Hvad hjertet vil have

Hvordan navigerer vi i samtiden, hvor internet multivokalt penetrerer og informerer alt, og hvor en velkoordineret kommerciel kampagne kan overtage en hel by på et øjeblik? Hvordan føles det? Det er nogle af de spørgsmål, som kuratorerne bag den 9. Berlin Biennale stiller.

Kuratorerne for den 9. Berlin Biennale er teamet bag DIS Magazine; Lauren Boyle, Salomon Chase, Marco Roso og David Toro. DIS er en online-publikation, som leger med bad taste og kommerciel æstetik. Biennalen er, meddeler kuratorerne ved pressekonferencen, en materialisering af magasinet gennem de sidste seks år.

Akademi der Künste på Pariser Platz i Berlin er hovedvenue for den 9. Berlin Biennale. Gennem det spatiøse trapperums glasfacader ser vi Brandenburger Tor, porten som er blevet et symbol for Berlin, og som har spillet forskellige roller gennem historien; den har været åben og lukket, den har symboliseret såvel frihed som nazisme.

Den globale by
“Dette er ikke Berlin,” fik teamet at vide, da de i biennalens planlægningsfase besøgte byen og den myldrende Pariser Platz. Men hellere end at opdage “nye, eller skjulte steder” i Berlin ønskede kuratorerne at engagere sig i den globale by, sådan som de fandt den på Pariser Platz; med Marco Rosos ord: “The place of selfies”. Gennem glasset ser vi turister med komfortable sko, bæltetasker og selfie-sticks. Der sælges mad, drikkevarer og souveniers til overpris.

Biennalens øvrige locations er ESMT; European School of Management and Technology, som huserer i det tidligere Staatsrat i GDR, i Berlins nu kommercielle distrikt. Bygningens socialistiske historie omfavnes af samtidens koder for global business. The Feuerle Collection er en privat samling i en bunkerlignende bygning, desuden kan man få en guidet tur på Reederei Riedels Blue-Star sightseeing-båd.

Biennale som digitalt landskab
Vi inviteres til at tilgå biennalen som et hyperlink-landskab. Et hyperlink er en reference til data, som en computerbruger direkte kan følge, enten ved at klikke, tappe eller ved at trække musens curser henover. Et hyperlink peger på et helt dokument eller på et specifikt element i et dokument. En bruger, som følger et hyperlink, browser eller navigerer.

Hvordan navigerer vi i samtiden, hvor internet multivokalt penetrerer og informerer alt, og hvor en velkoordineret kommerciel kampagne kan overtage en hel by på et øjeblik? Hvordan føles det? Det er nogle af de spørgsmål, som kuratorerne stiller. Hvad sker der, hvis man fx betragter det virtuelle som virkeligt, nationer som brands, mennekser som data, kultur som kapital, wellness som politik og lykke som BNP (Brutto National Produkt)?

Ud over de fysiske udfoldelser i form af værker på de nøje udvalgte locations i Berlin, foregår en stor del af biennalen på nettet, hvor tekster og visuelt materiale findes frit tilgængeligt. Her kan man afspille dagens video og dykke ned i det rimelig uoverskuelige digitale arkiv.

“Modernismen med sin påstand om, at kritik er mulig, hører fortiden til,” citeres Josephine Barry i introduktionen til biennalekataloget. Den 9. Berlin Biennale med titlen The Present in Drag sigter således ikke efter at forholde sig kritisk til samtiden, snarere vil man “give krop til samtidens problemer, dér hvor de opstår, for at gøre dem til formål for handling, snarere end at stille dem til skue (make them a matter of agency, rather than spectatorship).”

Det ubeskrivelige i samtiden
Biennalen legemliggør samtidens problemer og kommer vidt omkring; Her behandles flygtninge, den tamilske situation i Sri Lanka, multinationelle virksomheder, kommercialisme og internettets anonymiserende kræfter.

Biennalens eneste oliemaleri af Nicolás Fernández afbilleder en nøgen kvinde, stående på hovedet i en klassisk yogapose med en baby sugende på sit bryst. Fernandéz arbejder både med ny teknologi og med de mest ydmyge eller traditionelle materialer.

“Jeg har altid beskæftiget mig med, hvad som forekommer os at være den bedst kendte og det nærmeste. Det kan være et stykke pap, en due, eller landskabet ud af vinduet. Jeg forsøger at invitere det ubeskrivelige i tingene, det mest fortrolige. Og hvad er mere almindeligt, tilsyneladende, end den menneskelige krop? Alligevel er vores naturlige væsen indskrevet i et stort netværk af kulturelle referencer. Det er en svimlende afgrund, hvor den mindste variation i repræsentationen taler og forråder kunstnerens dæmoner,” skriver Fernandéz på sin hjemmeside.

Fremtidens og samtidens svimlende afgrunde er biennalens centrale tema. Her behandles mennesket, følelserne og de nye teknologier.

Menneskelige maskiner
Cecile B. Évans viser værket What the Heart Wants; en videoprojektion, der spejler sig i det omgivende vandbassin, som breder sig i fra væg til væg i stueetagen i KW Institute for Contemporary Arts. Évans udforsker, hvad der definerer et menneske i vores digitale tid, hvordan maskiner (tekniske, sociale og politiske) former os, og hvordan vi er mennesker.

Også hendes praksis er et eksempel på det personliges ukontrollerede bevægelser i det digitale ocean, som biennalen prøver at favne. Hvis man besøger Évans hjemmeside, mødes man af et Notes-dokument med usammenhængende links, citater og kommentarer. Dokumentet er åbent og kan redigeres af hvem som helst. Her kan meddelelser i stil med følgende findes:

Hi Cecile. How dsn ,dmare you doing ? Can we actually write anything we want o your website? Interesting.

Cheersj

CowProd

PS: Come and say hello whenever you’re in Paris

 

Haha yes you can. I haven’t updated my website in a long time, thanks for the reminder :). Please do the same when you are in London!

ps hryone!

Den 9. Berlin Biennale er konceptualiseret som både et kaotisk mareridt og et behageligt, tilfredstillende yoga-trip. Linde stemmer, bløde sofaer, futuristisk animation, business-spin og overvågningssystemer kærtegner os.