Hvem ejer fortællingen om Afrika?

Aros vil ikke! Ikke være hvidt museum. Ikke levere den store fortælling om Afrika. Udstillingen This is not Africa er en del af en tendens, der tydeliggør, at der er nye kuratoriske boller på suppen i institutions-danmark. Derfor skal (noget af) fortællingen overlades til de afrikanske kunstnere selv.

Hvad gør man, hvis man vil lave en temaudstilling med afrikanske kunstnere, og ikke vil gentage fortidens magtfuldkomne, eksotiske og frem for alt kridhvide blik på et helt kontinent? Hvordan distancerer man sig fra tidligere tiders forsimplede og autoritative fortællinger om ‘de andre’?
Man kalder sin udstilling This is not Africa.

Hvad gør man, når man er hvid, sydafrikansk kunstner og bliver inviteret til på Venedig Biennalen at ‘repræsentere sit land’, hvor 97% af befolkningen er sorte, og man har det lunkent med det?
Man gør som Candice Breitz og laver en præsentationsvideo (værket Profile, 2017), hvor hun i stedet for at præsentere sig selv, giver et portræt af ‘det sydafrikanske kunstmiljø’ gennem en kakofonisk og fragmenteret montage af forskellige sydafrikanske kunstnerkollegaers udsagn.

Candice Breitz er med videoværket repræsenteret på udstillingen This is not Africa på Aros, og hun er nok den kunstner, museet såvel som museets kernepublikum nemmest kan identificere sig med.
For der er en række højaktuelle og ømtålelige spørgsmål på spil her. Hvordan kan en vestlig kunstinstitution håndtere sin egen privilegerede og magtfulde position og styre klar af sin fordomsfuldhed? Det er blevet institutionelle kernespørgsmål i disse år.

Ny kuratorisk kurs

Mange kunstinstitutioner (og museer i det hele taget) er i gang med at revidere selvforståelsen og antaste sin egen såkaldte neutralitet. Det går ikke længere rituelt at gentage udstillinger af mandlige, hvide kunstnerkoryfæer. Hvem repræsenteres, hvem fortæller historien, hvor er kvinderne, hvor er kunstnerne med ikke vestlig baggrund? – det er spørgsmål som stilles prompte i dag.

Udstillinger som Glyptotekets Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?, SMKs Kirchner og Nolde til diskussion, samt de seneste års store opbrud af udstillinger, der reetablerer kvindelige kunstnerskaber, viser, at der er kommet nye kuratoriske boller på suppen.

This is not Africa føjer sig til denne tydelige tendens. Et erklæret mål for udstillingen er “at gribe forstyrrende ind i en traditionel og stereotyp vestlig fortælling om “det afrikanske””, og undertitlen er Unlearn what you have learned.

Det er altså en udstilling, som er optaget af, hvad den ikke vil, og selvom det måske lyder som et forkrampet og hæmmet afsæt, så er det faktisk i denne sammenhæng et ret godt – læs nødvendigt – udgangspunkt. Det er en udstilling, hvor institutionen gør et behjertet forsøg på at trække sig tilbage og give billedet og fortælle-retten til kunstnerne, der alle er fra Afrika eller tilhører den afrikanske diaspora.

Et gryende bevidsthedsmæssigt skred

De nye kuratoriske præmisser på kunstinstitutionerne er blot et af de mange steder, hvor store folkelige bevægelser, som Black Lives Matter og #Metoo, manifesterer deres gennemslagskraft og aftryk. Men også bevægelser fra den kunstneriske undergrund har – som så ofte før – banet vejen. Det nu lukkede Trampolinhuset med udstillingsstedet Camp er et eksempel.
Det er simpelthen blevet en præmis, at man tilstræber selvkritik og at undgå (altfor mange) blinde vinkler.

Nu må man jo altid forholde sig kritisk til institutionernes bevæggrunde. For når institutionerne er presset til at levere på besøgstal og agere på benhårde konkurrence- og markedspræmisser nager tvivlen, og man spørger, om der er tale om smart markedsføring og risikofri medløberi?
Men hør her! Det, vi oplever i disse år, er et gryende bevidsthedsmæssigt skred, som er begyndt at manifestere sig i samfundets institutioner. På Aros er man lidt forenklet sagt gået fra Julian Schnabel-udstillingen i 2018 til This is not Africa i 2021.

Giv kunstnerne billedet og ordet

Det er værd at bemærke, hvordan udstillingen er kommet i stand. Den er kurateret i samarbejde med Ibrahim Mahama (ghanesisk kunstner) og Selmon Kudjie (ghanesisk kunsthalsdirektør). Kuratorerne Mavis Tetteh-Ocloo (Ghana) og Lotte Løvholm (Dk) har skabt performanceprogrammet (som vi i skrivende stund ikke ved, hvorvidt bliver gennemført). Ud over det bringer man eksempelvis det koloni-kritiske kollektiv Marronage på banen i kataloget, og et udvekslingsarbejde med ghanesiske kunstinstitutioner og et residenceprogram i Aarhus er afledte spor af udstillingen.

Man sørger med andre ord for at lade udstillingen mutere og ikke mindst at overlade (dele af) magten til fortællingen til andre. Ser man på selve udstillingen på Aros, ja, så sløjfer man de belærende vægtekster og giver ordet til kunstnerne i katalog og handout. Det er okay.

Mindre fortælling, mere kunst

Og hvad så med kunsten, spørger den utålmodige læser sikkert?
Jo, man får selvklart ikke noget samlet greb eller nogen stor forkromet beretning, det er vel nærmest en pointe. Men der er ret mange gode værker, og de får lov til at tale for sig selv i egen ret.

