Hvad må der gøres?

Tidsskriftet Øjeblikket inviterede interesserede til ”debat om aktivisme og kunst i lyset af den neoliberale afvikling af demokratiet”. Debataftenen var en integreret del af 21 dage / 21 år festivalen på Overgaden – Institut for Samtidskunst, og gav plads til fire forskellige venstreorienteredes bud på, hvad der må gøres samt efterfølgende åben debat. Det blev til en yderst interessant aften – på trods af klare sympatier for det venstreorienterede udgangspunkt blandt de fremmødte, hvilket blandt andet kom til udtryk i lektor Lilian Munk Rösings indledningskommentar: ”jeg går ud fra vi alle sammen stadig ønsker, at være venstreorienterede!” Folk nikkede ivrigt, og så var tonen ligesom lagt.

Den danske fundamentalisme
Det var da også allerede i første sætning, at det første angreb på regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, blev sat ind: ”den danske fundamentalisme er den mest velfungerende i vesten. Under påskud af frihedskamp fra den altundertrykkende politiske korrekthed, har folk som Søren Krarup iscenesat højrefløjens dybt problematiske nationalisme, der ekskluderer andetheden under påskud af at kæmpe for det ægte danske – hvad end dette så må dække over.” Ordene, som man i lyset af Krarups seneste udmelding om den Danske Forening som vor tids frihedskæmpere, kan synes lige på kornet, stammer fra adjunkt ved Institut for Kunst og Kultur ved Københavns Universitet, Anders Michelsen, og opridsede en af grundede til, at det synes at være på tide at handle. Oplægget til de enkelte talere tog også netop udgangspunkt i det historiske spørgsmål, ”Hvad må der gøres”, et spørgsmål, der stammer fra Lenins historiske skrift af samme navn. Michelsen tog udgangspunkt i netop dette faktum, og kom herefter med aftenens mest midtersøgende oplæg, idet han leverede en skarp kritik af den samtidige venstrefløj under overskriften ”venstrefløjen i krise”.

Lenin er død!
Ifølge Michelsen præger Sovjetunionens paranoide skygge stadig venstrefløjstænkningen som et spøgelse, der ånder den i nakken. I stedet for at se tilbage, må vi åbne op for muligheden for et globalt demokrati, som alle kulturer kan præge på lige fod – burkaer og klaphatte, østasiatiske ritualer og sydamerikanske skikke. Det vil være et demokrati langt fra det, vi i dag kender, men ifølge Michelsen den eneste løsning. Ligeledes må en socialistisk økonomi gentænkes. Planøkonomien viste sig i den grad undertrykkende for det enkelte menneske og et af de vigtigste spørgsmål netop nu er ”hvad er socialistisk økonomi?”. Vores udfordring ligger i at åbne for muligheden for at acceptere det frie marked.
Sidst har kulturens rolle i den venstreorienterede tænkning desværre ofte været reduceret til blot repræsentation eller reklame for systemets økonomiske og politiske ideologi. Postmodernistisk tænkning har ifølge Michelsen splittet enheden i mangfoldigheder, og vist det reduktionistiske i kommunistisk kulturtænkning. Økonomi og politik vil ikke blive de afgørende områder, for det centrale bliver ifølge Michelsen at definere og finde brudflader og konfliktpunkter i den nye globale verden. Fx må vi definere en stressens klassekamp, hvor vi kan påpege hvorledes subjektet i stigende grad bliver kontrolleret ved konstant at være på arbejde, tage alt ansvaret for sig selv osv.

Aktivistens sympatier – den prekære arbejder
Aftenens næste taler var aktivisten Pil Christensen, som de seneste uger har været travlt optaget i kølvandet på rydningen af ungdomshuset. Som medlem af Flexico, Globale Rødder og Initiativet for flere Ungdomshuse, kunne man forvente en mere konkret analyse af ”Hvad der må gøres” fra hendes hånd, ja måske ligefrem et lysbilledshow fra de seneste ugers aktioner. Christensen koncentrerede i stedet sin tale om det nye internationale kampråb, det ”prekære arbejde”, hvilket dækker over det forhold, at arbejdsmarkedet i stigende grad er defineret ved usikkert arbejde, hvor arbejderne hverken er socialt sikret eller på faste kontrakter, og arbejdet traditionelt ikke varetages af fagforeninger. Udfordringen er således, ifølge Christensen, at organisere sig internationalt på grundlag af disse arbejdsformer, og kræve garanteret arbejde til alle – uanset farve, nationalitet og kulturel baggrund. Man kunne savne noget mere konkret fra Pil Christensen, der i stedet for at fokusere på sin praksis teoretiserede over spørgsmålet. Ikke at hun skød forbi, men diversiteten mellem teori og praksis, som de fire inviterede lagde op til, faldt lidt til jorden. Spørgsmålet er selvfølgelig om teori og praksis kan eller skal adskilles, om delingen mellem hånd og ånd ikke netop har været med til at spænde ben for en egentlig revolutionær strategi – men dette blev heller ikke rigtig behandlet.

