HuskMitNavn: Det må gerne være sjovt

HuskMitNavn griner affærdigende, da kunsten.nu blandt værkerne med fraværende, fragmenterede og distrete figurer spørger, om udstillingen Here is somewhere else på Charlotte Fogh Gallery har et opdragende element i sig: “Haha, nej – det ville sgu være for morfar-agtigt!”

Den anonyme, kasketklædte kunstner, som efterhånden er blevet en af de mest folkekære danske samtidskunstnere, mener, at det er “røvsygt” at høre kunstnere fortælle om deres egne værker og vil gerne være “på beskuerens side”.

Dette indebærer bl.a. at lade det være op til beskueren selv at finde ud af, hvad de får ud af hans værker, og hvordan de vil bruge dem:

“Det er mega kedeligt, hvis man hamrer en idé fast og vil have, at folk tænker noget bestemt, når de ser værkerne,” siger han.

Men det med at forholde sig til stedet og at være et andet sted i forhold til omgivelserne – og kunstscenen – ligger alligevel ikke helt fjernt for HuskMitNavns praksis.

Motiver fra hverdagen og omgivelserne
Udstillingen på Charlotte Fogh Gallery viser en række nyproducerede værker, der på forskellig vis afbilder den meget nære – og meget realistiske – virkelighed for de fleste af os. En mand leder efter sine nøgler, en far i færd med at skifte en pære er i fare for at blive væltet ned af sin stige af sin løbende, Angry Birds-udklædte søn, en gut sidder og keder sig i en burgerbar, og en kvinde står ved en helt tom og øde vej og venter på, at trafiklyset skifter til grønt.

HuskMitNavns værker tager udgangspunkt i genkendelsen – og i at vi generelt godt kan lide at genkende os selv:

“Jeg maler altid det, som er nærliggende. Mine motiver er det, som er omkring mig. Hvis jeg laver et billede til en kro, så vil jeg lave noget om kroliv, så man står i situationen og ser noget, der handler om situationen.”

Den praksis har han haft, lige siden han startede med at udstille:

“Du bliver jo ikke inviteret på galleri med det samme. Du starter med at udstille på det lokale bibliotek – og folk ved jo godt, at dét ikke er det fede pis. Så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at få det til at se ud som om, jeg havde valgt stedet med vilje. Så hvis jeg udstillede på et bibliotek, lavede jeg en udstilling, der handlede om bøger – eller hvis det var en café, handlede det om cafésituationer.”

Here is somewhere else handler dog ikke om ‘gallerisituationer’ – men peger alligevel på vores hverdagsliv:

“Det sådan i det moderne liv, at stort set alle har 10% for travlt. Det har jeg prøvet at omsætte i nogle malerier – det med at have travlt og samtidig drømme om noget andet.”

Ikke Find Holger-billeder
Det høje tempo og den distraherede sindstilstand ses også i den måde, vi oplever kunsten, lige meget om det er på gaden, i galleriet eller hjemme:

“Jeg har lavet mange ting, der skal opleves i gåtempo: Det er det, der fungerer i det offentlige rum. Du stiller dig ikke op i ti minutter og kigger. Og hvis du ser på folk, der er på galleri, så bevæger de sig også i gåtempo, og jeg løber altid gennem museer!”

Det gælder også for de værker, folk har købt. Han griner: “Hjemme går du ind i stuen, kigger efter dine sokker og ud igen.”

Men hurtigheden betyder dog ikke, at der ikke er noget at fordybe sig i: Dels fremhæver HuskMitNavn, at der også er en teknisk side i værkerne, som netop skal gøre dem interessante at se på, og hvor han forsøger at udvikle sin praksis med eksempelvis trompe l’oeil-eksperimenter og nye materialer – og dels er hans historier heller ikke så “firkantede”.

Han peger på maleriet Caught, der forestiller en lille dreng i typisk HuskMitNavn-stil, men med en Mona Lisa-agtig grimasse og en gul voksenhånd, der holder fast i drengens t-shirt.

“Her har jeg malet munden halvt – hertil. Hele billedet kører på, at hvis du kører munden helt hér op, så griner han for meget – og hvis du kører den hertil, ser han sur ud. Det handler om at finde et sted, hvor det hverken siger det ene eller det andet”.

Og så griner han: “Men det er jo ikke sådan nogle Find-Holger-billeder, hvor man skal stå og glo i flere timer.”

Det må gerne være sjovt
HuskMitNavns interesse for hverdagsmotiver med en humoristisk vinkel kan ses som en reaktion imod den mere traditionelle kunstscene, som han mener er lukket, kedelig og til tider “selvhøjtidelig”:

“Humoren er en kompliceret genre på sin egen måde. Folk tænker, at hvis det er sjovt, så er det ikke så fint – eller det er lidt for let. Det må folk selv om. Det er da meget prisværdigt, hvis man kan få folk til at grine lidt.”

Han uddyber: “Kunsten må gerne reflektere hverdagslivet – jeg har det rimelig sjovt generelt. Og der er bare en skævvridning i det generelle kunstlandskab, fordi det hele er meget alvorligt og handler om meget store spørgsmål. Og det afspejler ikke livet: Det hele er jo ikke fosterstilling og blod over det hele. Hvor er alt det sjove? Det er det, man oplever, når man går ud ad galleriet!”

Sandwichbaren som inspirationskilde
Men HuskMitNavn er også selv distraheret, mens han bevæger sig rundt i hverdagen – og det er faktisk vigtigt for hans praksis:

“Jeg maler det, der ligger lige for. Jeg producerer mange ting, og derfor har jeg brug for mange idéer – og den naturlige idékilde er der, hvor jeg bevæger mig rundt. Det kan være, jeg går ned og køber en sandwich. Så ser jeg måske en gut, der kun har orange tøj på og ved, at det kan jeg bruge til noget.

Det er noget med at være til stede, men på en underlig måde. Jeg går rundt og er meget opmærksom på, hvad der sker omkring mig, men samtidig tænker jeg, om jeg ikke kan bruge det til et eller andet andet – måske om fire måneders tid.”

Morfar!
Værket Take me away forestiller faktisk også en take away-burgerbar. Her sidder en gut og stirrer ud i luften, mens hans tankebobbel med ordet “me” bryder burgerbarens facadeskilt, så sætningen “take me away” opstår.

Og her kommer ‘morfar’ trods HuskMitNavns mange krumspring og jokes alligevel frem. Han reflekterer over billedet:

“Jeg var postbud en gang, og dér var mange, der havde haft et job der, mens de skrev speciale, og som var hængt fast. Så blev de 45 og – fuck mand – opdagede, at de hang på den! Det er, når du er ung, at du skal tænke, at “der må sgu være mere til livet end det her”. Det er ret morfar-agtigt at sige det her: At det er konstruktivt at kede sig, fordi du så finder på noget nyt.”

Han griner overgivende: “Men det kan da godt være, at det er det, der er moralen: Det er godt at kede sig!”