Hvad stiller man op med uregerlige Lee Lozano?

Lee Lozano var en særegen kunstner på New Yorks kunstscene i 1960’erne, og udstillingen The Ultimate Metaphor is a Mirror på Gl Strand glemmer man ikke lige med det samme. Men man klør sig også i håret. For hvad stiller man op med uregerlige Lee Lozano?

Hvorfor er det, vi skal genbesøge Lee Lozanos (1930-1999) værk fra 1960’erne netop nu?

På en eller anden måde er hun ekstrem – så uregerlig og så off – at hun undslår sig ethvert forsøg på indhegning i herskende historiske kategorier såvel som dominerende kunstneriske tankesæt og visioner.

Jo, hendes tegninger og malerier rammer ved deres vildskab, PANG!, som går bag om enhver form for pæn salonophængning og diverse snøvlende museale vægtekster – og det er måske svar nok.

Desuden er hun endnu en overset kvindelig kunstner, som kunsthistorieskrivningens ignoranter nu igen får øje på, og så kan selve manglen på tilpasning jo også være en kvalitet i sig selv.

Punk før punken

For Lozano var Ung vild før De unge vilde, Bad painter før Bad Painting og “Punk før punken”, som Gl. Strand reklamerer for i omtalen af udstillingen.

Mærk eksempelvis energien i værkserier fra 1961, som måske nok kan forklares ved kunstnerens møde med den hektiske storby (Lozano flyttede til New York i 1961) og en indre trykkogende respons på det, mens selve råheden i de krasse streger er hinsides forklaringer. Og hvad laver i øvrigt den der sorte hånd, der kommer bragende ind fra siden i en af tegningerne? Kniven der ridser et sår i et andet værk? Måske er det selve aggressiviteten, der er så larmende, så uvant, så uforklarlig?

I indercirklen på New Yorks kunstscene

Foruden en udstillingssal dedikeret til selvportrætter fra studietiden i Chicago 1959-60 er udstillingen på Gl Strand koncentreret om værker skabt i perioden 1961-64, hvor Lozano opholdt sig i New York, var en del af byens buldrende og eksperimenterede kunstliv, udstillede på det hotte Bellamys Green Gallery og var venner med kunstnere som Carl Andre, Dan Graham, Hollis Frampton og Sol LeWitt.

Hun excellerer i den periode især i tegninger i et højspændt billedsprog præget af kropsfragmenter, værktøjs- og maskinfaschination og ikke mindst falliske symboler, vrænget ud i værk efter værk – det kommer vi til om lidt.

Skal man endelig stilistisk i gang med at rubricere hende, så falder hun med et brag mellem ekspressionisme, surrealisme, karikatur og pop-art.

Droppede kunsten

Udstillingen omfatter ikke eksempler på sen-60’ernes mere kølige serielle abstraktioner og hendes konceptuelle, tekstbaserede værker og kommer på den måde måske til at give et lidt for homogent indtryk af en kunstner, som virkelig skyder med spredehagl i en hektisk men kort karriere. For snart stopper hun med at producere værker i traditionel forstand.

I 1970 fremfører hun i et dagbogsnotat ideen om at forlade kunstverdenen med dens konkurrencementalitet og kommercialisering, som hun er stærkt kritisk overfor. Idet hun ikke, forstår man, skelner mellem kunst og levet liv, formulerer hun denne handling som et kunstværk, Dropout Piece – som hun så realiserer året efter: Hun forlader kunstscenen (siden New York) og producerer ikke (andre!) værker frem til sin død. Radikalt og ekstremt som alt andet hos Lozano.

Alle disse strittende køn

Radikalt er også hendes brug af fallossymbolik i udstillingens tegninger, og igen melder spørgsmålene sig: Hvad stiller man op med alle disse strittende køn, der i tegningerne vokser ud som næser, tommelfingre, slanger sig ud af papkassehoveder eller er i clinch med værktøj og maskiner?

I en såvel skødesløs som nådesløs stregtegning er det mandlige lem i forskellige udgaver holdt fast (meget fast) af hænder, idet det antager form af henholdsvis en pistol, et kors og en stridskølle.

I en anden tegning er det fastholdt af en knugende hånd, der kommer ud af en grinende mund med voldsomt mange, store tænder. Vi bevidner et ægte pikhoved i en tegning med påskiften “Man w/ cocked head” og en anden tegning fremviser fem eksemplarer stående som objekter på et bord. “Finaly cut them of”, står der.

Opgør mod patriarkatet med mere

Det ligger ligefor at spejle disse værker lukt ind i vores egen tids fornyede og stærkt påkrævede opgør mod patriarkalske strukturer, hvor netop det mandlige køn ofte står for skud – som et (plat) kernesymbol for de uhensigtsmæssige strukturer. Det er på ingen måder flatterende at tænke med pikken, vel?

Men en altfor firkantet læsning af Lozanos mange, mange fallosbilleder er nok for begrænset. Hun overbyder, karikerer, vrænger. Erotiseringen er bare så massiv, og man får fornemmelse af at blive bombarderet af sjofle og vulgære vitser af den mest platte slags. Det driver bogstaveligt talt ned ad væggene. Men det er samtidig også et potent rum, som Lozano erobrer og gør til sit eget.

Nok skyder Lozano tilsyneladende mod de mandsdominerende strukturer, men man får også en klar fornemmelse af, at hun desuden lever den rå, skabende og aggressive kraft og direkthed ud i sine mildt sagt potente tegninger. Med andre ord er pikken hos Lozano ikke blot symbol på magtstrukturer i samfundet, der skal obstrueres imod, men samtidig symbol på en vild skaberenergi. Det forekommer i hvert fald også som en plausibel læsning af hendes værker her fra start 1960’erne.

En traditionel kernefeminist er hun tilsyneladende næppe. Et af hendes dagbogsnotater søsætter ideen om at boycotte al samtale med kvinder, et værk hun – akkurat som Dropout-piece – udlever. Hmm, igen: hvad skal det betyde? Politisk korrekt i en nutidig kontekst er værket i hvert fald ikke – havde det så endda været mænd, hun ikke ville tale med.

Too much

Nej, Lee Lozano er ikke helt til at rubricere, og det er på sin vis charmerende og befriende.
Men måske også en historie om et menneske, der simpelthen levede på kanten? Dagbogsbladet fra 1971, hvor hun nedlægger forbud mod at tale med kvinder rummer også notitser om et peyote trip, noget om at føre samtaler på baggrund af Merkurs placering og frustrationer om gentagne gange at brænde broer og aftaler af.

Der var i datiden udbredt brug af stoffer og stor tolerance på det område, men ifølge vidnesbyrd fra bekendte var Lozanos omgang med stoffer (såvel som hendes personlighed) to much.
Men det skal vi selvfølgelig ikke her mere end 50 år senere hverken gøre os kloge på eller moralisere over, og Lozano har siden årtusindeskiftet fået en slags revival med udstillinger på flere kunstinstitutioner verden over.

Den rådvildhed, man måske mærker ved mødet med Lozano i dag, må tale til hendes fordel. Hvad vi får kendskab til, er et sjældent ubevogtet kunstnerskab – aggressivt, flosset og ‘plat’, men samtidigt hudløst og sårbart – og det er igen godt at få nuanceret kunsthistorieskrivningen med en markant kunstnerisk stemme.

For det, der står tilbage, er en udstilling, man ikke lige glemmer!