Hold op med at lave kunst

Normalt er det illegale våben, som statslige institutioner i en afgrænset periode tilbyder at tage imod uden retsforfølgelse. Lige nu er det kunst, som et museum tilbyder at tage imod og destruere.

Kunst-amnestien er arrangeret af Bob and Roberta Smith i new yorker-institutionen MoMA PS1, hvor der for tiden i gården står store containere, hvor kunstnere kan deponere værker. Alternativt kan de få lov at udstille dem en sidste gang, inde i udstillingssalene, hvorefter de vil blive destrueret. Samtidig har man mulighed for at skrive under på, at man aldrig mere vil lave kunst. Så får man en badge, hvor der står “I AM NO LONGER AN ARTIST”.

Det aktuelle projekt er en direkte forlængelse af Bob and Roberta Smiths Art Amnesty i Pierogi Gallery i 2002. Iøvrigt er Bob and Roberta Smith ikke en kunstnerduo eller et ægtepar. Det er et alias for Patrick Brill (f. 1963).

Blandet modtagelse
Udstillingen er ikke blevet vel modtaget. Anmelderen fra New York Times, Ken Johnson, beskriver i sin anmeldelse fra den 30. oktober de tomme sale og manglen på dumpede værker i containerne. Og de værker, som faktisk er hængt op for at blive vist for offentligheden en sidste gang, finder han bizarre og uskønne.

Besøgende er provokeret. Hvorfor dog smide kunsten ud? Hvem er den kunstner, der tillader sig at opfordre andre kunstnere til at droppe ævred?

En enkelt kommentar er dog positiv og taler om, at de tomme containere og sparsomt udfyldte udstillingssale er bevis for, at alskens amatørkunstnere ikke ønsker at holde op, så ønsket og lysten til at være kreativ består, selv når produkterne ikke kommer videre.

Bob and Roberta Smith selv udtaler: “Udviklingenskurven for de fleste kunstnere begynder med begejstring og glæde og ender, med mindre kunstneren slår igennem, med at skamfulde børn kører deres afdøde forældres værker til storskrald”.

Og videre: “Mange kunstnere narrer sig selv til at tro, at de er lovende og produktive kunstnere, selvom de kunne føre en mere værdifuld tilværelse ved at hellige sig andre erhverv.”

Forskningskontor for Erstatningskunst
Uden at vide det, taler Bob and Roberta Smith op til begrebet erstatningskunst, som blev introduceret af Lars T. Mikkelsen, der som afgangsprojekt fra Kunstakademiets Billedkunstskoler i 1990 viste værket Forskningskontor for Erstatningskunst.

Han mente, at kunsten siden 1970erne blot havde gentaget sig selv. Han taler her om kunst med eksperimentel praksis, ikke det kreativt-skabende. Mennesker har altid og vil altid tegne, male, ridse, hugge og modellere; det er en del af det, at være menneske.

Den kunst, som er under afvikling, er den kunst, som opstod i midten af 1700-tallet, da man begyndte at sprogliggøre kunsten og danne særlige institutioner til at rumme kunsten. Institutioner som museer og akademier. Mikkelsen skriver:

“Det er muligt, at jeg tager fejl, men jeg tror, at vi om føje år vil opleve et temmelig stort antal kunstnere som åbner marskandiserforretninger, bestyrer døgnkiosker, opfinder intelligente indkøbsvogne, vandhaner og tyverialarmer, arbejder som flyttemænd, naturvejledere, seksualrådgivere og lejemordere, etablerer skytteforeninger, bokseklubber, billiardsaloner, diskoteker og bordeller, skriver romaner, brugsanvisninger og manuskripter til TV-serier, udfører humanitært hjælpearbjede, nedtrapper narkomaner etc.
Mange af disse kunstnere vil efter alt at dømme hævde at de, trods den hensigtsmæssige adfærd, stadig er kunstnere, og det kunne man så for nemheds skyld bekræfte dem i. Den her skitserede udvikling kunne man håbe på ville berige og udvikle de brancher, som kunstnerne vil træde ind i – og det er jeg overbevist om, at den vil.”
(Lars T. Mikkelsen: Om erstatningskunst, i tidsskriftet Passepartout #15, Aarhus Universitet 2000).

Læg mærke til, at det kun er den institutionelle kunst, som Mikkelsen skriver om er under afvikling. Det kreative, behovet for at udtrykke sig, består.

Det samme ser man hos Bob and Roberta Smith – og iøvrigt mange andre samtidskunstnere – som finder væmmelse ved kunstmarkedets mekanismer i en sådan grad, at de får lyst til at melde sig ud og holde op med at være kunstnere.

Selvom kunsten, som vi kender den, måske er under afvikling, så består kreativiteten. Bob and Roberta Smith har gjort det til en særlig del af sit kunstneriske virke at tale om den inderlige vigtighed af at lade børn arbejde kreativt og tilegne sig forskellige kunstneriske udtryksformer.

Make Your Own Damn Art
Den aktuelle udstilling i New York, hvor Bob and Roberta Smith opfordrer folk til at kvitte kunsten, er særlig interessant i lyset af, at netop denne kunstner i over to årtier har opfordret alle til at lave kunst.

Se selv denne trailer til en dokumentar om kunstneren, (1:37 min.), hvor han fremsynger manifestet “make your own damn art, don´t expect me to do it for you”.

Hele dokumentaren kan ses her.

For Bob and Roberta Smith handler det om at være kreativ i stedet for at være destruktiv. Hovedværket fra 1997, købt af Tate Modern London, hedder slet og ret MAKE ART NOT WAR. Hertil knytter sig en personlig historie.

Kunstnerens far, der som ung var kunststuderende, blev sendt afsted som soldat for at bekæmpe fascismen og vendte stærkt såret hjem. Værkets udsagn hans sidste ord på sit dødleje til sin søn. Senere tiders hippie-parole, MAKE LOVE NOT WAR, kender vi alle.

I al beskedenhed, vil Bob and Roberta Smith gerne ændre verden til det bedre ved at få folk til at tænke over, hvordan de taler til hinanden og hvilket sprog, som vi former virkeligheden med. Som kunstner henvender Bob and Roberta Smith sig til andre med skilte af den klassiske slags; udsagn malet med skiltemaling på simpelt krydsfiner eller fundet materiale.

Tidligere i år lancerede han også et nyt parti, Art Party, for at gøre opmærksom på kunstens værdi. Opmærksomhedskampagner for partiet var provokeret af en nylig udtalelse fra den britiske uddannelsesminister, Michael Grove, der stillede med et forslag om at afvikle al kunstundervisning i folkeskolen.

All Schools Should be Art Schools
I reaktion på ministerens forslag, gennemførte Bob and Roberta Smith en kampagne med sloganet “All Schools Should be Art Schools”. Det blev også til en film.

Så hvor leder det os hen?

Til Art Party. Jeg er medlem… Og jeg vil blive ved med at advokere for kunstens berettigelse i samfundet, dels Den Store Kunst, som vi har institutioner til at varetage (vedligholde og udvikle), men jeg vil også advokere for væsentligheden af børn og unges adgang til kunst og kultur, både nydende, som når de møder Den Store Kunst på museer og i koncertsale, og deltagende, som når de selv arbejder kreativt og udtrykker sig kunstnerisk i forskellige medier og materialer.

Bob and Roberta Smith taler om Art Party, se filmen her.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.