Tale for sig selv gør en stor portal beklædt med eukalyptusblade. Mægtigt fylder den rummet – også med sin duft. Kapwani Kiwanga (Canada-Frankrig, f. 1978) genskaber i sin Flowers for Africa-serie en række historiske udsmykninger i relation til afrikanske uafhængighedsceremonier. Her i Aarhus er der tale om en remake af en portal til fejring af Rwandas uafhængighed fra Belgien i 1962.

Man kan tænke den som en tærskel, man rituelt passerer igennem, idet man overgår fra en tilstand til en anden. Den kunne bringe lovning om en bedre fremtid, om frihed og lighed, men portalen er også et processuelt værk, hvor bladene visner i løbet af udstillingsperioden – måske en påmindelse om, at frihed ikke er et vedligeholdelsesfrit projekt, og at mange afrikanske lande fortsat er ufrie, filtret ind i verdens stadig ulige strukturer, i dårlig ledelse, korruption og interne magtkampe.

Frihedskampens krav om vedholdenhed er også emnet – som en slags spøgelsesfortælling – i det fine værk Biko/Fanon af Nolan Oswald Dennis (Zambia-Sydafrika, f. 1988), der via en algoritme og et par bittesmå printere udruller en ongoing samtale – der aldrig har fundet sted, men har eviggyldig relevans – mellem de to aktivist-ideologer Steve Biko og Frantz Fanon, som i henholdsvis Sydafrika og Martinique kæmpede for sortes rettigheder og frihed.

Og den sorte queer krop får majestætisk værdighed og sårbar power i Zanele Muholis (Sydafrika, f. 1972) selvportræt. Muholis opfatter sig selv som aktivist, der ønsker at tage ejerskab på fortællingen om sorthed og retten til at være her i verden på egne betingelser. Et stærkt værk!

Sammy Baloji (Den Demokratiske Republik Congo, f. 1978), som sidste år havde en stor og vægtig udstilling på Kunsthal Aarhus om åreladningen af naturressourcer og kulturgenstande fra Den Demokratiske Republik Congo, kombinerer her i sine spejlkollager historiske fotos fra ‘en opdagelsesrejse’ i Congo med røntgenbilleder af congolesiske kulturgenstande, som i dag er del af samlingen i det schweiziske museum Rietberg. En performancevideo af en brølende, messende og jazzet Baloji på netop Museum Rietberg og et jagthorn placeret i en montre – et konkret symbol for en territorial- og etnografisk jagtlogik – syntetiserer den koloniale kritik. På en gang er det effektivt, passioneret og poetisk.

Moffat Takadiwa (Zimbabwe, f. 1983) angriber den asynkrone men tæt sammenvævede verdensorden fra anden side. Hans billedtæpper ligner måske ‘traditionel afrikansk håndværk’, men er vævet sammen af teknologi-affaldsprodukter fra vesten til en gople-lignende form.

International i højere grad end lokal

Sådan er den pivskæve verdensorden, racismen og fordomsfuldheden under kunstnerisk lup i en hel del af værkerne.

Mange af kunstnerne bor og arbejder i lande som Canada, Frankrig, USA eller Danmark, og der er i virkeligheden tale om en udstilling med ‘internationale kunstnere’, der excellerer i et ‘internationalt kunstsprog’, som vi kender det fra de store kunstmesser og biennaler.
Den kinesiske kunstner Ai Weiwei fortalte mig for et par år siden i forbindelse med udstillingen A New Dynasty – Created in China på netop Aros, at det var vesten, der havde lært kineserne om samtidskunsten.

At ‘international kunst’ er lig ‘vestens kunst’ er udtryk for en form for kulturimperialisme, som udstillingen ikke forholder sig til, og måske er det – sammenholdt med mange af kunstnernes ophold i vesten – blandt årsagerne til, at This is not Africa i mindre grad beskæftiger sig med interne afrikanske problemstillinger?

Her kunne dog nævnes etiopiske Robel Temesgen (f. 1987), som er en del af performanceprogrammet, men hvis håndtegnede aviser vi får prøver på i udstillingen. Hans avisprojekt er en reaktion på hjemlandets censur og lukning af aviser, og fremstår som en form for aktivistisk og satirisk nyhedsformidling såvel som små selvberoende, æstetiske værker.

Heal the World!

Til sidst i udstillingen kan vi synke ned i Tabita Rezaires (Frankrig, Guinea, Danmark, f. 1989) bikube-celle-formede installation med videoer, som med afsæt i stensætningen Solens fødested i Sydafrika bringer kosmiske forbindelse i spil.

Her er apokalyptiske dimensioner men også altings forbundethed: Mennesker, planter, bier, stjerner, internettet, jord, mytologier, kammertonen, bakterier….Det er nok afrofuturistisk og flippet, men Rezaire giver os en blød mulighed for at hæve os over den aktuelle frygt og smerte og se tingene i et lidt større perspektiv. Det er der også brug for.

Så alt i alt en opløftende start på Aros post-corona. Symbolske kunstudstillinger gør det ikke alene, og der påhviler de humanistiske institutioner (og os alle) et ansvar for, at humanismen bliver levet og ikke bare er tomme ord og markedsføring.

Men institutionerne er steder, hvor man kan kultivere og massere holdninger, kritik, empati, og samvittighed. Derfor kan de også have en vigtig rolle at spille. Ikke mindst fordi der i dag ikke er så mange mainstream-rum, hvor man arbejder med at nære bevidstheden.

Til en start er det en vej at gå. At tilstræbe at se ud over sin egen privilegieblindhed og give andre, overhørte stemmer mere plads.