Hvad er lighedstegnet mellem en tysk bunker og en printer?

Spørgsmålet, der danner overskriften for denne artikel, lyder som en gåde eller det retoriske afsæt for en vits. Men faktisk er det et helt konkret spørgsmål, der dukker op hos anmelderen, da han besøger udstillingen Lightroom af islandske Sigurður Guðjónsson i den særegne kunsthal, Regelbau 411, der bor i to bunkere ved Limfjorden. Og svaret? Ikke så enkelt endda.

“Regelbau 411 er en kunsthal for dansk og international lyd-, lys- og videokunst i hjertet af Skandinavien. Med sin placering i to bunkere og i tæt forbindelse med det vindblæste Oddesund skaber kunsthallen rammerne om unikke og usædvanlige møder mellem kunst og omgivelser. Kunsthallen vægter den stedsspecifikke kunst, hvor kunsten tager farve af stedet og stedet af kunsten. ”

Således præsenterer Regelbau 411 sig selv på sit website, og besøger man kunsthallen, er der syn for sagen. Der er vitterligt tale om helt særlige udstillingsrum, der befinder sig milevidt fra det neutrale, hvide udstillingsrum. Gummistøvler kan anbefales, så er det sagt med det samme!

Og “kunsten tager farve stedet og stedet af kunsten”, det er indlysende, men om denne colorgrading er produktiv eller meningsfuld er så knap så indlysende, for dette – i udstillingssammenhænge så ombejlede begreb, stedsspecifik – er måske mere uhåndterbart end som så. I hvert fald i en ladet krigsarkitektur, vil jeg mene.

Jeg kommer i hvert fald til at tænke over det, da jeg besøger den aktuelle udstilling Lightroom af islandske Sigurður Guðjónsson (f. 1975), og må flere gange stille mig spørgsmålet: På hvilken måde er dette en stedsspecifik udstilling?

At møde kunsten med våde sko

Men jeg foregriber begivenhedernes gang, for først skal jeg tage dig med fra Limfjordslandskabets høje himmel og blændende solskin og ned i bunkerens sorte dyb og klaustrofobiske labyrint, hvor vi skal lugte den fugtige, rå beton, famle os frem i mørket og få våde sko, hvis du som jeg har glemt de imprægnerede goretexstøvler.

Hernede finder vi – fordelt i de to bunkere – syv videoinstallationer af Guðjónsson, som selvom han måske ikke er så kendt i Danmark, har masser af internationale visninger bag sig og blandt andet skal udstille på Venedig Biennalen i år.

Islændingen er optaget af teknologier, som er overhalet af udviklingen, gamle printere, overheadprojektorer, analoge radiomodtagere og den slags.
I de nærsynede videoer tages vi med helt ind i disse antikverede tekniske apparater, for filmene er optaget i ubestemmelige afkroge inde i apparaterne, og outputet er blæst op i abstrakte billedsekvenser, hvis lysfænomener og mønstre, man ikke helt kan hitte ophavet til.

Kameraøjets blik af en anden verden

Der er umiddelbart noget selvundersøgende over det. Med sit tekniske apparat, det digitale kamera, optager Guðjónsson andre tekniske apparater. Det minder om den tidlige avantgardes selvreflekterende eksperimentalfilm for hundrede år siden. Dziga Vertovs Manden med kameraet (1929) – eller en endnu bedre reference: Balletmekanik (1924) af Fernand Léger, som netop fremhævede abstraktionen og det fænomen, at kameraøjet kunne fremkalde syn, som var hinsides det menneskelige øjes formåen.

Vi er på samme måde hos islændingen inde i et ukendt mystisk univers, der ligesågodt kunne stamme fra det ydre rum som fra det indre af en udtjent printer.

