Hvem er bange for rumaffald?

Helt gennemført er Amalie Jakobsens rumpolitiske soloudstilling Cosmic Coastline på Gl. Strand måske ikke, for arbejdet med en sammenhængende fortælling savner forløsning. Til gengæld kommer hun langt med sin gennemhullede marmor.

Hvor er her egentlig ryddeligt, slår det mig oppe under taget på GL STRAND. Skodderne er slået for ovenlysvinduerne, rummet er halvmørkt og aflangt, og temaet for Amalie Jakobsens soloudstilling er rumskrald og galaktisk krigsførelse; alligevel er her en air af plads og overskuelighed. Så indbydende, helt stille. For stille?

Uden den helt store formidlingsiver bygger Cosmic Coastline videre på Jakobsens ret forskelligartede interesse for abstrakt modernisme og rumfærd, samtidig med at hun som noget nyt kaster sig ud i videokunst og en narrativ sammenhæng mellem udstillingens tre værker: seks udpinte marmorsten, en dobbeltprojiceret animation og en hemmelighedsfuld robotinstallation.

Stenene skal symbolisere asteroider og fjerne planeter, som mennesket i en måske nær fremtid har besøgt udelukkende for at udvinde deres naturressourcer. Spiralformede kratere er boret ned i det patinerede materiale, og i bunden har Jakobsen fastgjort en blå epoxy: dyrebart rumvand.

Marmorskulpturerne er ret stærke i deres egen ret; mødet mellem den massive sten og et forsiret, nærmest sirligt overgreb på en så fremmed natur er også et møde mellem modernismens abstrakte tyngde og en nyere tids legesyge.

Selvfølgelig er de også lige på vippen til at slå over i rent design. Kraterne er så nænsomt udført – nogle er cirkelrunde, elliptiske eller dråbeformede, andre ligner øjne og ører – at de koksgrå, hvide og Mars-røde sten knap er at skelne fra trendy B&O- højttalere. Særlig udpinte ser de faktisk ikke ud, slet ikke med det lysende, uforurenede vandspejl.

Er der også noget ved skalaforholdet, der ikke helt formidles? Måske. Der er i hvert fald ikke mange spor i selve stenene eller udstillingen, som peger på, at de små Hydration Compositions, som Jakobsen kalder skulpturerne, skal gøre det ud for enorme himmellegemer. Og som narrativt element lukker deres historie om rumalderens minedrift sig hurtigt om sig selv. Men sært fascinerende er de.

Stor fortælling om stjernekrig

Større fortællekraft er der i relationen mellem videoværk og robotinstallation. Først videoen, som af en eller anden grund viser samme animationssekvens på to cirkelformede lærreder, måske for at fylde noget af det halvtomme lokale ud. Langsomt zoomer Jakobsen ind på jordkloden ude fra rummet, og her ser man altså den kosmiske kystlinje, som udstillingens titel er hentet fra: En giftiggrøn hinde om Jorden viser sig langsomt at bestå af et satellithav i kredsløb om planeten, og efterhånden som den rudimentære animation nærmer sig, tager satellitterne form som paraboler med vinger af kvadratiske solcellepaneler.

Lilla bobler blander sig også i sværmen. Om end de er vanskelige at identificere som rumaffald, er det efter sigende, hvad de skal symbolisere. Vi flyver hen over kontinenterne, over havet, ind og ud mellem fremmedlegemerne og ender ude hos en enkelt af satellitterne, der lyser op i mørket. Den er god nok, det er samme genstand, som står mellem de to lærreder: robotinstallationen. Så begynder en ny sekvens, mens planetzoomet gentager sig på modsatte lærred; også denne ender, efter en sort-hvid tur gennem en vrimmel af strimmelagtigt rumskrald, med en fremmaning af robotten bag mig.

Jeg kan ikke undslippe fornemmelsen af, at Amalie Jakobsen har haft for stort et sigte med udstillingen – præsentationsteksten taler om kosmisk krigsførelse mellem nationerne og industriel rovdrift på universet – men ikke helt kan nå så tæt på tematikken, at den stråler ud af værkerne i stedet for at svæve over dem som en lidt fjern rammefortælling. De hurtige animationer af identiske, grønne satellitter, uskyldige lilla bobler og fromme strimler af hvidt skrald er hverken tyngende eller foruroligende i deres arkadespillignende udformning. Trusler om krig ser jeg intetsteds; materialets afslebne udtryk vil noget andet.

Varsler fra robotarmen

Udstillingens kerne er og bliver den levende robotarm, der står mellem de to videoprojektioner og tegner langsomme symboler i det fineste sand, måske ligefrem i månestøv. Oprindeligt var tanken at lade den aktivere af betragterens bevægelser, men det er helt rigtigt set, at den som budbringer om en fejlslagen mission er meget mere urovækkende med konstant meddelelsesbehov, selv når maskinen blot er ladt alene i mørket.

Robotten med de bløde former og nænsomme bevægelser bruger et hvidt fejeblad til at printe og slette en håndfuld mere eller mindre alvorlige advarsler: et simpelt kryds, et reaktorsymbol, overlappende trekanter, Osiris’ øje og et bøjeligt rektangel med barokke halvcirkler. Noget er tilsyneladende gået galt et sted derude, og maskinen gentager nu manisk sit konspiratoriske varsel, mens den vel, i forlængelse af videoerne, svæver rundt et sted over os, drevet frem af sine sekskantede satellitvinger.

Den meditative skriblen er ildevarslende og ville for alvor have sat et aftryk, hvis det bedre var lykkedes Jakobsen at formidle de mere dystopiske perspektiver af udstillingens tematik: kampen om rummet, den strategiske krigsførelse, ødelæggelsen af nye økosystemer. I stedet bliver de lidt generiske symboler i sig selv et symbol på, at Cosmic Coastline kun får tegnet en forsigtig krusning i sandet.

Skraldets æstetiske ubehag

Tilbage står jeg med en undren: Bliver rumskraldet reduceret til et rent æstetisk ubehag? Er det selve manglen på ordentlighed ude i rummet, der er et problem? Værkerne siger både hver især og i flok det samme: at udvindingen og restprodukterne findes, men ikke hvorfor det egentlig er et problem, at ubeboede asteroider gennemhulles, eller at der ude i intetheden hober sig affald op. Er det egentlig til skade for andet end vores ordenssans?

Forsøget med at skabe en sammenhængende fortælling ender også, trods de enkelte værkers for så vidt seværdige udtryk, lidt uforløst. Den visuelle appel ser for eksempel ud til at have vægtet højere end den narrative logik i de seks marmorsten: Hvorfor skulle man have efterladt et vandspejl, hvis det netop var vandet, man kom efter? Hvorfor har man lavet disse enorme spiralkratere i stedet for bare at pumpe ressourcerne op, som man gør med olie? Hvor er al den fjernede stenmasse blevet af?

Og altså: Hvis robotten bringer dårligt nyt, så gør den det med en meget antropomorf gådefuldhed. Og hvis den har været på stjernerejse, hvorfor har den så en meget jordnær mærkat påhæftet, som fortæller, at den er færdigbygget 28. marts 2019 af odenseanske Universal Robots? Her kunne man med fordel have fiktionaliseret ophavet.

Der ligger en stor idé og ulmer under overfladen af Cosmic Coastline; et potentiale at forløse. Det bliver spændende at følge Amalie Jakobsens videre færd ud i rummet og fiktionerne.