Hun deler sin undren med publikum

Kirsten Dehlholms til dato 40 forestillinger befinder sig i et udefinerbart krydsfelt mellem teater, billedkunst, arkitektur, musik, lys, digtekunst, film, naturvidenskab og teknologi. Hun er en utrættelig kunstner, en kvinde med kæmpekræfter, en kunstens spåkone, en egensindigt skabende personlighed, en nysgerrig sjæl, et stort kunstnerego, en fremragende organisator etc. etc. Lige dele billedkunstner, teaterdirektør, scenograf, forfatter og alvorligt legebarn er Kirsten Dehlholm, uden hvilken dansk kunst- og teaterliv ikke ville være det samme. Der er al mulig grund til at fejre denne skabende urkraft, som for nylig fyldte 70 år.

Forestillingerne har varet fra 20 minutter til syv dage og nætter, og antallet af medvirkende har svinget fra 1 person til 700 personer. Selv betegner Kirsten Dehlholm udstillingen i Kunstforeningen for sin længste forestilling til dato, idet den løber i 23 dage.

Men desværre forløses forestillingernes storhed ikke på udstillingen, som klemmer sig sammen i Kunstforeningens intime sale. Vi står over for det evigt tilbagevendende problem med performances, at de kun efterlader relikvier, når de er slut. Dehlholm & co. har ganske vist gjort en brav indsats for at få forestillingerne til at leve og ånde, men det er og bliver en blegnet reprise, og de scenografiske rekvisitter holder ikke som selvstændige kunstværker.

Heldigvis udgiver Aarhus Universitetsforlag samtidig antologien, Skønhedens hotel, som afsøger Hotel Pro Formas praksis videnskabeligt. Dén er guf for alle, som ønsker at trænge længere ind i denne multimediale institutions frugtbare eksperimenteren.

Indre granskning
I den nye udstilling har Dehlholm arbejdet mere introspektivt, end hun plejer, idet hun har gransket sig selv og sit virke og har mikset udstillingen som et ekstrakt af sit lange virke. I trappeopgangen i stueetagen hænger der kostumer fra forestillingen Monkey Business Class i en specialfremstillet garderobe.

På vej op ad trappen til første sal, er der en højttaler, som udsender skridtlyde, og når man op til 1. sal, kan man i et mørklagt rum opleve et spøgelse – en hvidklædt dame – som formodentlig er den usynlige trappegænger. Vi kan opleve scener fra War Sum Up fra 2011 og lytte til lydsiden i høretelefoner. En performer sidder spillevende i sin gule kittel og strikker.

I rummet ved siden af er opstillet 27 glasskærme med H.C. Andersens tegninger og andre visuelle indslag fra forestillingen Jeg er kun skindød fra 2005 om H.C. Andersen.

I samme rum står en skulptur i glas – eller i plexiglas? – af trappeopgangen på Gl. Strand. Der er nok af rekvisitter fra forestillingerne. Men lever de? Næppe.

Den skønne gamle borgerbolig er heller ikke den rette ramme omkring Dehlholms skarpe og visuelt prægnante værker, der gør sig bedre i mere rå omgivelser.

Oplæsningsmarathon
Men der er også highlights, som går lige ind: På 2. sal kan vi fx opleve skiftende performere læse op af tekster skrevet af Søren Ulrik Thomsen, Morten Søndergaard, Christina Hesselholdt, Peter Seeberg, Inger Christensen m.fl. De har alle leveret manuskripter og tekster til Hotel Pro Formas forestillinger. Denne oplæsningsmarathon med 150 performere holder en tekstflod strømmende, og her kan vi så begynde at erindre de forestillinger, vi har set.

Efter i begyndelsen at være mere optaget af billeder og rum, er Kirsten Dehlholm hen ad vejen blevet en opdagelsesrejsende i tekster og ord. En ny performer læser op hver halve time. Oplæsningerne foregår på baggrund af en malet genskabelse af udsigten fra de nu blændede vinduer, der vender ud mod kanalen og Thorvaldsens Museum. Her kan der opstå nogle magiske øjeblikke for publikum.

