunsthistorisk eksplosion.

Der er kækt kaldt til grus i maskineriet med titlen: ‘en kontrafaktisk udstilling’. Vi bydes indenfor til ideen om, at kunstnersammenslutningen Høst, der slog sine folder i Den Fries lokaler fra 1938 til 1949, skulle have fortsat til i dag og således kunne forene sine historiske navne som Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt med et bredt felt af nutidens kunstnere. Dette fællesskab over tid spekulerer over at forbinde Høst-kunstnernes spontane abstraktion med nutidens trang til frisættende udtryk og vildtgroende leg med materialer.

Det er i sig selv interessant, da Høstudstillingen var noget af et kraftcenter i dansk kunst igennem en højdramatisk tid før og efter besættelsen og med en række af de mest kendte danske kunstnere på denne side af Wilhelm Hammershøi i hovedrollerne. At kalde Jorn og co. for ”Høst-kunstnerne” i stedet for ”Cobra” er ganske passende.

Det er dog ikke kaldt til kunsthistorietime, og udstillingen forløber uden historisk forklaring eller genskabelse af Høst-udstillingerne, som de var engang. Selvom det havde været en spændende sag i sig selv at få et indblik i Høst-udstillingen i mere historisk sammenhæng, er meningen her nærmere at tage værkerne ud af historien og ind i samtiden, i stue med en udvalgt skare af samtidskunstnere.

I hvert af Den Fries elegante lokaler sættes en af ”the Class of ’48” sammen med nutidens ”prospects”. Nogle gange som direkte dialoger mellem to kunstnere, andre gange med lidt flere deltagere.

Dette giver god plads og ganske frit spil – der er tale om en udstilling, der sætter værkerne i højsædet og blander sig med et minimum af effekter. Selv værkskiltene er demonstrativt enkle. Jeg tror, at Høst-udstillingen dengang har været en mere broget oplevelse med værker, der kæmpede om pladsen fremfor de gennemtænkte dialoger, vi her er vidne til.

Der sker noget, når møderne er bedst

Jeg synes, at udstillingen er bedst, når den tør sætte forskellige værker overfor hinanden. Det sker i det første rum, hvor malerier af Cobras første-kolorist Carl-Henning Pedersen er sat i stævne med Astrid Svangrens changerende, rumlige værker af farvet silkestof og forskellige naturobjekter. Det er svært at indfange, hvad der præcist sker i Svangrens værker, men det føles let at forbinde med den sanselige drømmeverden, der udspiller sig i Pedersens malerier.

Et andet sted i udstillingen er store lærreder af Pedersen stillet direkte op ad væggene – det er Høst-kunstnerne uden rammer og dikkedarer, og det giver faktisk et frigjort møde med de ellers velprøvede modernister.

Noget lignende sker i Maria Wæhrens ophængning af mange små malerier med den fælles titel Fryseæg. Danner de en fælles organisme, eller er det kimen til forskellige væsner, der breder sig ud over væggen? Det er maleri, der indtager rummet på en måde, som man ikke gjorde i 1940’erne.

Her er Else Alfelt modstykke i samme rum, uden at der dog opstår den helt store krydsbefrugtning. Den er der måske mere af i Saskia te Nicklins store maleri-installation af bizarre formationer, der sættes overfor Heerups livlige stenskulpturer.

Med forbilledernes inspiration

Nogle værker har en nærmest medfødt forbindelse, når samtidskunstnerne har en direkte inspiration fra Cobra-folket eller kommenterer på de ældre værker. Mette Rasmussen af den yngre generation arbejder med motiver fra folketro og med en ornamentik, der er åbenlyst inspireret af Henry Heerup. Disse værker i træ taler selvfølgelig godt sammen med Heerups stenfigurer, der spreder sig ud over gulvet, igen på en umiddelbar måde uden sokler og anstand.

En mere kommenterende undersøgelse af Cobra-land finder sted i Anne-Mette Schultz og Rasmus Røhlings fællesværk Les Idiots. Her har kunstnerne været på besøg på Heerups museum i Rødovre og andre steder med tilknytning til frie fugle på kanten af kunsten. Er meningen mon at spørge til, hvordan vi dyrker ideen om en rigtig kunstner, i dag og dengang?

Der er også en tænksom omgang med den frie spontanitet i Søren Andreasens billeder, her på en mere konceptuel, nærmest minimal vis. De sort-hvide stregtegninger er ikke så enkle, som de ser ud, da tegningen fra kunstnerens hånd er kopieret, forstørret og herefter udført som tryk. Hvad skal der til for at skabe et billede?

Historisk harmoni eller brud?

Kunstnersammenslutninger er normalt fællesskaber af kunstnere fra samme generation med et fælles afsæt i stil og ide, der på kunstnernes eget initiativ finder sammen. Og med en tilbagevendende udstilling som fællesskabets form.

Her er tale om en enkeltstående udstilling skabt af en kurator på tværs af generationer, stilarter og ideer. Der tegner sig derfor et originalt tværsnit gennem dansk kunst, der tør sætte ganske forskellige kunstnere sammen og ikke går efter de lavest hængende frugter eller mest eksponerede navne.

Vi er ude i et helt andet ærinde end de stjerne-kunstner-møder, som de danske Cobra-kunstnere til tider indsættes i, på plakaten med Picasso, Munch eller lignende.

Titlen ”en kontrafaktisk udstilling” er ikke strengt nødvendig. Jeg ved ikke, om denne udstilling er mere eller mindre faktuel end andre – og der er næppe tale om en revolution af dansk kunst eller måden at tænke en udstilling på.

Faktisk er der tale om et ganske harmonisk møde mellem de historiske Høst-værker og nutidskunsten. Det er ikke sådan, at vores forestilling om den danske moderne kunst eller dens hovednavne vendes på hovedet, eller ideen om en kunstudstilling føres helt nye steder hen.

Men der er bestemt også kvaliteter i at lade værkerne stå og give et inspirerende møde med flere tiders kunst i sig selv.