Hvor frie er vi?

Performancen GAME ON på Lilith Performance Studio i Malmø diskuterer forholdet mellem voyeurisme og medborgerskab, men desværre virker værket en smule overfladisk i sin kulturkritik.

De hujer og brøler på tilskuerrækkerne overfor mig. Publikum til den amerikanske kunstner Molly Lowes performance GAME ON er delt op i to hooligangrupper. Det ene hold er klædt i rødt og det andet i blåt. Jeg er på det blå hold og har fået en blå pompom stukket i hånden, som en blåmaskeret mand, en publikumsindpisker, igen og igen opildner mig til at ryste. Den blå mand opfordrer hele mit blå hooligan-team til at rejse sig op, råbe og klappe; til at deltage som publikum til sportskampperformancen GAME ON.

Kampen, vi er tilskuere til, er skørt nok en kæmpemæssig bordfodboldkamp. Bordfoldbolddukkerne i menneskestørrelse forestiller nøgne personer af begge køn, forskellige aldre og hudfarver. Spillerne i kampen – det vil sige, de, der styrer dukkerne – bliver udtrukket blandt publikum tre gange i løbet af performancen. Vi har nemlig numre på vores blå og røde trøjer.

Performancen indebærer ligesom virkelige (amerikanske) sportskampe også flere ritualer, fx halvleg-shows, maskotdans, pølse- og popcornsalg, og på to storskærme i hver ende af banen fremtoner ind imellem også kyssebilleder af publikum. Dukkerne på banen bliver ligesom i virkelige sportskampe eller i antikkens gladiatorkampe mere og mere lemlæstede. De taber simpelthen lemmerne, så blodet sprøjter, mens publikum hujer og skråler.

Opløsning af spillet

GAME ON er en gennemført, hyperekspressionistisk udgave af en Super Bowl-kamp, tror jeg. Æstetikken er crazy som fra en anden verden, men hele spillet og udtrykket minder om den vestlige sports- og forbrugskultur, vi kender. Udstyrsstykkets design og udførelse er meget detaljeret, og der er ikke en finger at sætte på udførelsen af kostumerne, maskerne, scenografien og de kolossale dukker.

Molly Lowe, der opererer i hybridværker mellem film, lyd og skulptur, har med GAME ON for første gang arbejdet i Norden. På Lilith Performance Studio er der netop enestående muligheder for at vise stedsspecifikke storskalaværker. GAME ON er endnu en billedmættet form for hel verden, man træder ind i som publikum i studiet i Malmø.

Og som i andre af værkerne på Lilith Performance Studio, fx den canadiske kunstner Myriam Laplantes sci-fi-performancemiddag i anledning af stedets 10 års jubilæum, er man som publikum først fremmedgjort i fiktionen og ved ikke helt, hvordan man skal agere. På trods af de klare referencer i GAME ON til virkelige sportskampe er man lidt lost. De kulturelle koder og referencer flyder ud. For reglerne i bordfodboldkampen opløses mere og mere i løbet af værket, og det er til sidst ikke muligt at vide, hvem der taber eller vinder. Hvornår der rent faktisk bliver optalt et mål eller ej? For maskotterne blander sig, løber ind på banen og tager pludselig bolden op i hænderne eller smider den ind i målet. 

Kritik af voyeurisme

GAME ON vil tydeligt diskutere forbrugerisme og voyeurisme overfor medborgerskab og deltagelse. Vi, publikummer, sidder blot og ser på, imens spillerne bliver mere og mere lemlæstede. Vi er ikke rigtigt deltagende og har ingen indflydelse på kampen. Vi skal nøjes med passivt at konsumere: Købe pølser og popcorn for vores papirpenge eller råbe sammen med de andre i hooligan-teamet.

Men den manglende deltagelse er også værkets akilleshæl, for det bliver simpelthen for mig kedeligt at være tilskuer til en så ensformig kamp, hvor spillereglerne fortaber sig, og som jeg ikke har nogen interesse i. De fascistoide hooliganmekanismer, massernes uhyggelige brølen, bliver derfor heller ikke rigtigt mærkbare i modsætning til fx i performancegruppen SIGNA’s totalinstallationer.

GAME ON’s kulturkritik særligt rettet mod USA med spørgsmål om, hvor frie vi i virkeligheden er i vores vestlige verden, bliver desværre for overfladisk.