“Hoo-Gah”: Amerikansk for hygge

Graham Wilson indtager Galleri Jacob Bjørn med dystopiske fortællinger om kunstnerens og menneskets ukomfortable position i en (amerikansk) opløsningstid. Er dansk hygge et svar?

“Hoo-Gah” er dårlig amerikansk udtale af “hygge”, begrebet der er kanoniseret som definitionen på den danske kulturs dybeste essens. Det er også titlen på et af værkerne i Graham Wilsons (f. 1987) aktuelle udstilling på Galleri Jacob Bjørn: En organisk form som breder sig ud over en hel endevæg i det højloftede rum, skabt som den er af lærredstråde trukket ud af mislykkede malerier, kunstneren har samlet gennem årene.

Dette er netop et af den amerikanske kunstners hovedgreb: At destruere malerier, oftest ved at klippe dem op i strimler eller stykker, og derefter samle dem i nye værkkompositioner, og allerede her fornemmer, man kunstnerens ambivalens i forhold til sin metier: Det er allerede på forhånd fejlslagen, umuligt, og så alligevel – næsten som en trodsreaktion – produceres værkerne.

Skatten for enden af regnbuen

Udstillingen hedder The End Of The Rainbow og sætter i bogstaveligste forstand dele af galleriet på den anden ende i en omfattende installatorisk iscenesættelse, der går mere i kroppen end de fleste konventionelle galleriudstillinger.

Udstillingen kan tolkes, som kunstnerens ret desperate søgen efter skatten for enden af regnbuen. Denne håbefulde folkefortælling indløses som bekendt ikke i ‘real life’, da regnbuen er et ganske flygtigt optisk fænomen uden nogen håndgribelig ende. Og hvad betyder det så for meningen med kunsten?

Lille David

I det første udstillingsrum møder vi en lille David-figur i centrum af en cirkel af tolv hænder beklædt med gummihandsker. Michelangelos idealmand træder her frem som miniature- og kitch-figur, som om den var skabt og genskabt igen og igen af de omkredsende “gudshænder” med reference til Adams skabelse i loftsfreskoen i Det Sixtinske Kapel af selvsamme Michelangelo.

Ydermere skulle figuren være et selvportræt: Wilson har gennem to års fitness skulptureret sin egen krop efter det klassiske kropsideal, hvorefter han har scannet og 3D printet sig selv som David i kontraposto! Vi har overtaget skabelsen af os selv, men ender som tom souvenir, eller hvad?

Kunstneren som karikatur

Heller ikke når Wilson skifter fra skulpturen til et andet velkendt kunstnerisk format, nemlig tegningen, er den kunstneriske (selv)skabelse ligetil, som det ses i installationen I Only Ever Wanted To Be A Yes Man, hvor 30 karikaturtegnere på bestilling har udført portrætter af Wilson. Konsistent autenticitet eller subjektivt fodfæste er en by i Artland.

Og Wilson topper med et dukkehus, hvor kunstnerdukken ligger død eller skæv i det syndigt forfaldne hjem, mens tv-skærmen viser vilkårlige hjemmevideoer fra ´normale´ menneskers liv. Nej, der er end ikke komfort i myten om kunstneren uden for det sociale eller i fortællingen om, at vigtig kunstnerisk skaben foregår på baggrund af indre kaos og afskårne ører.

Et udraderet hjem med sengelopper

I det andet udstillingsrum folder dukkehusets kaos sig så ud i stor skala i en grandios dystopisk scene. Hele udstillingsgulvet er dækket af stabilgrus. Legetøj, familiefotos, knuste tallerkener og andre husholdningsgenstande titter frem i blandt, og man forestiller sig et udraderet hjem.

Her finder vi også en stabel udtjente madrasser, henover dem er sprayet udsagnet “The Bed Bugs Bit”. Hjemmets og sengens komfortzoner er ikke sikre længere, synes Wilson at sige, og værket er vel også en selvreferentiel henvisning til et tidligere madrasværk, Buried Alive (2016), som kunstneren lavede i direkte respons til det amerikanske valg i 2016. Her blev de gamle madrasser polstret med nationale flag syet sammen af destruerede malerier.

68.425 dollars

Midt i rummet svæver den transportkasse, kunstneren har fragtet sine værker til Danmark i, omviklet af en regnbue syet sammen af itu-klippede malerier. Nedenunder – der hvor regnbuen ender – er den der så endelig: Skatten i form af en overdimensioneret check til kunstneren beløbende sig til 68.425 $ svarende til salgsprisen for de samlede værker på udstillingen.

Nederen at kunsten ender som kommerciel vare, men man får en velgørende humoristisk pille at skylle hele narrativet ned med, der ellers – synes jeg – er faretruende nær en lidt automatisk dystopi-kliche i sig selv.

I kontrast til Aros’ regnbue

Når man nu tager en folkloristisk regnbuefortælling op i Aarhus er det svært at se bort fra et nik til Eliassons ARoS-regnbue.

Udstillingen hos Jacob Bjørn kontrasterer i hvert fald Eliassons venlige, opbyggelige kunst, der demokratisk kan bruges af alle, og som fungerer perfekt som brand for både museum og by. Wilsons syn på kunsten er derimod i konflikt med sig selv og alt andet end overbevist om sin “nytte”.

Hygge: vat eller håb?

Og hvad så med hyggen eller Hoo-gah? Værket breder sig tilforladeligt som en dyneblød kontemplativ sky og er udstillingens mest imødekommende værk.

Hvis man ville, kunne man jo se udstillingen som en vrængen af Eliassons ‘brugs-regnbue’ og en kritik af al den her DK-hygge, der pakker nationen ind i vat og gør den blind for verdens realiteter. Men det kunne også være omvendt: At Wilson peger på en vej eller et håb, at han håber med hyggen. Hyggen som et billede på en tilstand, man kan nærme sig – også selv om man ikke kan gribe den eller helt forstå den. Eller udtale den: “Hoo-gah”!

Det er i den ambivalens, at udstillingens kvalitet ligger.