Honey Biba Beckerlee mestrer materiel tænkning – men får vi lov at tænke med?

I Honey Biba Beckerlees udstilling Digital Matters på Kunsthal Charlottenborg trevler kunstneren forestillinger om den digitale teknologi op og viser os, hvor håndgribelig den i virkeligheden er. Udstillingens værker demonstrerer Beckerlees forbilledlige evne til at tænke med og om sine materialer. Men får vi lov til at tænke med?Kunstnerisk forskning. Det kan lyde som et oxymoron der sammenstiller to traditionelt afskærmede felter. Ikke desto mindre har kunstnerisk forskning længe været under udvikling – også i Danmark. Det Kgl. Danske Kunstakademi har i årevis huset kunstnere, der bedriver kunstnerisk forskning i samarbejde med landets universiteter, heriblandt Honey Biba Beckerlee.

Sammenfletningen af kunst og forskning har antændt politisk debat, og i november 2021 offentliggjorde Kulturministeriet en rapport, der blandt andet mente at kunne identificere en øget akademisering af Kunstakademiet. Også folketingsmedlem for Liberal Alliance, Henrik Dahl, luftede sin bekymring om et muligt tab af det håndværks- og materialemæssige fokus til fordel for et akademisk med direkte henvisning til Beckerlees ph.d.-beskrivelse.

I en kronik i Information argumenterer Beckerlee for, at disse modsætninger – viden og praksis – er politisk konstruerede. I en frisk vending inviterede hun endda skribenterne bag rapporten, Dahl og den nyligt tiltrådte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på et kontor-visit, så de kunne få indblik i, hvilken form for forskning, hun bedriver.

Hvorvidt de tog imod Beckerlees invitation er uvist. Men nu har de – og vi andre – chancen for at opleve hendes forskningsarbejde på udstillingen Digital Matters på Kunsthal Charlottenborg. Udstillingen sigter mod at gentænke udbredte forestillinger om immaterialitet i digital teknologi.

Det er en udstilling, jeg længe har set frem til. Ikke mindst for at få et indblik i, hvilke former for viden og tænkning, kunstnerisk forskning kan tilbyde.

Kunst af den digitale industris affald

Den digitale teknologi er ikke så immateriel, som vi går og tror. På trods af deres begrænsede synlighed, er optiske fibre og udvindingen af råstoffer helt centrale for, at vi kan tage et billede med vores telefon, sende en e-mail eller læse en anmeldelse digitalt. Industrien udleder endda store mængder affald – og det er netop her, udstillingens første værker SOLAR og Materie, mor, matrice tager deres afsæt fra.

En stor samling stentøjsplader ligger på kunsthallens lyse parketgulv i en stram komposition. Forskellige stentøjsbrændte klumper, krukker og amfora-lignende stave skyder op mellem pladerne og bryder det ellers flade udtryk. Værkerne er skabt af et affaldsprodukt fra udvindingen af silicium, som blandt andet anvendes til kamera-mikrochips. Beckerlee har til udstillingen udviklet et keramisk materiale af affaldsproduktet, som hun har fremstillet sine værker af.

Jeg fornemmer straks den omfattende forskning og store sensibilitet, der ligger bag Beckerlees arbejde med at skaffe sig viden om grundstoffet og dets mange forbindelser til både teknologi såvel som biologi.

Og så synes jeg, det er interessant, at Beckerlee netop vælger at arbejde med affaldet. Den digitale teknologis materialitet bliver aldrig så nærværende, som når ens elektronik går i stykker og skal kasseres. Når du uvilligt står med det ellers magiske objekt, som før kunne forbinde dig til verden på tværs af tid og sted, men som du nu skal… affaldssortere.

I Beckerlees undersøgelser bliver det digitale affald forvandlet til noget andet og mere – et sanseligt nærvær af grundstoffet og det digitales materialitet.

Hukommelsesteknologiens håndværkstradition

Et andet spor i udstillingen adresserer den digitale teknologis slægtskab til vævning. Værket Cu i cyklus består af fem såkaldte rackskabe – store opbevaringsenheder på gigantiske datacentre, der holder på internettets hukommelse – der i et uoverskueligt netværk af strømledninger forbinder sig til hinanden.

Ledningernes kobbertråde har Beckerlee vævet til mønstre, der blandt andet er hentet fra en mikrochip, en hjernescanning og fra mineralernes verden. Værket formidler kobbers hukommelsesbærende funktion og trækker tråde til den tidlige hukommelsesteknologi, som – før mikrochippen kom til – simpelthen blev vævet i hånden med kobber. Ligeledes findes kobber ikke blot i vores computeres RAM, men også i vores hjerner, hvor det influerer på vores hukommelsesevne.

Spor fra en infrastruktur

I udstillingens sidste rum udfolder forbindelserne mellem teknologi, biologi, materiale og håndværk sig på en helt ny skala. En gigantisk kabeltromle blokerer næsten hele indgangen til rummet. Dimensionerne må svare til de store kabler af optisk fiber, der ligger på havets bund, og som udgør internettets infrastruktur.

Bag kabeltromlen findes en sort, frithængende ramme, hvor Beckerlee har vævet med optiske fibre og ålegræs. Den information som vævningen indeholder udgår fra en såkaldt partikelsværmsalgoritme – en optimeringsalgoritme, der bruges til at optimere strømmen af data. Algoritmen er angiveligt baseret på forskellige sværmdyr som fugle og bier, der er i stand til at lokalisere føde utrolig effektivt.

Mellem hånd, viden og materiale

Udstillingen Digital Matters resonerer med en aktuel interesse inden for både kunsten samt kunst- og kulturforskningen for at undersøge materiel kultur og verdenen som et netværk af relationer. At bruge den digitale teknologis materialitet som protagonist bliver en perfekt ramme til at undersøge og forstå større, socioøkonomiske problematikker eller stærke, kulturelle forestillinger. Beckerlees værker både er og viser disse forbindelser på en måde, der er tro mod materialernes egenskaber.

De demonstrerer den tætte forbindelse mellem viden og praksis, der udmunder sig i at tænke med og om sit materiale. Hun undersøger, hvad det er i stand til og skaber nye materielle-kulturelle forståelser af grundstofferne, og dermed om teknologiens kontekst og udformning.

Men det er også et stort indhold, som udstillingens kun fire værker skal bære. Håndværkstraditioner. Algoritmer. Infrastrukturer. Hukommelsesteknologi. De digitale materialers forbindelser bliver til tider så komplekse, at det kan føles som om, at metaforerne overgår materialerne.

Og udstillingens ambition om at undersøge “forbindelser og sammenfiltninger på tværs af geologi, teknologi, biologi, og kortlægge grundstoffernes bevægelse fra naturen ind i computeren og videre ind i menneskekroppen” lyder mere som et koncept til en omfattende temaudstilling på et af landets store kunstmuseer.

På den anden side formidler værkerne den digitale teknologis kompleksitet, der er uden for vores forståelsesramme. Og det er formentlig en central pointe. I en verden, der er for kompleks til, at vi helt udtømmende kan erkende den, må vi læne os op ad vores oplevelser af den.

Jeg ville derfor gerne have set mere til Beckerlees arbejdsproces. Hendes keramik- og væveprøver. Hendes tænkning gennem materialerne, så jeg som beskuer i højere grad kunne have haft muligheden for at tænke med i det helt fantastiske forskningsarbejde, som Beckerlees udstilling er.