Bliv scannet i bunkeren

På gulvet i et af rummene ruller et abstrakt, svømmende gridmønster henover gulvet igen og igen. Det er værket Fuser, og titlen henviser til fikseringsenheden i en laserprinter, som skulle bestå af opvarmede ruller, der benytter tryk og varme til at smelte tonerpulveret på papiret. Man forstår ikke, hvad man ser, men det er heller ikke så væsentligt. Det er mystikken selv og det flimrende lysbillede, der taler.

I et andet rum er det måske mere begribeligt. Her er lyskilden i en scanner optaget. Og den bevæger sig nu henover væggen som en lodret, rød lysstreg. Virkningsfuldt er det, for det er, som om denne kile af lys søger at kortlægge selve rummet – hvis ikke det dig, der er i rummet, der bogstaveligt talt bliver scannet.

I alle rummene er vi spundet ind i et summende, elektrisk lydunivers. Også hvad lyden angår, er vi inde i maskinen. Lyd kan det der med at trænge ind i en, understøtte og omslutte, være ‘immersiv’ som det hedder i dag.

Værket Lightroom, der navngiver udstillingen, panorerer gennem et landskab af buede linser og lyskilder. Man skal læse sig til (eller være teknologisk nørd) for at bestemme, at vi bevæger os igennem det indre af et lysbilledeapparat. Nogen kan måske huske, at det var noget, der engang fandtes i verden.

I dette værk er patinaen synlig i form af den støvede og ridsede linse, scenariet er optaget igennem. Der er også en vis nostalgisk fascination at spore i Guðjónsson næroptagelser af en spolebåndoptager og en analog radiomodtager.

Men det nostalgiske er ikke et hovedærinde, tænker jeg. Derimod kan kunstneren meget vel være optaget af, at vi skal opleve de teknologiske apparaters ‘aura’, eller den ‘sjæl’, der ligger skjult i dem, selve lyden, bevægelsen, aktiviteten, noget vi måske knap lægger mærke til, men som transformerer tingene til et sanseligt, meditativt sted, et mantra der gentages igen og igen.

Det er faktisk både nørdet og visuelt spændende, og umiddelbart virker det fedt at bevæge sig ned i mørket og møde disse mystiske, ubestemmelige og abstrakte forekomster af billeder og lyd.

Gåden der ikke går op

Alligevel rumler spørgsmålet om det stedsspecifikke, mens jeg rager rundt i bunkerne. Det er noget i mødet mellem kunstværkerne og arkitekturen, jeg ikke helt kan greje. Mødet mellem printeren og bunkeren minder om en gåde, der ikke går op.

Og det er ikke, fordi jeg synes, at kunstudstillinger skal ‘gå op’, eller at jeg forestiller mig, at der kun kan laves udstillinger med krigs-referencer i denne bunker-kunsthal. Eller at Guðjónsson kun kan vises i en såkaldt neutral hvid kube (hvordan ville det ikke være at placere ham i kælderen i en gammel kontorbygning)?

Men alligevel. Et udstillingsrum i en så ladet arkitektur som en bunker kræver overvejelser for, at det stedsspecifikke kan træde frem på en meningsfuld måde.
Jeg synes ikke kuratorduoen bag kunsthallen, Matilde Best og Simon Thykær har ramt helt plet denne gang.

Glad i låget

Alligevel er det ikke en gammel, sur anmelder, der kører afsted fra Regelbau 411. Jeg er først og fremmest opfyldt af, at initiativrige folk har skabt stedet her, at det drives af frivillige lokale ildsjæle, at ambitionerne er så høje, at der faktisk præsenteres samtidskunst på højt niveau i alle afkroge af af landet, at der faktisk er et publikum – ifølge kunsthallens egne tal kommer op mod 10.000 gæster pr. udstilling. Det er til at blive glad i låget af.

Og var det ikke Lautréamont, som surrealisterne forgudede, der indvarslede en ny, moderne skønhed med ordene “Smuk som en symaskines og en paraplys tilfældige møde på et dissektionsbord”.
Så er det vel også ok, at en printer tilfældigvis møder en bunker i Thyholm.