Hvid magi på Kunsthallen Brandts

Med den vellykkede udstilling Tavshedens tableaux af svenske Bianca Maria Barmen træder man ind i et forstummet og drømmende univers.

Bianca Maria Barmer. Stella, 2011. Foto: Torben Eskerod.

Med den vellykkede udstilling Tavshedens tableaux af svenske Bianca Maria Barmen træder man ind i et forstummet og drømmende univers.

Tavshedens tableauxer ikke en udstilling, der på larmende vis tiltrækker sig opmærksomhed, men istedet en udstilling, der tavst lister sig ind på livet af sin tilskuer.

Udstillingen opfordrer på fin, magisk og underspillet vis til en drømmende vandring mellem forskellige fortællinger, karakterer og stemninger.

Tavshedens tableaux giver plads til at fantasere og fortolke, og stiller spørgsmål så stille og underfundigt, at man senere tror, at man har drømt dem en tidlig sommermorgen i en svensk skov for lang tid siden.

Nedfra soklen, ud på gulvet, op på bordet.
Det første som møder en, når man træder indenfor i det lyse udstillingslokale på Kunsthallen Brandts er et væld af små og mellemstore gipsskulpturer.

Installationsview, Tavshedens tableaux. Foto: Torben Eskerod.
Installationsview, Tavshedens tableaux. Foto: Torben Eskerod.

De, som ikke står på gulvet, er arrangeret rundt omkring på hvide hylder, spinkle borde eller lyse plankekasser mellem udstillingens hvide vægge, i den grønne niche og det lyseblå rum.

Ikke en eneste af skulpturerne, hverken den stolte kat, det lille barn eller de abstrakte formationer venter på sit publikum fra en sokkel, stolt hævet over gulvet.

Bianca Maria Barmers figurer, former og karakterer er i stedet kravlet ned fra deres sokkel, ud på gulvet og op på bordet, for her at møde deres publikum i øjenhøjde.

Tomme blikke
Skulpturernes skridt fra sokkel til bord, fra piedestal til gulv opfordrer på særlig vis publikum til at træde et skridt tættere på værkerne, til at bøje sig ned og undersøge dem.

Men på samme måde som skulpturerne opfordrer til, at man møder dem i øjenhøjde, da afviser de samtidigt at møde ens blik, enten ved at stirre tomt ud i luften med slørede øjne eller ved at se bort; op i loftet, lige forbi eller direkte igennem en.

Lurende hemmeligheder
Jo flere øjne, som kigger væk og jo flere tomme blikke, man møder, jo mere får man følelsen af at stå over for en forstummet hemmelighed.

De historier og forklaringer, der måtte ligge bagved de tavse ansigter, de sammenkrøbne kroppe og synkende hoveder, svarer Bianca Maria Barmer ikke på.

I stedet opfordrer hendes værker til, at man som betragter selv fantaserer sig frem til skulpturernes forhistorier og fortællinger.

Et drømmende univers

Bianca Maria Barmer. Flicköga og Bin, 2010. Foto: Torben Eskerod.
Bianca Maria Barmer. Flicköga og Bin, 2010. Foto: Torben Eskerod.

Udstillingen består ikke alene af skulpturer, men ligeledes af sarte akvareller og tegninger – billeder der med deres legende og skitseagtige præg understøtter udstillingens drømmende univers.

På billederne flyder en blåhval ved siden af grønne bolde, andre steder stirrer småpiger ud på betragteren gemmen et virvar af bier, og på endnu andre billeder hopper ranglede drenge ud fra høje vipper i en svømmehal, hvor perspektivet er gået i opløsning som på enhver børnetegning.

Bianca Maria Barmer. Moontale 2, Om framtiden visste vi inget, Moontale 3, 2010. Foto: Torben Eskerod.
Bianca Maria Barmer. Moontale 2, Om framtiden visste vi inget, Moontale 3, 2010. Foto: Torben Eskerod.

Med tegningerne og akvarellerne udfordrer Bianca Maria Barmer vores forståelse af rummet – hvad som er tæt på og langt væk, hvad som er stort og småt, og hvad som er virkeligt – og lokker således en længere ind i hendes drømmende verden.


Fakta

Udstilling

Tavshedens tableaux

11 feb 2011 7 aug 2011

Bianca Maria Barmen

Brandts Se kort og tider

Fakta

Bianca Maria Barmer (født 1960) er uddannet ved Arkitekthögskolan i Lund og ved De Kongelige Danske Kunstakademi fra 1985 til 1992, hvor hun var elev af Bjørn Nørgaard.

Bianca Maria Barmer har udstillet på en del gruppeudstillinger i Norden samt i resten af Verden, og har haft flere soloudstillinger - især i Sverige.