Hvad gemmer der sig egentlig bag navnet Hotel Pro Forma, tænker jeg? Et hotel er som bekendt et provisorisk hjem, som mennesker tager ophold i temporært. Det er et godt billede på Kirsten Dehlholms rummelighed og heterogenitet. Det indikerer også omskifteligheden, at mange går ud og ind ad de forskellige rum i hendes forestillinger. Proforma er betegnelsen for noget rent formelt. Den oprindelige, latinske betydning er ”for formens skyld.” Juridisk betegner begrebet noget uden reel betydning. Man kan sige, at Hotel Pro Forma er en visionær, eksperimenterende forundringsmaskine, holdt i stramme, visuelle tøjler. Den, maskinen, forsøger uophørligt at bevæge sig nye steder hen for at vække publikum. Vi oplever noget, som vi ikke havde forestillet os, men som vi derefter aldrig ville være foruden.

Den nye bog
Men nu til antologien. Her læser man bl.a., at Hotel Pro Forma er vanskeligt at definere. Det minder om moderne fysik.

”Den er alt og intet, både bølge og partikel, afgrænset og uendelig,” som bogens redaktører, Cathrine Winkelhorn og Erik Exe Christoffersen skriver. 

Kirsten Dehlholm etablerer en særlig synsvinkel på hverdagen, der driver fortællingen – som ofte er uafsluttet – over i myten. Hendes forestillinger/opførelser eller performances er en form for ”organiseret anderledeshed”, som det hedder. Forestillingerne tenderer det sublime, noget æstetisk grænsesprængende og overvældende, og performerne synes – med flere af antologiens bidragyderes ord – at optræde som genfærd. De er tilskuerhenvendte, men synes samtidig at trække sig tilbage fra denne verden.

De fleste forestillinger er et resultat af Dehlholms eget mellemværende med verden. Hun forsøger at trænge ind i verdens fænomener og gåder, som hun ønsker at undersøge nærmere. Arbejdsprocessen er sådan set meget enkel: Hun finder et vigtigt emne, som brænder på i tiden – eller den i nære fremtid – eller også finder hun et særligt rum, som kan danne ramme om en idé, og som dermed former den.

Arkitekturen og rummene er yderst vigtige, når det gælder Hotel Pro Formas stedsspecifikke praksis. Hvor ofte har vi ikke siddet eller stået op i de mest fantastiske bygninger og set og sanset hendes mageløse, levende tableauer? Hun lagde fra starten afstand til teaterinstitutionens mange bygninger med plys, lysekroner og forgyldte dørfyldninger og måtte finde andre sites, ligesom hun konsekvent gjorde op med teatrets centralperspektiv til fordel for en frugtbar polyfokal praksis med mange og skiftende synsvinkler og blikretninger.

Fantastiske steder
Af steder husker jeg personligt især Henning Larsens nye tilbygning til Handelshøjskolen, det dengang nyåbnede Mogens Dahl Institut, B & W-hallerne på Christianshavn, Nationalmuseet, Ridehuset på Christiansborg, Nationalmuseets søljegang i Stormgade, Glyptoteket og senest Den grå Hal, der alle lagde markante, nye dimensioner ind i iscenesættelserne – eller måske snarere billedliggørelserne. Bagest i bogen bringes en liste over samtlige spillesteder – heriblandt en lang række opførelser i udlandet. Dehlholm er i sandhed en stedfinder og samtidig en tværæstetisk forsker, der undersøger medier, materialer, objekter, kompositionsformer m.v. for at dele sin undren med publikum.

I en samtale mellem billedhuggerprofessor Henrik B. Andersen og Kirsten Dehlholm med titlen Performativitetens rum, som er lagt ud på Kunstforeningens hjemmeside, berører de en forestilling fra 2014 Latter i mørket, som bygger på Vladimir Nabokovs roman fra 1933. Denne super uhyggelige psyko-thriller handler om had, begær og ondskab. Henrik B. Andersen så forestillingen i Vilnius, hvor han arbejder som professor. Han konstaterer, at scenerummet hos Dehlholm aldrig er klart defineret, men derimod hele tiden er ved at blive skabt.

Som sådan arbejder hun ligesom de typiske avantgardekunstnere i det 20. århundrede, som artikulerer sig mellem det ontologiske og det metafysiske – eller sagt med andre ord: Dehlholm pendler mellem det at skildre en konkret verden, og så det at uddrage betydning af denne verden. Hertil kommer, at hun er optaget af at skabe intensiteter i sine forestillinger, mens det klassiske teater opererer med repræsentationer – at skuespillerne fx er bærere af nogle bestemte værdier. Ja, intensiteter, det er netop det, der er på spil hos Dehlholm. Visuelle fortætninger eller metaforer, om man vil. Vi ser og oplever noget, der gør indtryk, men hvad det mere præcist er, det overlades til publikum.