HUMAN på Galleri Sortedam

Køn, magt og menneskelige relationer var det primære omdrejningspunkt for de fire kunstnere på Galleri Sortedam.

Fernisering hos Galleri Sortedam. Foto: Sidsel Wiis

Køn, magt og menneskelige relationer var det primære omdrejningspunkt for de fire kunstnere på Galleri Sortedam.

Mennesket i kunsten
Selvom fortællingen om mennesket ikke just er et ubeskrevet blad i kunsten, må man unægteligt erkende, at netop denne tematik har en vis eviggyldig berettigelse. På Galleri Sortedam i København kunne man i oktober opleve udstillingen HUMAN, der gav et farverigt, men trods alt overskueligt, indblik i samtidskunstens menneskelige billedunivers.

Linda Bjørnskov og Orsolya Bagala Larsen stod for den mere farverige og politiske tilgang, men stærkest i min erindring står værkerne af henholdsvis Henrik Godsk og George Vasilache. Værkerne er vidt forskellige både i medie og motiv. Med relativ enkelhed beskriver de verdener, der på en og samme tid synes tomme og utilnærmelige, men alligevel relaterer sig til liv og menneskets eksistens.

Verden og mennesket
Henrik Godsk, som havde fem malerier med på udstillingen, henter megen inspiration i den postmoderne litterære fiktions fragmenterede verden og han forklarer selv, at værkerne egentlig handler om ”menneskelige relationer i en verden, hvor sammenhænge er midlertidige og konstruerede, og hvor kaos lurer lige om hjørnet”.
Han beskæftiger sig da også med et billedunivers, hvori mennesket optræder som en stille aktør i konstrueret kulisseagtig verden.

Fotografier af George Vasilache. Foto: Sidsel Wiis
Fotografier af George Vasilache. Foto: Sidsel Wiis
Malerier af Henrik Godsk (på hvid væg). Foto: Sidsel Wiis
Malerier af Henrik Godsk (på hvid væg). Foto: Sidsel Wiis

Rent formmæssigt kan man trække tråde tilbage til det modernistiske fokus på farve og flade, og der synes ikke at være nogen direkte forbindelse til virkeligheden.
Værkerne kan ses som en fortællinger eller narrative universer, hvor handlingen helt naturligt skabes i beskuerens søgen efter svar.

Landskabsbilleder
Hvor man i Godsks billeder bliver introduceret til en fragmenteret og fiktiv verden, syntes virkeligheden at være langt mere nærværende i George Vasilaches tre værker. Dette skyldes først og fremmest, at Vasilache som den eneste kunstner på udstillingen arbejder med fotografiet. Hans værker kan ses som modsætningsfyldte landskabsbilleder hvor den menneskelige tilstedeværelse sættes over for den altdominerende øde natur. Hans billeder viser hvordan mennesket, på trods af dets fravær, alligevel sætter sig spor i naturen og samfundet.

Køn, magt og menneskelige relationer
Udstillingen lagde i sin helhed op til en diskussion af menneskets rolle i verden og i naturen. HUMAN fungerede således både som titel på udstillingen og som betegnelse for dens tematiske omdrejningspunkt. Mennesket og det menneskelige som den inspiratoriske fællesnævner fornægtede sig da heller ikke i værkerne, hvor problemfelter som køn, magt og menneskelige relationer blev taget under behandling.


Fakta

HUMAN

27 okt 2007

Linda Bjørnskov, George Vasilache, Orsolya Bagala Larsen og Henrik Godsk

Galleri Sortedam Se kort og tider

Fakta

Udstillingen bestod af i alt tolv værker af henholdsvis danske Linda Bjørnskov, Henrik Godsk, Orsolya Bagala Larsen og rumænske George Vasilache.