Hvad er et kunstværk?

Jeg løber hele tiden ind i at måtte vurdere, hvad der er et kunstværk: I mit eget arbejde, i min undervisning, på udstillinger, som inddrager materiale, som oprindeligt ikke er lavet som kunst, og ikke mindst når jeg åbner for fjernsynet. Her er det godt nok mest programværter og journalister, der konstruerer situationer, hvor man kan stille spørgsmål, om noget er kunst eller ej i stedet for at stille spørgsmålet, om hvornår og hvordan det er kunst?

Når jeg står på mit værksted, er jeg omgivet af et syndigt rod, som består af mere eller mindre tvivlsomme malerier fra de sidste tredive år, lidt kataloger, nogle dias (ak ja!), en masse pap, en frygtelig masse maling af vidt forskellig art, en overflod af pensler (jeg smider vist nok aldrig pensler ud sådan rigtigt), blindrammer, alt for lidt værktøj og aldrig det, jeg skal bruge. I det miljø kan jeg til tider føle mig som den der fiktive, måske ikkeeksisterende, udstillingsgæst, der står og kigger vurderende på brandslukkeren og ikke rigtig kan regne ud, om det er en del af udstillingen eller ej.

Værkets proces
Jeg maler gladeligt malerier om, som jeg har udstillet, indtil flere gange til tider, ligesom jeg i 90’erne malede flere kopier af det samme motiv, hvis efterspørgslen var der.

Når jeg underviser, ser jeg at grænsen for, hvad et kunstværk er, hele tiden flyder, og især flyder grænsen for, hvornår noget er stabilt. Er skramlet i elevens værksted et potentielt værk? Mine erfaringer siger mig, at alting altid er i proces. Og det gælder over alt: Fra værksted til museum og arkiv.

Et aktuelt eksempel kan være fra udstillingen Becoming Animal på Den Fri, hvor reportagefotografier af døde mennesker fra den etniske udrensning i Rwanda er sat op ved siden af en gammel sæbereklame med nuttede børn. Når disse elementer vandrer videre i verdenen, er de ikke kunst længere, men noget andet.

Man kan sige, at kunstværket er en række antagelser, vi har, som former vores tilgang til forestillingen om, hvad et kunstværk er. Som billedkunstner oplever jeg konstant – og på egen krop – at det, man antager, er et værk, konstant skifter form, og at dets skiftende relationer konstant destabiliserer det. Sagt på en anden måde er værkets situation én på værkstedet, én i transporten, én på lageret, én i udstillingen og igen en ny på den næste udstilling. Og alt efter om det er galleri, museum, kunsthal, i det offentlige rum, i et privat hjem, en auktionshal, i en samling og alt efter samlingens karakter. Og selvfølgelig skifter det også med publikum osv. osv. …

Værket som mindesmærke
Man kan vel bedst sammenligne et kunstværk med mennesket: Det fødes, ældes og dør, og har der imellem undergået en række forandringer, der er så dramatiske, at man ikke med nogen rimelighed kan sige, at det er det samme menneske fra vugge til grav.

Men vores antagelser er umiddelbart, at der altid er tale om det samme værk – og det samme menneske for den sags skyld. Og i juridisk forstand giver det vel mening at opretholde definitionen, men ellers er jeg i tvivl.

Når vi ser et kunstværk på et museum, er det en generel antagelse, at det er her, værket hører hjemme, og at det er her, det har sine ideelle betingelser; at det er værkets ideelle endemål. Det er et endemål, en stabil situation, der ikke bør ændre sig. Alle de faser, værket har været igennem før det havner på museum, bliver i denne optik midlertidige, ufuldstændige, uværdige, kontaminerede osv.

Måske skulle man i stedet betragte kunstværket på museum på linje med Jellingestenene, i deres oplyste montre, beskyttet mod vind og vejr og hærværk. Det er genstande, som er blevet væk i tiden og dukket op her, hvor de står ganske fremmedartede og fortabte og med sikkerhed fuldstændigt løsrevne fra deres startpunkt. Det er i mine øjne genstande, som har ændret sig så grundlæggende, at de ikke er de samme. Selv som fysiske genstande betragtet.

Værket som erfaring
Hvis vi skal betragte kunstværker som uforanderlige, eller betragte deres foranderlighed som ligegyldig, kræver det, at vi at antager, at det udelukkende er vores helt eget individuelle forhold til kunstværket i det enkelte øjeblik, der har betydning. At det er vores øjeblikkelige oplevelse, der har ideel betydning for værket. At vi kun behøver os selv for at indoptage værket. At værkets historie og den konkrete situation ikke betyder noget. Hvilket er, med et ret præcist udtryk, selvforbrug. At man kun lader sig befrugte af sig selv og sine sanser og sin allerede opnåede viden. Den individuelle oplevelse og nydelse er det optimale endepunkt. Værket er på denne måde ikke på vej nogen steder hen og kommer ingen steder fra. Og det er ikke foreneligt med den erfaring, jeg har.

Værker, som vi opfatter som eviggyldige og universelle, har temmelig tit været glemt eller ignoreret i perioder. Eller myten om værket er så massiv, at det er umuligt at adskille værk fra myte. Jeg kan i flæng nævne Leonardo Da Vinci, Picasso og Asger Jorn, som er kunstnere, hvor jeg for længst har opgivet at betragte værket som andet end et vedhæng til en meget større fortælling, der handler om stabilitet og orden.

Værket som hjemløst
En andet spørgsmål er, hvorfor vi skal udpege kunstværkerne som kunstværker. Hvis vi glemmer de rent institutionelle svar om bevillinger, levevilkår og produktionsforhold, bliver det hele lidt mudret i og med, at kunsten væver sig ind i resten af verden og ikke stiller sig bevidst udenfor, som en ganske særlig kategori.

Måske er kunst den kategori, der opstår for det, der bliver tilovers fra udkanten af alt det andet. Af alt det, der ikke rigtig kan benævnes som enten det ene eller det andet og derfor bliver lidt hjemløst. En kategori for det sammensatte og det flydende; som et billardbord med en cementblander eller en balletdansende murer eller en samtale mellem folk, der ikke rigtig forstår hinanden.

Hvis det forholder sig sådan, er det virkeligt svært at finde én – og kun én – måde at forholde sig til kunstværkerne på, hvis de overhovedet kan benævnes sådan, og det er virkeligt svært bare at udpege dem. Og det er nok ganske umuligt at stabilisere dem, så de ikke ændrer sig konstant.

Det besvarer ikke rigtig spørgsmålet om, hvorfor vi skal prøve at udpege kunstværkerne, med mindre vi tænker det sammensatte og det flydende som noget i sig selv.