Kunsten skal holde sproget åbent
Det tidligere medlem af kunstergruppen N55, som nu er medlem af ”Learning Site”, Rikke Luther, tog derimod netop udgangspunkt i sin praksis, og pegede på sproget som et muligt sted, at sætte ind.
Luther påpegede, at sprogbrugen omkring ungdomshusaktionen var chokerende. Det betyder, ifølge Luther, alt, om de unge bliver kaldt bøller, autonome, kunstaktivister eller kreative unge i medierne, for det er netop i sproget, at vi bliver til som mennesker. Mærkatdiskussioner, hvor man kan afsige et arguments gyldighed ved at påklistre afsenderen med mærkater som ”pladderhumanist” eller ”halalhippie” burde således være for lavt et niveau for den offentlige debat, som i høj grad bærer et ansvar for den faktiske verdens udformning. At sproget er af enorm betydning, har Luther mærket på egen krop, da hun i 1994 blev kaldt til adfærdsafklarende undersøgelse af det hemmelige politi, efter de i nogle måneder havde holdt øje med hende, og miljøet omkring hende. Grunden var, ifølge Luther, at de i gruppen konkret havde arbejdet med at holde sproget åbent, og det er netop dette kunsten kan. Men denne sproglige aktionisme må nødvendigvis tage lokalt afsæt, og kæmpe for at åbne sprækker i sproget, hvor kommercialismen ikke kan finde plads.

Mod en ny universalisme – burka og klaphatte
Aftenens sidste taler, Lilian Munk Rösing, argumenterede for at vi er nødt til at udtænke en ny universalisme. En universalisme, der ikke alene skal revse den neoliberale verdensforståelse, men ligeledes gøre op med den politiske korrekthed. Det, som Rösing kalder den gamle universalisme, er blevet bekæmpet og dekonstrueret i postmodernismen, hvilket afslørede den imperialistiske partikularisme, der lå til grund for tanken. Siden har tænkningen været rettet mod partikularisme, hvor det specifikke skulle inkluderes og forskelligheden var i fokus. Således blev det, siger Rösing med et glimt i øjet, en kultur, der vægtede forskellighed i en sådan grad, at alle skulle finde ned i deres mindste partikulære identitet, som skulle defineres og stuves sammen i foreninger; blinde biseksuelle bornholmere eller halte hashrygende handikapmedhjælpere! Der viste sig dog at være tre særdeles alvorlige problemer knyttet til denne partikularisme: For det første viste det sig at være enormt kongruent med forbrugerkulturen; for det andet genererer den fremmedfjendsk og nationalistisk populisme; og sidst er der opstået en kedelig tendens til at dæmonisere universalismen og dermed det etiske forhold til næsten.

Vi må altså bestræbe os på at definere en universalisme, der ikke tager udgangspunkt i en stærk identitet, men derimod tør finde sit ståsted i den bevægelse forskel skaber: Meget a la den franske filosof Gilles Deleuze endte Rösing således i at argumentere for, at fremmedheden indeni os og mellem os gør verden dynamisk og subjekter nomadiske. I en sådan bevægelsesbaseret væren kan en universalisme opstå af det fælles etiske, som tager udgangspunkt i en negativitet, der ekskluderer alle fra urimelighed og smerte. Med udgangspunkt i Rosa Park, der i 1950’erne startede de farvedes frihedskamp i USA, da hun nægtede at fjerne sig fra de hvides pladser i en offentlig bus, finder Rösing frem til en formel, der lyder som følge: ”Ingen skal finde sig i dette”. Dette Ingen kan potentielt, i den yderste konsekvens ekskludere alle levende væsner fra uretfærdig smerte og undertrykkelse. Den konkrete udfordring netop nu ligger derfor i, som en begyndelse, at genindføre det politiske som andet end administration af markedet, men derimod som det oprindeligt blev tænkt af Aristoteles, som menneskets unikke evne til at udtrykke sig – og således blive medskaber af – det fælles liv. Alles ret – ikke kun vestens kristendemokratiske liberalister.

Alt i alt en meget spændende og relevant debataften, som dog kunne nuanceres med synspunkter fra nogle, der havde mere tro på det neoliberale projekt. Det er en skam, at der findes en tendens til at undsige sig diskussion med ”de andre” – en tendens, der i radikaliseret form peger frem mod en mistet tro på den diskursive offentlighed og dermed i virkeligheden grundlaget for vores moderne parlamentarisme. Tendensen findes imidlertid i begge lejre, og bør måske i virkeligheden undersøges nærmere – men det må blive ved en anden debataften ved en anden lejlighed. Jeg vil slutte med at takke Øjeblikket og Overgaden for et interessant og tankevækkende arrangement.